Ved du, sagde jeg, Mette, til Sofie, mens jeg forsøgte at finde de rette ord. Voksne kan opføre sig dumt. Nogle gange dummere end børn.
Far vil ikke introducere mig for den tante, han holder af? spurgte Sofie stille.
Jeg tror ikke, det er så meget, at han ikke vil. Måske har de bare ikke fået styr på, hvordan det skal foregå. Eller måske er Lise genert.
Hvad skulle hun være genert for? Jeg bider jo ikke.
De andres børn er altid et ekstra ansvar. Ikke alle er klar til det.
Jeg stod i gangen og så, hvordan Sofie hastede sig for at mødes med far.
Telefonen i hendes lomme biprede. Hun gned øjnene, greb den, og så straks ud af smil.
Kommer han ikke? spurgte jeg.
Han sagde, at han har for meget arbejde, mumlede Sofie uden at løfte blikket. Næste gang.
Sådan er det. Smid tøjet på.
Jeg gik ind i køkkenet for ikke at sige for meget. Jeg fyldte kedlen med vand og tændte for.
Lyden af det boblende vand dulmede tankerne et øjeblik.
Det er nu otte år siden skilsmissen, og Jens er stadig mester i at give mig hovedpine.
***
De første tre år med Jens var som et eventyr: blomster uden anledning, morgenmad i seng, gaver. Jeg troede, jeg havde trukket et heldigt lod.
Da jeg blev gravid, bar han mig rundt på armene.
Men lige da vi var på hospitalet, ringede den første telefon, som jeg bare ignorerede.
Lægen udfyldte kortet for den nyfødte Sofie. Jens stod ved siden af, bleg og nervøs. Han var til stede ved fødslen.
Hvilken blodgruppe har hun? spurgte den nybødte far.
Pigen er Rhnegativ, svarede lægen roligt.
Jens rynkede panden.
Hvordan det? spurgte han, og stemmen skreg af forvirring. Jeg er Rhpositiv. Mette er også positiv. Hvor kommer minusdelen fra? Har I lavet en fejl?
Lægen tog brillerne af, gnubbede næsen.
Husk grundforløbet i biologi. Rhfaktoren kan være drilsk. Hvis begge forældre har et skjult negativt gen, kan barnet blive negativt. Det er helt normalt.
Er du sikker? spurgte Jens med en skævning af øjnene. Ingen fejl?
Analyser lyver ikke.
Jens ringede hundredvis af gange til mig efterfølgende og spurgte, hvorfor det var sådan. Jeg gentog lægens forklaring hundrede gange, sendte ham links. Han så ud til at falde til ro, men
***
Det gik galt, så snart han blev udskrevet. Jens ændrede sig.
Han havde diabetes, og jeg holdt altid øje med hans kost og mindede ham om insulinen.
Pludselig begyndte han optræde som en teenager, der ville ud på frihed.
Jeg skal ud og spille fodbold, sagde han, mens han pakkede tasken.
Jens, hvilken fodbold? Din blodsukker svinger, lægen har sagt, du skal holde dig til planen.
Begynd ikke, okay? Jeg er en mand, jeg skal i bevægelse. Du kvæler mig med din omsorg.
Han kom ofte hjem sent. En aften kom han rystende ind, ansigtet hvidt, sveden strømmede hypoglykæmi.
Jeg, uden at lade Sofies skrig høres, gik rundt med saft og glukose.
Hvor har du været? spurgte jeg, da han endelig slap fri.
Jeg sagde, jeg var på fodbold. Jeg løb rundt.
Til klokken to om natten?
Vi sad og snakkede bagefter. Du starter igen? Det er jo okay.
Jeg troede på ham. Eller så jeg gerne ville. Jeg sad alene hjemme, strøg Sofies små hænder og overbeviste mig selv om, at det bare var en krise, at han bare var træt.
Når hun vokser op, vil alt blive bedre
Det skete ikke. Telefonen begyndte at ringe.
Den vågnede typisk om aftenen, når gamle kollegaer fra regnskabet eller ledelsen ringede. Jeg havde holdt fast i venskaberne, så længe jeg arbejdede.
Hej, Mette, forstyrrer jeg?
Hej, nej, alt i orden. Hvad sker der?
Ikke meget jeg ville bare høre, hvordan du har det. Har Jens i dag en firmafest, han bliver forsinket?
Måske. Hvad så?
Bare Katrine tøvede. Du må ikke tro, at han er sammen med den nye, Veronika, hele aftenen, der griner og så. De hænger tit sammen, går i en karaokebar fem gange om ugen, og han pisker hende i taljen
Jeg mærkede fingrene blive kolde.
Katrine, stop. De har måske et fælles projekt.
Du ved det bedre. Jeg ville bare give dig et headsup, venligt.
Jeg lagde på og rystede på hovedet. Sladderfolk. De ville bare gnide deres negle på hinanden. Jeg var sikker på, at Jens elskede mig. Han var bare social.
Jeg stod på mig over for vennerne, lavede sjove bemærkninger og foregav total tillid til min mand.
Indeni voksede bekymringen. Efter halvandet år fra Sofies fødsel gik alt i stykker.
***
Jeg fik en invitation til en stor firmafest. Mine forældre sagde ja til at passe lille Sofie.
Jeg tog en kjole på, som jeg troede dække de sidste spor af graviditeten, lagde makeup på. Jeg ville bare have en aften, hvor jeg igen følte mig en del af en verden uden bleer og grødsedåser.
Vi gik sammen med Jens, men han forsvandt straks.
Jeg går og hilser på folk, sagde han og forsvandt i mængden.
Jeg snakkede med kolleger, smilede, tog imod komplimenter, men holdt øjnene på ham. En time gik, så to. Han var ingen steder.
Jeg gik på jagt. Tjekkede lokalet, hallen tomt. Så gik jeg til en rolig gang ved den ekstra udgang.
Der så jeg dem med det samme. De kyssede ikke det ville være for groft men de stod i skyggen bag en stor ficus. Lise hviskede noget til ham, strakte hånden ud og rørte ved kraven på hans jakkesæt.
Jens lænede sit hoved på hendes skulder og smilede med den samme smil, han engang gav mig.
De gemte sig som børn, der prøver at undgå at blive opdaget. Jeg stod fast som en statue.
Det føltes som om en spand iskoldt vand blev hældt over hovedet jeg fik et chok i brystet.
Jeg lavede ingen scene, råbte ikke, jeg vendte mig bare om, gik ud, ringede efter en taxa og kørte hjem til Sofie.
Jens kom tilbage tidligt om morgenen.
Hvorfor gik du? spurgte han, mens han trak sin slips på. Jeg ledte efter dig.
Jeg så på ham og vidste, at der ikke var meget at sige.
Jeg så jer bag ficussen.
Han stoppede et øjeblik, så rystede han på hovedet.
Åh, hvad så? Vi snakkede bare. Du finder på ting igen. Du er paranoid, Mette.
Lad være, sagde jeg stille. Det er nok.
En måned gik som i tåge. Det gjorde ondt bare at være i samme lejlighed.
Da han pakkede sine ting og gik så vi kan bo hver for sig, for du er så nervøs blev luften i lejligheden pludselig renere.
Skilsmissen gik hurtigt. Jens forsvandt fra alle lister næsten med det samme.
Det første år ringede han slet ikke. Ikke én gang.
Sofie var to og et halvt år, og hun spurgte indimellem: Hvor er far? Jeg svarede roligt: Far arbejder. Jeg løj ikke, jeg sagde bare intet.
Min mor hjalp med Sofie, jeg gik tilbage på arbejde. Jeg slæbte mig som en galning, så jeg ikke var afhængig af nogen. Jeg klarede det. Penge reddede vi med min løn. Vi boede hver for sig, tog på ferie hver for sig.
Jeg krævede ikke børnebidrag jeg ville ikke rode mig ind i juridik, jeg ville ikke jagte ham for penge eller anerkendelse. Stolthed? Måske. Eller bare en afsky for at blive ydmyget.
Så kom han tilbage.
Jeg er far, sagde Jens en aften i telefonen. Jeg har ret til at se barnet.
Jeg sagde bare: Okay, kom på lørdag. Jeg ville ikke blive den bitre eks, der forbyder møder.
Han begyndte at komme, sjældent og uplanlagt, men han kom. Han betalte for Sofies engelsktimer og danseklasser. Det var hans måde at købe sig ind som en god far, selvom han ikke deltog i opdragelsen.
Sofie gik hen til ham som en lille solstråle: gaver, biograf, caféer. Hvor meget skal et barn have?
Jeg så det med ro: det vigtigste er, at hun har en far, selvom han kun er delvist til stede.
***
Sofie gik ind i køkkenet i sin blå hættetrøje, øjnene røde.
Mor, hvorfor gør han sådan? spurgte hun stille, mens hun satte sig ved bordet.
Hvad mener du, skat?
Han lover, men holder ikke.
Jeg sukkede.
Folk er forskellige, Sofie. Far gør det ikke med vilje. Han kan bare ikke planlægge.
Han sagde, det er din skyld, kom Sofie pludselig ud med.
Jeg stod med en kop i hånden.
Hvad?
Han sagde i telefonen: Din mor roder altid i planerne, så han kan ikke mødes.
Jeg lagde koppen langsomt på bordet.
Sofie, jeg så hende i øjnene. Har jeg nogensinde forbudt dig at se far?
Nej.
Har jeg nogensinde talt dårligt om ham?
Hun rystede på hovedet.
Så brug din egen forstand. Hvem skal du tro fakta eller hans ord?
Historien om den nye tante har stået på i et halvt år. En dag kom Sofie hjem fra fars weekend og sagde:
Far bor med tante Lise. Hun er smuk, jeg har set billeder. De har en kat.
Jeg trak bare på skuldrene. Det var hans liv, jeg gad ikke blande mig. Men Sofie blev ved med at ville møde hende.
Mor, jeg vil møde hende. Far siger, hun er sød.
Jeg ringede til Jens.
Hej, Jens. Sofie har hørt om din nye kæreste og vil gerne møde hende. Hvad tænker du?
Der gik et øjeblik i stilhed.
Øh jeg ved det ikke, sagde Jens. Det er måske for tidligt. Jeg er ikke sikker. Lad os tale senere.
Senere blev til en måned. Jens ville introducere, så gik han i stå.
Hun vil så gerne møde Sofie! sagde han for en uge siden. Lad os gå i parken eller på pizzariaet i weekenden.
Jeg sagde ja, men han aflyste igen.
Jeg gik ud på balkonen med telefonen for at tale med ham uden vidner.
Han svarede først sent, med en irriteret stemme, mens musik spillede i baggrunden.
Hallo, Mette, jeg er optaget, hvad vil du?
Optaget? spurgte jeg. Du sagde lige til Sofie, du har for meget arbejde. Jeg hører musik. Er du i en bar?
Jeg er til et møde, råbte han. Har jeg ikke ret til at slappe af?
Ja, men lad være med at lyve for barnet. Og lad ikke tænke, at det er min skyld, at jeres date gik i vasken.
Hvem er skyld? sagde Jens. Du blander dig altid i min kontrol. Hvornår du henter ham, hvornår du leverer ham. Du kvæler mig.
Lise er bange for at blive involveret, fordi du er så ustabil.
Jeg er ustabil? grinede jeg. Jens, lad os holde fast på fakta. Sofie stod klar i en time. Du ringede i sidste øjeblik. Er det mig, der har skylden?
Eller er det, at din Lise bare ikke vil møde dit barn, og du er for dum til at indrømme det?
Lad ikke Lise blive kaldt så! skreg han. Hun vil! Det er bare omstændigheder!
Hvilke omstøden? Det er femte gang i træk.
Jens, stop med at forvirre den unge pige. Hvis din dame ikke er klar til at omgås dit barns fra et tidligere ægteskab, er det hendes ret. Men du skal have modet til at fortælle sandheden til Sofie, eller finde en bedre undskyldning end at skyde skylden på mig.
Du gør alting så kompliceret, mumlede han. Du kan ikke finde dig en anden mand, så bliver du sur på mig, fordi alt er fint for mig.
Han lagde på.
**
Om aftenen, da Sofie sov, gik jeg igennem samtalen igen. Jeg havde fået nok af at bøje mig.
Jeg skrev til ham:
Fra nu af skal alle aftaler gå gennem mig, med mindst 24 timers varsel. Hvis du lover Sofie noget og aflyser samme dag, er der ingen nye møder i en måned. Jeg vil ikke have, at hun bliver en neurotisk. Ønsker du at møde Lise, så send en konkret dato, tid og sted. Hvis Lise ikke vil, er det slut. Jeg forklarer Sofie selv. Ingen flere senere eller måske. Godnat.
Han svarede efter et minut:
Det er ligegyldigt! Disse møder er vigtigere for dig end for mig.
***
Jeg sagde nej til, at han skulle se Sofie. Når han forsøgte at komme forbi igen, sagde jeg fast, at al kontakt kun kan ske efter retten. Han sagde ikke noget, fordi retssag betyder tid og penge. Hans nuværende kæreste ville heller ikke møde steddatteren.
Sofie lider, men jeg gør alt for, at hun ikke føler sig afskåret.
