Far, kan du huske Nadja Olesen Martinsen? Det er sent i dag, men i morgen kan du komme hjem til mig. Så kan jeg præsentere dig for min lillebror din søn. Det var det. Vi tales ved.
Drengen sov lige udenfor hendes dør. Karen undrede sig over, hvorfor et barn skulle overnatte i et fremmed opgang midt om morgenen. Hun havde arbejdet som skolelærer i ti år og kunne ikke bare lade som ingenting. Hun bøjede sig ned og ruskede forsigtigt i hans spinkle skulder:
Hej, unge mand, vågn op!
Hvad? drengen satte sig forvirret op.
Hvem er du, og hvorfor ligger du her?
Jeg sover ikke. Jeres måtte er bare så blød. Jeg satte mig og døsede hen uden at ville det, svarede han.
Karen havde kun boet i opgangen et halvt år. Efter skilsmissen havde hun købt lejligheden, men kendte næsten ingen naboer. Det var dog tydeligt, at drengen slet ikke hørte til her.
Han var vel omkring 10-11 år, iført gammelt men rent tøj. Han stod og vippede utålmodigt fra fod til fod.
Karen indså, at han sikkert skulle på toilettet:
Skynd dig. Jeg har travlt jeg skal på arbejde, sagde hun og lod ham komme indenfor.
Han kiggede mistænksomt op på hende med sine bemærkelsesværdige, lyseblå øjne.
Sikke en sjælden øjenfarve, tænkte hun. Mens gæsten vaskede hænder efter toiletbesøget, smurte Karen et par rugbrødsmadder med spegepølse.
Tag dem med, så har du noget at spise.
Tak! sagde drengen og stod allerede i døren. Du har reddet mig. Så kan jeg roligt vente nu.
Hvem venter du på? spurgte Karen.
Bedste Tove. Hun bor lige her ved siden af. Måske kender du hende?
Jeg kender Tove, men de hentede hende på sygehuset i forgårs. Jeg kom hjem fra skole, da de bar hende ud på båre.
Ved du hvilket hospital hun er på? spurgte drengen bekymret.
Det var Bispebjergs skadestue i går. Hun er nok der.
Forstået. Hvad hedder du egentlig? ville drengen vide.
Karen Frederiksen, svarede hun, mens hun endnu stod i entreen.
På skolen blev Karen opslugt af hverdagsproblemer, men drengen kunne hun ikke slå ud af hovedet.
Måske er det min ubrugte morsinstinkt, tænkte hun trist. Hun havde aldrig haft egne børn, og det var en af grundene til, at det var endt med skilsmisse. Hun havde sluppet eksmanden uden drama, da han fik barn med en anden.
I frokostpausen ringede Karen til hospitalet. Tove havde fået et slagtilfælde, og det så ikke for godt ud hun var jo også 78 år.
Efter arbejde så hun igen drengen i opgangen. Han sad på vindueskarmen.
Jeg ventede på dig, sagde han glad. De vil ikke lade mig besøge bedste, og jeg ved ikke, hvornår hun kommer hjem igen.
Karen spurgte, hvad han hed. Han sagde, han hed Frederik. Ikke Frede, men Frederik.
Efter han havde fået et bad og mæt mave, satte Karen ham grundigt i stævne:
Er du løbet hjemmefra? Er dine forældre ikke ude af sig selv af bekymring?
Jeg har ingen forældre. Jeg bor hos min moster.
Så må hun jo være rasende, sagde Karen bekymret.
Nej. Jeg har sagt, jeg ville besøge bedste. Hun ved ikke engang, at bedste er på hospitalet. Jeg vil ikke hjem til hende, selvom hun faktisk er flink og næsten aldrig drikker. Men onkel drikker hver dag og bliver sur de har selv fire børn, snart fem. Og nu er jeg der også.
De sagde, de ville sende mig på børnehjem, men det vil jeg ikke. Forstyrrer jeg dig alt for meget? Min mor sagde altid, jeg var rastløs ligesom min far, og jeg har også hans lyse øjne. Mor døde for to år siden.
Hvad hed din mor?
Nadja Olesen Martinsen. Hun var sød og smuk. Hun arbejdede som sekretær for en direktør på en kemisk fabrik jeg kan ikke huske navnet.
Og din far? spurgte Karen.
Jeg har aldrig haft en far, sagde Frederik med trist stemme.
Karen mærkede, hvorfor hun blev så berørt af mødet med den lyseblåøjede dreng. Øjnene! Dem havde hun kun set på én anden sin egen far.
Hendes far, direktøren for fabrikken!
Hun blev nærmest stakåndet af opdagelsen: En affære mellem sekretæren og direktøren, mere klassisk kan det ikke blive. Vidste han, at hun fødte sønnen? Opdagede han, at hun forsvandt pludseligt fra kontoret?
Og hun? Hun opkaldte sønnen efter hans far hun må have elsket ham meget…
Karen var enebarn. Som barn havde hun altid ønsket sig en lillebror eller søster.
Gå lige ned og hent noget franskbrød i Brugsen, spurgte Karen og sendte Frederik af sted.
Med det samme ringede hun til sin far:
Far, kan du huske Nadja Olesen Martinsen? Det er sent nu, men i morgen kan du besøge mig. Jeg vil præsentere dig for din lillebror og søn. Mere i morgen! sagde Karen og lagde på.
Du skal sove på sofaen i stuen. Tag et bad og læg dig sagde Karen, da Frederik kom tilbage.
Hun vidste ikke helt, hvordan det hele ville ende. Men én ting var sikkert hun ville ikke overlade sin bror til nogle uegnede slægtninge, og slet ikke et børnehjem!
Faren kom tidligt næste morgen. Ellers plejede Karen at sove længe i weekenden, men ikke denne dag hun havde nærmest ikke lukket et øje.
Hun elskede sin far. Han var altid der, altid opmærksom på hendes liv og problemer noget hendes mor aldrig havde været.
Fra de tidligste år havde hun søgt trøst og støtte hos ham. Det var ham, der opmuntrede hende til at læse til lærer, mens moren skældte ud og mente, at det kun var for simple folk og tabere.
Mor anså ikke sig selv for simpel, selvom hun kom fra landet. Det var også far, der havde velsignet hendes ægteskab, trøstet hende bagefter og hjulpet hende gennem skilsmissen.
Far var som altid velfriseret, velklædt, pressede bukser, skinnende sko, og duften af en diskret, dyr parfume udstrålede overskud.
Du har altid gang i noget. Hvilken lillebror har du dog fundet? Jeg har næsten ikke sovet jeg var bekymret, sagde han, da han trådte ind.
Shh, far min gæst sover stadig, hviskede Karen og ledte ham ud i køkkenet. Kom, lad os spise morgenmad. Du er sikkert sulten.
Imens over morgenmaden fortalte hun hele historien.
Mærkeligt, meget mærkeligt, sagde faren. Jo, jeg havde en sekretær, Nadja Martinsen. Hun var klog, ung, køn og så på mig med de der forelskede øjne. Jeg er trods alt også kun et menneske jeg lod mig rive med, det indrømmer jeg.
Ja, du ved mænd er sjældent 100 % trofaste. Hendes beundring smigrede mig. Jeg er ikke stolt af det, men jeg havde aldrig forestillet mig at forlade din mor.
En dag spurgte Nadja, helt henkastet, om jeg ikke ville have en søn. Jeg sagde, jeg havde en datter til en søn var det for sent.
Kort efter blev hendes mor syg, og Nadja tog lang orlov for at tage hjem til landsbyen.
Vi fik i mellemtiden en midlertidig sekretær. Nadja kom tilbage efter cirka et år så frisk og fin.
Jeg spurgte for sjov, om hun var blevet gift. Hun sagde ja og fortalte, hun havde fået en søn og havde en god mand. De lejede en lejlighed, men hun beholdt Martinsen som efternavn.
Men jo folk lever jo også sammen uden at blive gift i dag. Efter det havde vi kun kollegiale forhold.
For omtrent tre år siden blev Nadja syg, var længe sygemeldt og døde så pludseligt. Jeg opdagede det, da jeg skulle godkende den økonomiske støtte til familien
Hun var jo alt for ung til at dø. Men, du skal altså ikke projicere en søn over på mig, min pige. Hun havde jo en mand, sluttede han.
I det samme kom Frederik ind i køkkenet, frisk efter badet og nyslået høflig som altid. Da far så ham, blev han bleg, for nu, hvor de stod ved siden af hinanden, var ligheden slående.
Lad os få præsenteret os, sagde faren og rakte en rystende hånd frem. Frederik Nikolajsen.
Frederik Frederiksen Martinsen, sagde drengen høfligt og trykkede hans hånd.
De rynkede begge brynene på nøjagtigt samme måde.
I dag er her helt usædvanligt mange Frederikker på besøg, sagde Karen med et rørstrømsk smil.
Frederik junior gik ud at vaske sig, og Frederik senior stirrede overrasket på Karen.
Jeg forstår ingenting. Han ligner mig som ung. Men hun havde jo fundet sig en mand?
Nej, hun blev aldrig gift, sagde Karen. Hun rejste bare hjem for at føde i hemmelighed. Du kan spørge regnskabskontoret, hvornår hun var på barsel.
Hun opfandt ægteskabet for at skåne dig for skyldfølelse. Det er tydeligt, hun elskede dig. Frederik siger, han aldrig har haft en far.
Vent, en ting stemmer ikke: Nadja havde hverken søskende eller moren lever ikke længere. Hvor kommer moster og bedstemor fra? undrede faren sig.
Frederik greb ind. Det er min mor, I taler om? Moster Eva er ikke min rigtige tante, men fjern familie. De kom til byen, da min mor blev syg. Bedste Tove er Evas mor. Da min mor døde, tog Eva mig til sig.
Jeg kunne ingen steder tage hen vi var lejet ud af lejligheden. Så familien tog sig af mig. Onkel brokker sig over, at de kun får lidt i børneydelse for mig.
Men jeg kan tydeligt huske dig, Frederik Nikolajsen! Mor havde et billede af dig på spejlet. Jeg troede længe, du var en kendt skuespiller. Hun lovede hun ville fortælle hvem du var, når jeg blev ældre.
Karen sendte Frederik i biografen den lå lige rundt om hjørnet.
Nå, far, tvivler du stadig? spurgte Karen.
Nej, men vi må jo have lavet en DNA-test; slægtskabet skal bevises, svarede han.
Så fulgte dramaet med Frederik seniors kone, Linda. Hun måtte lægges i sengen med forhøjet blodtryk og blev sendt til sol og varme for at komme sig. Først senere så hun Frederik, som hun egentlig syntes om men at have ham boende, ville hun ikke. På besøg, ja men aldrig fast. Nerver og helbred kunne ikke klare det.
Jeg har jo hushjælp, men hun er ikke pædagog! sagde Linda.
Det var der heller ingen, der forlangte. Frederik senior brugte nu meget tid sammen med sin søn det glædede ham. Han opdagede hele tiden nye ligheder: De hadede begge havregrød, men elskede katte.
Linda var allergisk overfor katte, og Frederiks eneste drøm havde været egen kat.
De snakkede endda begge med lidt læspen, præcis ens. Foruden den påfaldende ydre lighed.
Så, efter to måneders papirarbejde blev faderskabet gjort officielt. Frederik senior kom forbi, tog Frederik til sig og sagde:
Fra i dag er du min søn her er dine papirer. I mit hjerte har du altid været min, jeg vidste bare ikke, du fandtes. Tilgiv mig, hvis du kan!
Du behøver ikke kalde mig far, men du er aldrig alene i verden mere. Du har en, der passer på dig mig. Du har Karen din søster.
Jeg vidste det med det samme, du var min far, smilede Frederik. Jeg kunne se det første gang, jeg så dig.
Børn er nu noget for sig, sagde faren og tog sin søn ind til sig.
Karen så, farens øjne var blanke, men han samlede sig hurtigt. Frederik blev boende med Karen, men besøgte Linda, og faren kom dagligt forbi. Og Karen og Frederik tog en lille kat til sig…
En ældre herre ved supermarkedet forærede killinger væk. Frederik valgte den mindste. Den blev kaldt Misser. For første gang følte Frederik sig virkelig lykkelig!
PS:
Frederik senior lod sætte et hvidt marmormindesmærke på Nadjas grav.
Han og Frederik besøger hende tit og lægger friske blomster.
En dag sagde Frederik:
Ved du hvad, far? Dagen før mor døde, sagde hun, jeg ikke skulle græde for meget. Hun ville ikke forlade mig, hun ville bare skifte verden og altid passe på mig.
Hun sagde, hun ville prøve at hjælpe mig, selv derfra. Først nu forstår jeg det er hende, der fik Karen til at finde mig, og dig også! Det ved jeg bare! Tror du mig, far?
Selvfølgelig, min dreng, sagde faren.
