I mit livs sværeste stund valgte min far at forlade familien for at være sammen med en anden kvinde, og han efterlod min mor, min lillesøster og mig i stikken. Min lillesøster, Astrid, var blot to år gammel og kæmpede med helbredsproblemer, der kun blev værre med tiden. Pasningen af hende krævede enorme summer, meget arbejde og ufattelig tålmodighed. Selvom jeg ikke helt forstod sygdommen, så jeg med mine egne øjne den smerte, min mor gennemgik, mens hun og min mormor gjorde alt, hvad de kunne, for at redde Astrid. Min far sagde bare, at han var træt, og begyndte at skændes med min mor, hvilket kun sårede hende endnu mere. Da han gik, føltes det for mig som det dybeste svigt, for han havde altid været god ved mig, når min mor var optaget af min søster.
Den dag min mor fik besked om, at min far havde forladt os, står stadig lysende klart i min hukommelse som den sørgeligste dag i mit liv. Han flyttede til Aarhus, startede på ny med en anden, og det var som om, vi slet ikke fandtes for ham mere. Selv da farmor tryglede ham om at vende hjem, ignorerede han os alle. Et år senere mistede vi min højtelskede lillesøster, hvilket knuste vores familie. Min far dukkede aldrig op igen, ikke engang til begravelsen for at tage afsked med Astrid.
Min mors sorg over at miste sin datter var ufattelig, og det blev min mormor, der for det meste tog sig af mig og blev min vigtigste støtte. Gudskelov var begge mine bedstemødre omsorgsfulde og kærlige de blev som en ekstra mor nummer to og tre. Efterhånden begyndte min mor så småt at komme ovenpå igen og huske, at jeg stadig var der. Med tårer i øjnene tog hun mig i favn og lovede, at hun aldrig ville forlade mig. Hun svor, at hun ville gøre alt for, at jeg blev lykkelig. Tro mod det løfte stod hun og min mormor altid bag mig, gav mig al den omsorg, jeg behøvede, og sørgede endda for, at jeg havde den smukkeste kjole til min afslutningsfest, så jeg kunne føle mig som den fineste i salen.
I mange år så jeg aldrig min far igen, men helt glemme ham kunne jeg ikke. Han dukkede kun op én gang ved min mormors begravelse og det var mest for lige at høre, om han nu havde arvet noget, for han troede, hun havde efterladt ham en lejlighed. Men min kloge og kærlige mormor havde allerede givet lejligheden til mig, da jeg var tolv år gammel. Den gave viste, hvor stærk og dyb kærligheden i familien kan være, og at familie ikke kun handler om blod, men også om hjerte og handlinger.
