Da jeg var fire år, mistede Astrid sin mor hun blev et offer for en tragisk bilulykke, da en bil fra nabohuset kørte galt. Minderne om Astrids mor forsvandt stille med tiden. Hendes far, Jens, lagde hele sit liv for hende, men kampen for hverdagen gik ham fysisk og følelsesmæssigt på. Han blev en træt og gammel mand før tiden. Selvom han gjorde alt for at sikre Astrid en god opvækst, besøgte hun ham næsten aldrig. Efter hun blev gift, drejede hendes liv sig kun om sig selv, og kontakten til faren blev sporadisk. Hun plejede at arbejde meget og lod opgaven med at sende penge til sin far ligge hos sin mand, Mads. Men Mads mente ikke det var rimeligt at bruge penge på én, han ikke mente var værdig til det.
Jens vidste intet om de svære forhold Astrid levede under. Han håbede blot på lidt støtte og omsorg i sine gamle dage. Men en nabo forslog ham, at han burde gå rettens vej og kræve en slags underholdsbidrag. Da de mødtes i retten, blev det en følelsesladet scene. Astrid spurgte med gråd i stemmen:
Far, var du virkelig så desperat for at se mig, at du måtte slæbe mig i retten?
Jens svarede, trist: Astrid, jeg har ikke haft råd til at købe rugbrød i to dage. Jeg troede, du ville holde dine løfter Måske har jeg gjort det hele forkert.
Astrid svarede, lettere vredt: Du ved jo godt, jeg arbejder. Desuden har Mads sendt dig penge og sørget for mad til dig. Du skal ikke manipulere mig. Mads støttede hende.
Skænderiet fortsatte, indtil Jens desperate tårer fik ham til at afsløre sandheden. Han vendte sig mod sin datter: Jeg har noget vigtigt, du skal vide.
Astrid lyttede, og Jens begyndte at fortælle om den dag, hvor Astrids mor stadig levede. Han beskrev, hvordan hendes mor en efterårsdag fandt en æske ved affaldscontainerne i gården. I æsken lå en lille pige. Hendes mor tog barnet til sig og besluttede sammen med Jens at give hende et hjem. Den lille pige i æsken var Astrid.
Da hun hørte dette, faldt Astrid i gråd og bad sin far om tilgivelse. Jens opgav straks retssagen.
Senere fandt Astrid ud af, at Mads aldrig havde besøgt Jens, og at de penge, hun troede var sendt, var blevet brugt tankeløst. Fyldt med sorg og anger over de forsømte år, forlod hun Mads og flyttede ind hos sin far.
Sammen fandt de endelig glæde og trøst i hinanden og jeg har lært, at familie ikke kun er dem, der giver dig livet, men dem, der vælger at elske dig, selv når det er svært.
