Far, lad være! græd den yngste datter, Trine, syv år, med næsen rød af tårer. Man kan ikke bare give Fie væk, hun er jo vores!
Din Fie, faren trak hårdt i rattet, hun skider overalt. Hele tiden! Inde i gangen, ved brændeovnen, og i går lagde hun endnu en bunke i skoene. Hun vil ikke bruge kattebakken, ligegyldigt hvad vi gør. Hvad skal jeg stille op med hende?
Men far
Hold mund! afbrød han hårdt.
Han tændte for den gamle hvid-lakerede Lada med rustbrune pletter på skærmene. På bagsædet, i en lille papkasse, peb Fie med tynd, klagende lyd.
Far, lad nu være! udbrød Trine igen, mens hun stod trykket mod havelågen og krammede tremmerne så knoerne blev hvide. Hun tav, mens den mishandlede bil hoppede ud ad hulvejene og forsvandt om hjørnet.
Efterårsregnen silede ned over den lille landsby et sted på Fyn. Himlen hang lavt og gråt. Vinden rev i Trines fletninger og trak i kanten på hendes blomstrede bomuldskjole.
Trine, kom ind! Du bliver syg! råbte moderen Kirsten Madsen fra køkkenvinduet. Hvad står du der for?
Pigen svarede ikke. Tårerne trillede ned over kinderne salte, varme.
Fie… Deres Fie… Den røde kat med hvide poter og blød krave. Om aftenen spandt hun på Trines skød, rullede sig sammen foran brændovnen. Men nu…
Huset duftede af stuvet kål og gærdej mor var i gang med boller. Storebror Peter (tretten år), storesøster Mette (elleve) og lillebror Jens (ni) sad bøjet over skolehæfterne.
Nærmere bestemt lod de, som om de lavede lektier. Peter kørte blyanten frem og tilbage uden at kigge på papiret. Mette gemte sig bag matematikbogen, men de røde øjne afslørede hende. Jens, normalt familiens larmende midtpunkt, tav og bed sig i blyanten.
Sådan er det altid, udbrød Peter pludseligt og smed blyanten på bordet. Far bestemmer, og så er det det! Spørger ikke nogen af os!
Rolig nu! snærede Kirsten, som energisk æltede dejen. Din far ved, hvad han gør. Vi har allerede tre katte. Molly og Kasper bruger kattebakken, som de skal. Men den der jeres Fie
Hun kunne bare lære det! græd Mette. Vi ku have lært hende det!
Lært hende det? Moren sukkede træt. Hvem skulle have gjort det? Mig? Jeg har køer, grise, have og fire børn En kat kan jeg ikke også lære at være fin på den.
Vi kunne have gjort det! indvendte Mette.
For sent, afbrød Kirsten.
Trine sneg sig indenfor og satte sig ved vinduet, kiggede ud i de regnvåde køkkenhaver og kubikgrå hække.
Mor kommer hun hjem igen? spurgte hun svagt.
Kirsten Madsen sukkede.
Det ved jeg ikke, min pige. Det ved jeg ikke
En halv time senere kom Jens Madsen, faderen, hjem igen. Han smed den våde jakke på knagen og gik ind i køkkenet uden at kigge på børnene.
Nå? spurgte Kirsten.
Jeg afleverede hende. Hos familien Petersen ovre i nabobyen. De lover at passe godt på hende.
Hvor langt er der dertil? spurgte Jens.
Fem kilometer, måske lidt mere, mumlede Jens Madsen.
Hun kommer aldrig tilbage, hviskede Mette.
Det behøver hun heller ikke, svarede faderen koldt. Nu er det slut. Skænk mig noget te, jeg fryser.
Kirsten satte et glas te foran ham og lagde en tallerken spaghetti med sovs ved siden af. Jens Madsen spiste i tavshed, sugede pastaen ind med en underlig indestængt irritation. Ingen af børnene spiste. De gloede blot stumt ned i deres tallerkener, som om de var fyldt med sten.
Senere, mens alle lagde sig, lå Trine vågen i sengen, som hun delte med Mette. Hun lyttede til regnens sagte trommen, vindens hvisken og langt ude på vejen gøen fra en landsbyhund.
Mette, sover du? hviskede Trine.
Nej, svarede Mette lige så sagte.
Fie kommer nok hjem. Jeg ved det. Hun finder tilbage til os.
Sludder. Hvordan skulle hun kunne finde vej? Far kørte hende flere kilometer væk! For sådan en lille kat er det jo næsten et andet land.
Men hun er klog! Hun skal nok klare det!
Mette svarede ikke, vendte sig ind mod væggen. Trine lå længe og bad stille, sådan som bedstemor havde lært hende: Kære Gud, pas på Fie. Hjælp hende med at finde hjem igen. Vær sød.
Fie sad i mellemtiden under brændeovnen hos familien Petersen i den næste landsby. De var flinke folk, gav hende en skål mælk, et stykke mad og klappede hende blidt. Men Fie spandt ikke, gned sig ikke op ad deres hænder. Hun sad lille og sammenrullet, sorgfuld og fremmed.
Hvor var hendes rigtige hjem? Hvor var børnene Trine, Mette, Jens og Peter? Hvor var Kirsten, som somme tider gav hende en stump flæsk under bordet? Hvor var duften af brændovn, hø og frisk mælk?
Her duftede alting forkert. Stemmerne var fremmede. En stor grå hankat sad inde og hvæste ad Fie, da hun nærmede sig skålen.
Hun ventede. Hele natten. Og da værtinden næste morgen åbnede døren for at hente æg, pilede Fie ud som et lyn.
Ih, lille ven, hvor skal du hen? råbte fru Petersen.
Men katten var allerede væk. Ud over køkkenhaven, forbi hækken, ud på hovedvejen. Først da hun var forbi byen, sank hun langsomt i græsset på en våd mark.
Regnen stoppede ikke. Den havde væltet ned siden morgenstunden kold og ubarmhjertig. Fies pels klistrede til kroppen, poterne gled i mudderet, kløerne borede sig ind i den mørke jord.
Retningen kendte hun ikke, men en lille hårdnakket klump af minder og instinkt bar hende frem: Den vej videre du må ikke give op.
En dag gik. Hun fandt ly under et gammelt, væltet halmskur, rystede af kulde og sult. Hun forsøgte at fange en mus, men den smuttede væk. Hun drak regnvand fra en mudret pyt bittert og koldt.
Næste dag fandt hun hovedvejen. Hullet asfalt, de få biler sprøjtede hende til. Fie haltede videre, faldt i grøften, rejste sig og gik igen.
Om natten gemte hun sig i en forladt lade, hvor hun fangede en enkelt mus og slugte den hel. Sulten lagde sig for en tid.
På tredjedagen begyndte det at sne. Årets første våde sne. Hendes røde pels efterlod mørke spor i det blege underlag, potterne dunkede. Hun stoppede ikke, selvom trædepuderne blødte.
Forude, langt væk, lå hjemmet. Der var børn. Et varmt hjørne. Og Kirsten, som måske skældte ud, men som altid klappede, når ingen så det.
På fjerdedagen kom hun til lunden, hvor birketræerne stod. Hjertet bankede hurtigt. Hun satte farten op, glemte smerten dette var den birkelund, hvor børnene plukkede svampe om sommeren, og hvor Trine flettede blomsterkranse.
På femtedagen nåede hun bækken. Smal og iskold. Hun slæbte sig igennem, rystede pelsen på den anden side.
Sjettedagen begyndte hun at hoste. Snot løb, åndedrættet var tungt. Men hun fortsatte.
Endelig syvende dag, tidligt om morgenen. Fie, helt gennemblødt, svag og beskidt, trak sig op foran den gamle haveport. Hun satte sig, miavede svagt, hæst. Ingen hørte hende. Hun prøvede igen, højere.
Døren gik op. Trine kom farende ud på trappen barfodet, i natkjole.
Fiiiiie! skreg hun, åbnede lågen på vid gab, løftede katten op i sine arme. Mor! Far! Kom, hun er kommet hjem! Hun fandt vej!
Snart løb alle børnene ud Mette, Jens, Peter. Kirsten tørrede hænderne i forklædet og bøjede sig ned til katten.
Åh Gud hun er jo helt udmagret og snotter. Hun må være blevet syg, sagde hun stille.
Mor, vi skal hjælpe hende! indvendte Mette.
Ja, ja, vi gør vores bedste. Find noget kamillete hos fru Lise hun har forstand på den slags. Hold hende varm, og giv hende masser af mælk. Resten må tiden vise.
Jens Madsen kom til døren. Han så længe på Fie i Trines favn.
Hun fandt altså hjem mumlede han.
Far, hun gik fem hele kilometer måske seks! Kan du forstå det? udbrød Peter.
Han svarede ikke, men gik ind i huset.
Fie kom med ind i varmen, blev lagt foran brændeovnen. Trine gav hende straks en skål dampende, frisk mælk. Hun drak grådigt. Mette tørrede hende forsigtigt med et gammelt håndklæde.
Hendes poter bløder hviskede Mette. Mor, kom og se
Kirsten satte sig og undersøgte katten omhyggeligt.
Du har haft en hård tur, lille ven sukkede hun. Jens, hent noget jod. Mette, find lidt gaze. Vi må lægge forbinding på.
Men snotten? spurgte Trine.
Det klarer vi med kamillete, svarer moren. Hovedsagen er, at hun får varme og mad. Så ordner det sig.
Fra den dag plejede børnene Fie, som var hun det mindste barn. Trine sad hos hende og aede hende, Mette lavede hønsekødsuppe. Jens fandt et gammelt tæppe. Peter gik i værkstedet.
Hvad laver du? spurgte Mette.
Kattebakke, mumlede Peter. Så hun lærer det ordentligt.
Tror du, hun kan lære det?
Det skal hun.
Fie var syg en uge. Nøs, snottede, øjnene løb i vand. Men børnene mistede aldrig håbet, gav hende kamillete, varm mælk, pakkede hende ind.
Langsomt blev hun frisk igen. Snottet stoppede, øjnene klarede, pelsen blev igen tyk og rød.
Så begyndte bakke-træningen. Peter havde lavet en kasse med sand og satte hende der hver gang hun ledte efter et hjørne.
Her, Fie. Her skal du, gentog Trine tålmodigt.
Fie brummede, forsøgte at stikke af, men børnene gav ikke op. En dag skete miraklet: katten gik selv hen til bakken og brugte den rigtigt.
Det lykkes! råbte Trine. Mor, far! Hun gik selv derhen!
Kirsten smilede for første gang i ugevis.
Se nu der. Man kunne åbenbart godt
Jens Madsen sad og læste avis. Han kiggede over på katten, der nu sad stolt og vaskede sig pænt ved bakken.
Stædig er hun, sagde han stille. Hvor mange kilometer har du montravet
Far, du sender hende vel ikke væk igen? spurgte Trine forsigtigt.
Han tøvede lidt, og sagde så:
Nej. Kan hun finde hjem fra så langt, så hører hun til her.
Trine kastede sig om halsen på ham og krammede så hårdt, at det næsten gjorde ondt.
Tak, far! Tusind tak!
Ja, ja, mumlede han, men smilede alligevel.
Fie levede længe i huset. Fra den dag snød hun aldrig mere, men brugte altid sin bakke. Om aftenen lå hun og spandt foran ovnen, blev klappet og kælet for. Hun fangede mus som de andre katte og blev familiens stolthed.
Nogle gange så Jens Madsen på hende og rystede på hovedet.
Hun har vilje, sagde han. Hun ved, hvor hun hører til. Ingen afstand kan stoppe hende.
Og børnene var enige. For sådan var det: Fie vidste, hvor hun skulle hen. Hun kom igennem regn, kulde, sult og smerte. For dér, hjemme, ventede de på hende.
Og der, hvor nogen venter, der skal man blive. Livet fortsætter.
