Far, mød min kommende kone og din svigerdatter

— Far, mød min kommende kone og din svigerdatter, Mette! — lyste Bjørn op af glæde.
— Hvem?! — spurgte professoren, doktor Rasmus Bothilde, overrasket. — Hvis det er en spøg, så er den ikke særlig sjov!
Manden betragtede med væmmelse neglene på “svigerdatterens” grove fingre. Det så ud som om, denne pige aldrig havde hørt om vand og sæbe. Hvordan kunne man ellers forklare snavset under neglene?
“Gudskelov, at min Lene ikke skulle opleve denne skændsel! Vi forsøgte altid at opdrage denne slyngel til at have gode manerer,” tænkte Rasmus.
— Det er ikke en spøg! — sagde Bjørn udfordrende. — Mette bliver boende hos os, og om tre måneder gifter vi os. Hvis du ikke vil deltage i dit barns bryllup, så klarer jeg mig uden dig!
— Hej! — sagde Mette smilende, mens hun gik selvsikkert ud i køkkenet. — Det her er boller, hindbærsyltetøj, tørrede svampe…, — pigen remsede op, mens hun tog madvarer ud af sin slidte taske.
Rasmus Bothilde gispede efter vejret, da han så, hvordan Mette svinede den snehvide broderede dug til med det løbende syltetøj.
— Bjørn! Kom til fornuft! Hvis du gør det her for at genere mig, så lad være… Det er for grusomt! Hvor har du slæbt denne uvidende pige fra? Jeg vil ikke have hende boende i mit hus! — skreg professoren desperat.
— Jeg elsker Mette. Og min kone har ret til at bo på min adresse! — grinende Bjørn hånligt.
Rasmus Bothilde indså, at hans søn blot gjorde nar af ham. Uden yderligere diskussioner gik han tavs ind i sit værelse.
Forholdet til sønnen havde ændret sig meget for nylig. Efter moderens død var Bjørn blevet uregerlig. Han droppede universitetet, var grov mod sin far og levede et udsvævende liv.
Rasmus håbede, at sønnen ville ændre sig. Blive som før, fornuftig og venlig. Men hver dag fjernede Bjørn sig mere fra ham. Og nu havde han bragt denne bondepige hjem. Han vidste tydeligvis, at faren aldrig ville acceptere hans valg, men bragte alligevel en ukendt kvinde ind…
Snart blev Boris og Mette gift. Rasmus Bothilde nægtede at deltage i brylluppet, da han ikke ønskede at acceptere svigerdatteren. Han var vred over, at Lenes plads, som en fremragende husmoder, kone og mor, blev taget af denne uuddannede pige, som ikke engang kunne formulere to sammenhængende sætninger.
Mette lod til at ignorere svigerfarens dårlige forhold til hende og forsøgte at behage ham i alt, men gjorde det kun værre. Manden så ikke et eneste godt træk i hende, kun fordi hun var uuddannet og havde dårlige manerer…
Bjørn, som havde leget det perfekte ægteskab, begyndte igen at drikke og feste. Faren hørte ofte de unges skænderier og glædede sig i hemmelighed i håbet om, at Mette ville forlade hans hus for altid.
— Rasmus Bothilde! — stormede svigerdatteren en dag grædende ind. — Bjørn ønsker en skilsmisse. Han smider mig ud, og jeg venter barn!
— For det første, hvorfor ud på gaden? Du er jo ikke hjemløs… Tag tilbage, hvor du kom fra. Og det faktum, at du er gravid, giver dig ikke ret til at blive her efter skilsmissen. Undskyld, men jeg vil ikke blande mig i jeres forhold, — sagde manden, mens han indeni glædede sig over at slippe af med den påtrængende svigerdatter.
Mette græd fortvivlet og begyndte at pakke sine ting. Hun forstod ikke hvorfor svigerfaren hadede hende fra første øjekast, hvorfor Bjørn havde leget med hende som en hvalp og derefter smidt hende ud. Bare fordi hun kom fra landet? Hun havde jo også en sjæl og følelser…
***
Otte år gik… Rasmus Bothilde boede på et plejehjem. Den gamle mand var blevet meget svag de sidste par år. Selvfølgelig benyttede Bjørn sig straks af dette og fik hurtigt faderen anbragt, for at slippe for ansvar.
Den gamle mand accepterede sin skæbne, da han indså, at der ikke var nogen anden udvej. Gennem sit lange liv havde han formået at give mange mennesker værdier som kærlighed, respekt og omsorg. Han modtog stadig takkemails fra tidligere elever… Men han havde ikke formået at opdrage sin egen søn til at blive et ordentligt menneske…
— Rasmus, der er gæster til dig, — sagde værelseskammeraten, da han kom tilbage fra en gåtur.
— Hvem? Bjørn? — spurgte den gamle mand, selvom han indeni vidste, at det var umuligt. Sønnen ville aldrig komme for at se ham, han hadede sin far for meget…
— Jeg ved det ikke. Vagten bad mig kalde dig. Hvad venter du på? Skynd dig! — smilede værelseskammeraten.
Rasmus tog sin stok og gik langsomt ud af det lille, indelukkede værelse. Da han gik ned ad trappen, så han hende i det fjerne og genkendte hende straks, selvom meget tid var gået siden deres sidste møde.
— Hej, Mette! — sagde han stille og med bøjet hoved. Måske følte han stadig en skyld over for den ærlige og enkle kvinde, han ikke havde villet støtte dengang, for otte år siden…
— Rasmus Bothilde?! — udbrød den rødkindede kvinde forundret. — Du har ændret dig meget… Er du syg?
— En smule…, — svarede han trist med et smil. — Hvad laver du her? Hvordan vidste du, hvor jeg var?
— Bjørn fortalte det. Du ved, han vil ikke have noget med sin søn at gøre. Men drengen beder konstant om at se både faren og bedstefaren… Ivan er jo ikke skyld i, at i ikke anerkender ham. Barnet trænger til nærvær af familien. Vi er jo alene med ham…, — sagde kvinden med en rystende stemme. — Beklager, måske var det en fejl at opsøge dig.
— Vent! — bad den gamle mand. — Hvor stor er Ivan nu? Jeg husker, det sidste billede du sendte, da var han kun tre år gammel.
— Han er her, ved indgangen. Skal jeg kalde ham? — spurgte Mette usikkert.
— Selvfølgelig, min pige, kald på ham! — Rasmus Bothilde lyste op.
Ind i hallen kom en rødhåret dreng, en mindre udgave af Bjørn. Ivan nærmede sig usikkert den bedstefar, han aldrig havde mødt.
— Hej, min dreng! Du er blevet så stor…, — gamle manden fik tårer i øjnene, mens han omfavnede sit barnebarn.
De talte længe, mens de gik gennem de gyldne efterårsstier i parken, der var en del af plejehjemmet. Mette fortalte om hendes svære liv, om hvordan hendes mor døde tidlig, og hvordan hun alene havde opfostret sin søn og passet hjemmet.
— Undskyld, Mette! Jeg har gjort dig meget forkert. Selvom jeg betragtede mig selv som en klog, veluddannet mand, har jeg for nylig indset, at mennesker skal værdsættes for deres ægthed og hjerte, ikke for uddannelse — sagde Rasmus stille.
— Rasmus Bothilde! Vi har et forslag til dig — smilede Mette nervøst og tøvende. — Kom med os! Du er alene, og Ivan og jeg er alene… Vi savner en nærtstående person i vores liv.
— Bedstefar, kom med os! Vi kan tage på fisketur sammen, tage ud i skoven efter svampe… Vi har så smukt på landet, og der er masser af plads i huset! — bønfaldt Ivan og holdt fast i bedstefarens hånd.
— Lad os tage afsted! — smilede Rasmus Bothilde. — Jeg forsømte meget i min opdragelse af Bjørn, men forhåbentlig kan jeg give dig, hvad jeg ikke gav Bjørn i sin tid. Desuden har jeg aldrig været på landet. Jeg håber, jeg vil kunne lide det der!
— Det vil du helt sikkert! — grinede Ivan.