Du, far, du skal altså ikke komme hjem til os mere! For når du går, så bliver mor altid så ked af det. Hun græder hele natten lang.
Jeg falder i søvn, vågner, falder i søvn igen, og stadig græder hun. Jeg spørger hende: “Mor, hvorfor græder du? Er det på grund af far?”
Men mor siger, at hun ikke græderhun snøfter bare, fordi hun er forkølet. Men jeg er stor nok nu og ved godt, at man ikke får tårer af en almindelig snue.
Min datter, Astrid, og jeg sad på en lille café i midten af Aarhus. Jeg rørte rundt i den bitte kop kaffe, der allerede var blevet kold.
Astrid havde slet ikke rørt sin is, selvom den stod foran hende som et kunstværk: kulørte kugler toppet med et grønt blad, en kirsebær og lidt smeltet chokolade.
Enhver seksårig pige ville være fristet af sådan en is, men ikke Astrid. Hun havde nok allerede sidste fredag besluttet sig for, at hun skulle tale alvorligt med mig.
Jeg sad stille længe, før jeg spurgte hende:
“Hvad skal vi gøre, Astrid? Skal vi slet ikke ses mere? Hvordan skal jeg så klare mig?”
Hun rynkede sin lille næse, som hun har fra sin morsådan lidt kartoffelformet, tænkte jegog svarede:
“Nej, far. Jeg kan heller ikke undvære dig. Måske vi kan gøre sådan her: ring til mor og sig, at du henter mig fra børnehaven hver fredag.”
“Så kan vi gå en tur, og hvis du har lyst til kaffe eller is, kan vi bare sidde her i caféen. Så fortæller jeg dig om, hvordan det går hjemme hos os.”
Hun tænkte videre og fortsatte efter et øjeblik:
“Og hvis du gerne vil se mor, så kan jeg tage billeder af hende med min telefon hver uge og vise dig dem. Vil du gerne det?”
Jeg smilede til min kloge datter og nikkede.
“Det lyder godt, Astrid. Det prøver vi.”
Hun sukkede lettet og tog endelig fat på sin is. Men hun var ikke færdig med at tale. Det vigtigste skulle siges, og med chokoladevipper under næsen, som hun hurtigt slikkede af, blev hun igen alvorlig, næsten voksen.
Næsten som en kvinde, der tager ansvar for sin mandselvom far nu havde haft fødselsdag ugen før. Hun havde tegnet en fin tegning i børnehaven til mig med det store tal “38” farvet flot, selvom hun glemte den rigtige alder.
Så sagde Astrid med sammenknebne bryn:
“Jeg tror faktisk, du skal gifte dig igen, far…”
Og hun var gavmild nok til at lyve lidt:
“Du er jo slet ikke så gammel endnu!”
Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved hendes gode vilje.
“Nej, ikke så gammel, vel”
Hun fortsatte ivrigt:
“Nej, slet ikke! Se bare onkel Holger, som har besøgt mor to gange, han er næsten skaldet heroppe ”
Hun strøg sig selv på hovedet med hånden, men opdagede lige, da jeg stirrede spændt på hende, at hun havde afsløret mors hemmelighed.
Så lagde hun hurtigt hænderne for munden og lod som om hun blev helt forskrækket over sig selv.
“Onkel Holger? Hvem er det, der kommer så tit? Er det mors chef?” spurgte jeg så højt, at hele cafeen kunne høre det.
“Jeg ved ikke, far måske Han kommer og giver mig slik og kage. Og blomster til mor,” sagde hun lavmælt.
Jeg sad med hænderne foldet og stirrede på dem. Astrid fornemmede, at jeg var ved at træffe en meget vigtig beslutning.
Så ventede hun og skubbede mig egentlig derhen, hvor jeg skulle. Hun vidste allerede, selvom hun kun var seks, at mænd nogle gange behøver et lille skub fra kvinder for at se det rigtige.
Og hvem kan gøre det bedre end en datter?
Endelig tog jeg beslutningen. Med et dybt suk løftede jeg hovedet og sagde, med den alvor som kun kriser kan skabe:
“Kom, Astrid. Det er sent, jeg følger dig hjem. Jeg vil gerne tale med mor.”
Astrid spurgte ikke ind til samtalen, hun fornemmede bare, at det var meget vigtigt, og hun fik hurtigt spist resten af isen.
Hun forstod, at det, jeg var ved at gøre, betød mere end alverdens is, så hun smed skeen på bordet og gled ned fra stolen, tørrede munden med hånden, snøftede lidt og sagde, mens hun så lige på mig:
“Jeg er klar. Vi går”
Vi gik ikke bare hjem. Vi nærmest løb. Eller, det var mig, der løb, men jeg holdt Astrid i hånden, og hun svævede efter mig som et lille flag.
Da vi kom til opgangen, var elevatoren lige ved at lukke af for naboen. Jeg så lidt rådvildt på Astrid. Hun kiggede op på mig og sagde:
“Hvad venter vi på? Vi bor jo kun på syvende”
Jeg løftede hende og styrtede op ad trapperne.
Da mor omsider åbnede døren efter mine ivrige ring, begyndte jeg straks:
“Det kan du ikke gøre mod mig! Hvem er ham Holger? Jeg elsker dig jo, og vi har Astrid”
Jeg holdt stadig min datter tæt, men fik også favnet om hendes mor. Astrid lagde armene om vores halse og lukkede øjnene, imens de voksne kyssede
Sådan går det nogle gange: to forvirrede voksne kan blive forsonet af den lille, der elsker dem begge, og de elsker hende og hinanden, men de kan bare ikke altid finde ud af det.
Jeg lærer noget hver gang: børn forstår mere, end vi tror, og nogle gange skal vi lytte til dem, hvis vi skal finde vej tilbage til hinanden.
