Naja kunne faktisk ikke rigtig huske sine forældre. Da hendes mor gik bort, havde hendes far ikke mod på at blive alene med en lille pige på armen. Han kørte Naja hjem til hendes mormor, satte hende af foran havelågen og kørte så sin vej. Mormor var ude i haven den dag, så hun hørte bare bilen, der kørte op foran huset.
“Hvem mon det er, der kommer nu?” tænkte hun og gik ud for at kigge.
Ude foran stod Naja med sin lille taske. Mormor sukkede, rystede på hovedet og sagde for sig selv: “Sikke noget pjat! Han kunne da i det mindste have ringet!” Så tog hun Naja i hånden og førte hende indenfor. Om aftenen, da morfar kom hjem, fortalte hun, hvad der var sket.
Hvad? Tog Mads hende bare og stak af?
Ja, han satte hende af uden at sige et eneste ord. Det var det hele. Hvad tænker sådan nogle unge mennesker på?
De sad og brokkede sig længe, men gik til sidst i seng. Tiden gik, og mormor og morfar gav alt, de havde, til Naja. De lærte hende, hvordan man omgås folk med respekt, og hvordan man holder et hjem. Naja voksede op og blev deres højre hånd i husholdningen. De kunne slet ikke få nok af hende, hun mindede dem så meget om deres datter Najas mor spyttet ud af næsen på hende. Mors hjælpsomhed kunne Naja også huske. Hun havde hjulpet sine forældre, før hun gik bort, og nu var kun mindet tilbage hos de gamle.
Naja fik gjort sin skole færdig, og en dag, mens hun sad med sin morfar over eftermiddagskaffen, sagde han:
Vores barnebarn er både klog og dygtig. Det ville være godt, hvis hun kunne komme væk og uddanne sig lidt.
Du har helt ret, svarede mormor. Det er svært at klare sig i dag, hvis man ikke har noget uddannelse.
De fandt nogle kroner frem fra gamle dåser og sendte deres barnebarn ind til Aalborg for at studere. Naja bestod økonomistudiet med flotte karakterer og flyttede siden hjem til landsbyen igen.
Hun var aldrig rigtig blevet glad for livet i byen, og både mormor og morfar jublede de skulle ikke være ensomme som gamle. Naja besluttede, at hun ville udvikle landsbyen. Hun kastede sig over landbruget, tog et banklån, købte jord og ansatte folk fra omegn. Senere byggede hun en gård og købte køer og grise. Men hun manglede folk, så hun skrev en annonce i lokalavisen. Hun lovede ordentlig løn og en bolig med i købet.
En dag dukkede en mand op beskidt og med langt, gråt skæg tydeligt mærket af livets modgang. Han stillede sig op foran Naja, kiggede ned og sagde stille, at han var hendes far.
Han forlangte ingenting af sin datter, for efter tyve år vidste han godt, han ikke havde krav på noget som helst. Han bad bare om lov til at være i nærheden af hende han var helt alene og tænkte, at han måske en dag kunne gøre nytte på gården. Naja gik med til det, men det tog et par måneder, inden hun var rigtig klar til at tilgive ham. Siden da har han boet hos hende og hjælper til, hvor han kan bange for at ende alene igen.
Synes du ikke også, det var godt gået af Naja at tilgive sin far?
