Far… Mette har bedt os om ikke at komme til brylluppet… Hun siger, hun bliver flov over sine landlige forældre. Men hvordan kan det være… Hvordan kan det være, Lise… Jeg har sådan glædet mig til at give vores datter væk. Og nu vil hun ikke engang se os, hun skammer sig… Hvad er det dog for noget?
Hej, mor, Viktor har friet til mig, kan du forestille dig det? Jeg har altid drømt om at blive en del af hans familie!
Lise var glad for sin datter. Klog, smuk, deres Mette. Hun og hendes far havde altid støttet hende. Efter skolen drømte Mette om at blive model hendes udseende og figur talte for det.
Men der var brug for penge til uddannelsen. Faren solgte hans køer og grise, og der var lige nok til skolen. Mette kom sjældent hjem til landsbyen, bylivet havde grebet hende som en hvirvelvind. Hun begyndte selv at tjene penge med fotosessioner og modeshows. Forældrene var glade for, at hun kunne klare sig selv.
Viktor var den eneste søn af en stor chef, og hans far nægtede ham aldrig noget. Mette introducerede ikke sine forældre for Viktor og inviterede dem aldrig til byen. Hun undskyldte med, at de ikke havde tid deres liv var så optaget, og de rejste meget udenlands.
Lise arbejdede som rengøringsassistent i skolen og viste gerne billeder af sin datter frem.
Lise, hvorfor kommer Mette ikke med sin forlovede hjem og præsenterer ham? Er hun flov over sine forældre?
Åh, hold op, Anita, Mette elsker os meget.
Nå, men hvornår var hun her sidst? Og ringer hun ofte?
Hun ringede i sidste uge, hun skal giftes. Vi skal finde penge til en gave og finde noget pænt at tage på.
***
Mette, hvornår kommer du og Viktor forbi, så vi kan møde ham? Far har lavet sin berømte flæskesteg, han ville gerne dele den med sin svigersøn.
Mor, han spiser ikke sådan noget. Vi har ikke tid til at besøge, vi er alt for optagede med bryllupsforberedelser.
Men hvornår er brylluppet, skat? Vi skal også have noget pænt at tage på.
Mor, hør nu… I behøver ikke komme til brylluppet. Altså, Viktor er fra en rig familie, hele det fine selskab vil være der, og så kommer I… Far lugter altid af grise. Forstår du ikke kontrasten? I ser så landlige ud og kan ikke opføre jer ordentligt. Tænk, hvor flov jeg ville blive.
Okay, Mette, du skal ikke se os.
Lise vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle det til sin mand. Han havde glædet sig så meget til at se sin datter i brudekjole og ønske hende tillykke. Væggene derhjemme var dækket af billeder af Mette, og faren kunne altid huske datoerne og nød at se på sin smukke datter.
Far… Mette har bedt os om ikke at komme til brylluppet… Hun siger, hun bliver flov over os.
Hvordan kan det… Hvordan kan det være, Lise… Jeg har ventet på denne dag. Og nu vil hun ikke engang se os, hun skammer sig… Hvad er det dog for noget?
Jens blev bleg. Lise gav ham et glas vand og hans hjerte medicin han havde problemer med hjertet.
Jens, tag det nu ikke så tungt… Vi bliver bare hjemme, det er okay.
Om natten måtte de ringe efter en læge han var blevet så ked af det.
Ved du hvad, Lise? Vi tager alligevel til brylluppet og ønsker dem tillykke det har vi ret til! Hun skal ikke bestemme over os!
Lise ville egentlig ikke, men hun kunne se, at hun ikke kunne stoppe ham. Det var ikke svært at finde bryllupsdatoen og restauranten. Viktor var kendt, og informationen lå på nettet. Lise bad en kollega om at slå det op, for de havde ikke internet derhjemme.
Hun lånte en flot kjole af en veninde, købte en ny jakkesæt til Jens, og på bryllupsdagen kørte de ind til byen. De gik ind i restauranten, mens festen var i fuld gang, og gæsterne ønskede de unge tillykke.
Lise og Jens, med en blomsterbuket i hånden, listede sig ind i salen. Da toastmasteren spurgte, om der var nogen, der ønskede at ønske tillykke, råbte Jens højt: “Det vil vi gerne!”
Toastmasteren inviterede dem frem.
Viktor og Mette, tillykke med jeres vielse! Må I leve længe og lykkeligt, og må jeres børn altid huske deres rødder, hvem de er og hvor de kommer fra, og respektere deres forældre uden at skamme sig. Skål!
Jens lagde blomsterne på bordet, hvor de nygifte sad, tog sin kones hånd og forlod salen.
Viktor så forvirret på Mette.
Hvem var de mennesker, Mette?
Det er… mine slægtninge.
Viktor indhentede Jens og Lise.
Hvor skal I hen? Bliv nu til festen! Mette sagde, hun ikke havde nogen familie, efter hendes forældre døde.
Døde? Vi lever jo…
Er I Mettes forældre? Hvorfor løj hun?
Hun skammer sig over os, Viktor. Vi er bare almindelige mennesker, ikke skabt til det fine selskab, har ingen penge og kan ikke opføre os ordentligt. Så hun løjede for ikke at blive flov.
Undskyld, det vidste jeg ikke… Jeg beklager.
Viktor, jeg kan se, du er en god mand. Vær ikke vred på Mette, lev lykkeligt!
Nej, I skal blive! Vi kommer på besøg og retter op på det her.
Nej, vi går. Vi vil ikke ødelægge festen. Hun ville ikke se os, vi kom mod hendes vilje.
Tre måneder gik. Mette ringede ikke og kom ikke hjem.
Lise hængte vasketøj op i haven. En taxi kørte forbi, og Mette steg ud med en taske. Lise fortsatte med at hænge tøjet op.
Mor, hej. Jeg er hjemme. Er du ikke glad?
Hej. Hvorfor er du kommet?
Hvad mener du? Jeg er kommet hjem.
Åh… Hjem, ja.
Er far inde?
Far er på kirkegården.
Hvad er det for en joke, mor?
Det er ingen joke. Selvom du begravede os i live, døde far for to måneder siden. Han kunne ikke klare din utaknemmelighed. Og jeg tilgiver dig det aldrig. Du tog min mand og min datter fra mig. Tag tilbage, du har ikke noget hjem her.
Mette gik ind i huset. Stilhed. Fars seng var væk. Hendes billeder var også fjernet fra væggene. Alt føltes fremmed, som om hun aldrig havde boet der i 17 år.
Mor, jeg kunne ikke komme før, Viktor og jeg var i udlandet i tre måneder, på en ø, hvor der var dårlig forbindelse. Viktor blev sur på mig for løgnen. Og… Vi skal
