Far, hvordan kunne du?! Hvordan kunne du gøre det mod mor?!
Grethe og hendes veninde gik tur i Ørstedsparken, da de pludselig fik øje på en mand og en kvinde. De stod og kælede, og han hviskede hende noget i øret, så hun fniste tilfreds. Grethe stod målløs og stirrede det syn burde hun ikke kunne tro på.
Grethe, hvad sker der? Grethe! spurgte veninden forundret.
Ingenting. Kom, vi går, sagde Grethe pludselig.
Veninderne sagde farvel, og Grethe gik hjemad med en følelse af, at verden var blevet vendt på hovedet.
Far, hvordan kunne du?! Hvordan kunne du mod mor?! Grethe kunne slet ikke begribe, hvad hun havde set.
Grethe og veninden Karen var lige kommet ud fra deres ekstra dansk-timer. Hjemme var der ikke noget, der trak, så Grethe foreslog:
Karen, skal vi ikke tage en tur i parken?
Ja, vi kan lige nå det, mens det stadig er lyst! sagde Karen.
Ørstedsparken lå egentlig stik imod retningen, men pyt det var jo bare rart at træde lidt udenfor hverdagen.
De vandrede mellem parrene på bænkene og missundte dem lidt i smug. Ingen ænsede de to piger.
Lige idet de rundede et hjørne i parken, så de en mand og en kvinde godt modne begge to. Han havde armene om hende og så ud som om han udvekslede verdens mest intime hemmelighed, for hun smilte forelsket.
Karen kastede et ligegyldigt blik deres vej, men så opdagede hun, at Grethe stirrede med et ansigt, så stift at selv den gamle slotsvagt fra Amalienborg ville være imponeret.
Grethe, hvad laver du? Grethe!
Åh, ikke noget. Kom, sagde Grethe hastigt og satte straks farten op.
Udenfor parken gik Grethe bare og summede indeni tankerne larmede. Veninderne skiltes, og Grethe travede alene mod deres klassiske Frederiksberg-lejlighed, hovedet halvvejs begravet i kraven.
Hun så hele tiden for sig, hvordan den der dame smilede lykkeligt, mens hendes egen far stod der og hviskede og ikke engang fattede, at hans datter så alt.
Far, jeg troede altid, du var perfekt. Nu har du en elskerinde? Hvis ikke jeg havde set det selv, ville jeg aldrig ha’ troet det, tænkte Grethe med sit unge, forbløffede hoved.
Grethe dukkede sent op i lejligheden.
Kom nu og spis, mumlede mor, Bodil, Vi sidder aldrig og venter på jer to mere.
Jeg skal bare lige vaske hænder, sagde Grethe undvigende og brugte ekstra lang tid i badeværelset. Da hun endelig satte sig, var hendes far, Svend, der endnu ikke.
Grethe tog sig sammen, spiste lidt og trak sig tilbage til sit værelse under påskud af lektier.
Selv med computeren åben var det eneste, der kørte, dog den samme scene fra parken. Havde voksne virkelig hemmelige romaner og svigt på daglig basis? Var mor og Grethe snart bare til pynt ville far stikke af med hende den blonde ved træet?
Pludselig fik Grethe en snedig idé.
Tænk hvis den anden kvinde ikke anede, at jeg fandtes? Så kunne det blive lidt besværligt for hende, fniste hun sarkastisk indeni.
Yderdøren gik op.
Undskyld, skat! Sikke en dag, lød det træt fra far.
Før var det kun den første i måneden, du havde travle dage. Nu er det åbenbart hele tiden, svarede moren, og man kunne høre, at toppen af vulkanen var sprukkent.
Bodil, det er nu engang sådan det er, sagde Svend, og gik som sædvanlig ind til Grethe for at sige godnat. Han bøjede sig for at kysse hende, men hun rykkede væk.
Gå nu. Ellers bliver maden kold.
Hvad er der? spurgte han lavt.
Ingenting. Og dig?
Han så granskende på hende, men forsvandt så til køkkenet.
Grethe blev i sit værelse hele aftenen hun udtænkte listige planer for, hvordan hun skulle redde Svend fra vildvejene. Med dem i hovedet faldt hun i søvn og vågnede med dem morgenen efter.
Hun kunne høre forældrenes stemmer i køkkenet.
Svend, hvor er du på vej hen nu?
På arbejde. Det er lidt akut.
Det er lørdag, kunne du ikke være sammen med familien for én gangs skyld?
Jeg er ikke væk så længe vi kan jo lave noget sammen senere. Lover det, Bodil!
Grethe traskede ud, gned søvn ud af øjnene.
Hvor skal du hen? lød det straks fra moren.
Mor, jeg har time henne på musikskolen.
Hmpf, hele tiden optaget, de børn, skumlede Bodil, men Grethe nåede ud på badeværelset og var straks hurtig med tandbørsten.
Hun kastede et blik ud i gangen, hvor faren stod i overtøj og smilede.
Skal jeg følge dig hen til timen?
Grethe, drik kaffen først! råbte mor.
Jeg tager en slurk, far venter, sagde Grethe hurtigt, stjal en halv kop og trak ham ud på trappen.
De gik i tavshed nogle minutter. Så begyndte faren forsigtigt.
Er du sur på mig, skat?
Nej da, det er bare teenage-hormoner, tror jeg, sagde Grethe og sendte en kærlighedserklæring: Jeg elsker dig, far.
Jeg elsker også dig, lille Grethe!
Allermest i hele verden?
Han virkede et øjeblik forlegent, men sagde så:
Ja, allermest i verden!
De smilede, og kiggede væk, når øjnene alligevel mødtes.
Nu skal du af. Husk, du lovede, vi skulle lave noget sammen i dag!
Grethe vinkede, ventede indtil faren var ude af syne, og sneg sig derefter diskret efter ham.
Hun håbede, han gik mod Rådhuspladsen og sit kontor men nej, han smuttede resolut af sted gennem smågaderne.
Han gik og gik, uden at se sig tilbage. Så stoppede han ud for et ældre etagebyggeri, ringede op og efter fem minutter kom en kvinde ud.
Grethe måtte anerkende den fremmedes udstråling:
Hold da op, hun er flot! Mon hun er mere værd for far end os?
Kvinden kyssede Svend på kinden og de gik arm i arm væk. Grethe sneg sig efter og så dem slå sig ned på en bænk i en lille park. De talte sagte, men pludselig kysset de midt i det hele.
Bitterheden voksede i Grethes mave. Så forlod de parken, og kvinden forsvandt ind i sin opgang igen.
Nu skulle Grethe bare tage affære.
Hun så, at kvinden kom ud igen med en fyldt Netto-pose og satte kurs mod skraldecontainerne. Grethe gik direkte hen og stillede sig i vejen.
Hej! sagde Grethe bestemt.
Hej? Øh kender jeg dig? spurgte kvinden forvirret.
Du lader bare være med at se Svend igen! Ellers får du ballade.
Hvem er du dog?
Kan du ikke regne det ud?
Hvad vil du have? spurgte kvinden.
Find din mobil frem! beordrede Grethe.
Kvinden trak mobilen op.
Ring til ham. Du skal sige, at han ikke skal komme mere. Jeg er hans datter, og han elsker min mor!
Kvinden tastede forsigtigt nummeret ind. Grethe kunne høre farens stemme:
Johanne, hvad er der galt?
Svend, vi to skal ikke ses mere.
Hvorfor?
Der bliver ikke noget mellem os. Du har en familie. Og jeg skal alligevel flytte til Aalborg efter specialet.
Men Johanne, man kunne ligefrem høre, at Svend lød lettet.
Nej, Svend, kom ikke mere og ring ikke! sagde Johanne bestemt.
Okay, Johanne! svarede han med et suk. Farvel!
Da Grethe kom hjem, sad forældrene og hyggesnakkede over rugbrød og leverpostej.
Hvad ser du så tilfreds ud over? spurgte mor, mens hun satte tallerkenen væk. Skal du have noget at spise?
Ja, tak!
Hvad er der, Grethe, du er helt glad i dag? undrede far sig.
Far, elsker du mig? svarede Grethe med et smil.
Selvfølgelig!
Og mor?
En lille pause. Så mere sikkert, end han måske følte sig:
Ja, jeg elsker også din mor!
Nå, men jeg elsker altså også jer! sagde Grethe muntert og glæden kom trippende gennem køkkenet sammen med duften af nybrygget kaffe og danske smørbirkes.
