Faren beslutter sig for at gifte sig
Karen mistede sin mor for fem år siden. Hun var kun otteogfyrre. Hjertet stod stille, mens hun stod og vandede violerne i køkkenet. Faren var femoghalvtreds på det tidspunkt.
Han græd ikke, råbte ikke. Han sad bare i mors lænestol og kiggede på hendes billede. Han stirrede, som om han kunne kalde hende tilbage med tankens kraft.
Den dag mistede Karen ikke kun sin mor. Hun mistede i virkeligheden også sin far. Han blev ved med at være der, i samme lejlighed, men det var som om han kun var der i krop en slags skygge, fanget i sorgens kokon.
Det første år var meget hårdt. Karen var kun treogtyve og skulle både være datter, sygeplejerske og psykolog for sin far. Hun lavede frikadeller, som han ikke ville spise, vaskede hans skjorter, som han ikke gad tage på, og hun snakkede og snakkede og forsøgte at hive ham op af det sorte hul, han var faldet ned i.
Men han forblev tavs. Svarede kun i korte vendinger. Hver replik føltes som et stød: Lad mig være! Rør mig ikke! Gå væk!
Langsomt voksede der en tæt og uigennemtrængelig mur af ligegyldighed op mellem far og datter.
***
Tiden gik. De levede ved siden af hinanden.
Om morgenen mødtes de i køkkenet, gik hver til sit. Om aftenen bumpede de ind i hinanden igen ved kaffemaskinen, før de forsvandt ind på hver deres værelser. Samtalerne blev færre, kontakten næsten ikke-eksisterende.
Karen forsøgte ikke længere at hjælpe eller tage sig af ham. Han var hende taknemmelig for det. De vænnede sig, hver for sig, til den nye tilværelse.
Uden mor. Uden kone.
***
Med tiden begyndte faren at komme til live igen.
Han smilede til naboen, som ofte forkælede dem med hjemmebagte kanelsnegle. Han begyndte at tage på fisketure med en gammel ven. Husker på sin bærbare computer og de gamle danske film, han altid havde elsket.
Karens far lignede ikke længere en knækket mand, og Karen tænkte, at nu var det værste nok ovre. Hun turde endda tage et sommerjob på et kursted ved Vesterhavet og efterlade ham alene i lejligheden.
Da hun kom hjem, ventede en stor overraskelse.
***
Faren fortalte, at han skulle giftes.
Han sagde det med det samme, da Karen var trådt ind ad døren. Han sagde det helt roligt, som om sagen allerede var afgjort.
De gik ud i køkkenet og satte sig overfor hinanden.
Jeg har mødt en kvinde, sagde han og smilede. Hun hedder Lene. Vi skal giftes.
Det løb Karen koldt ned ad ryggen. Ikke fordi han havde fundet en anden. Hun ville jo gerne have, at han var glad igen. Men i hendes hoved blinkede det rødt: “Lejligheden!”
DERES lejlighed! Det var der, hun var vokset op! Hvor mors gamle symaskine stadig stod i hjørnet, og hvor hendes yndlingskop stadig stod i skabet! Ikke den her beskidte, som en anden kvinde havde haft fingre i!
Karen så med skjult foragt på den nye kop…
Far, begyndte hun, famlende efter ordene, synes du ikke, det går for hurtigt? Kender du hende overhovedet? Og hvor har I tænkt jer at bo? For jeg håber ikke, det skal være her? Det er altså ikke kun din lejlighed. Den var også mors…
Faren så langsomt op på Karen. I hans blik var der kun træthed og en isnende foragt.
Nå, sådan er det altså, sagde han stille. Så er det i gang. Du lagde godt nok hurtigt fra land. Men du kan roligt tage det stille og roligt jeg er her stadig. Måske lidt for tidligt at dele arven.
Jeg ønsker ikke at dele noget, jeg vil bare gerne have klarhed! udbrød Karen. Det er vel rimeligt! Nu får du pludselig en ny familie, og hvad så hvis noget går galt hvad bliver der af mig?
Det må du tænke over, hvis dagen kommer, sagde faren mut og gik ind til sig selv.
***
Lene kom på besøg et par dage senere. En høj, slank kvinde med alvorlige øjne. Hun var overdrevent høflig.
Kære Karen, jeg forstår godt dine følelser, sagde hun med et skævt smil. Tro mig, jeg er ikke ude på noget. Jeg har mit eget liv, min egen lejlighed. Jeg elsker bare din far.
Lene svimlede af velvilje, men… hendes spørgsmål var uophørlige!
Har I sommerhus langt fra København? spurgte Lene med tilsyneladende uskyldighed. Hvor længe har I haft denne lejlighed? Sådan nogle gamle Københavner-lejligheder er virkelig meget værd.
Hun mente også, det var forkert at tale om arv så tidligt, og hun sagde, at den slags samtaler bare gjorde faren ked af det og fik ham til at føle sig uønsket.
Efter det besøg blev Karens bekymringer bare større. Hun var nu helt overbevist om, at denne kvinde var snu og beregnende, og det ødelagde for alvor forholdet til faren. Hun så ham som en følsom gammel mand, forblændet af sen kærlighed, klar til at give alt til den første den bedste. Han så på sin side kun en grådig, mistroisk datter, der ikke tænkte på hans lykke.
Alle deres snakke blev til skænderier. Far sagde, han havde ret til et privatliv. Karen svarede, hun havde ret til en tryg fremtid. De stak til hinanden, så dybt de kunne, uden at forstå det var dem selv, det gik ud over.
***
En dag kunne Karen ikke mere og foreslog, at de gik til advokaten og fik styr på arven en gang for alle.
Faren nægtede længe, men gav til sidst efter og sukkede.
Nå, så lad gå. Det bliver, som du vil have det.
De sagde ikke meget til hinanden, mens de gik til advokatkontoret. Karen rodede nervøst i sin taske og gjorde sig klar til kamp…
Der var stille hos advokaten. Faren satte sig lidt væk, foldede hænderne og så tomt ud i luften.
Advokaten, en ældre kvinde med stramme læber og opsat hår, åbnede sin mappe og sagde:
Ja, så er vi her for at…
Vent venligst, afbrød faren pludseligt. Hans stemme var lav, men så bestemt, at Karen blev helt kold. Jeg er her af en anden grund…
Han rakte hende et dokument.
Her.
Advokaten tog brillerne på og læste. Så studerede hun faren forskende.
Er De sikker? Det her er en gaveoverdragelse. De overdrager hele Deres formue og ejendom til Deres datter? Uden betaling?
Karen mistede vejret. Hvad? Giver han hende det hele? Bare sådan? Var det en fælde? Ville han bagefter sige, at hun tvang ham?
Hun så ham i øjnene, prøvede at aflæse ham.
Men han så på hende med en tristhed, der frøs hende indvendig. Der var ingen vrede. Kun den dybeste skuffelse og… medfølelse med hende, Karen.
Her, sagde han lavmælt stille og lagde det underskrevne dokument foran hende. Tag det. Alt, hvad du så brændende ønskede. Lejlighed. Sommerhus. Alt. Nu behøver du ikke længere frygte, at jeg, en gammel stivstikker, bytter din ejendom ud for en eller anden illusion om lykke.
Ordet “lykke” sagde han med en sarkasme, der fik Karen til at gyse.
Far… jeg… jeg mente det ikke sådan… nærmest hviskede Karen, mens tårerne strømmede ned ad kinderne af ydmygelse.
Du mente det ikke? sagde han med et skævt smil, som var værre end nogen skænderi. Karen, i det sidste halve år har du ikke spurgt en eneste gang til mit helbred. Ikke spurgt om jeg fryser, eller om jeg mangler medicin. Det eneste du har spurgt om, er papirer. Kvadratmeter. Du har ikke set en far. Kun en byrde, der står i vejen for, at du kunne få dit, alt dét, du higer efter. Tror du ikke, jeg har lagt mærke til det?
Han gik mod døren. Kiggede sig tilbage.
Har du drømt om det bur? Så tag det. Det er dit.
Faren gik. Karen blev siddende ubevægelig med det kolde stykke papir i hånden. Hun havde vundet! Alt var hendes! Og pludselig forstod hun, at hun havde tabt det hele…
***
Der er gået mange år.
Faren og Lene er stadig sammen. Karen ser dem sommetider i Brugsen eller når de går hånd i hånd i Fælledparken. Faren er blevet ældre, men når han ser på Lene, lyser hans ansigt op af glæde.
Karen bor alene.
I en treværelses lejlighed med nyt snedkerkøkken og designmøbler.
Hun kører til sommerhuset i weekenden. Hun har det godt.
Men et sted på vejen, har lykken forputtet sig…
Karen har for længst indset, at faren gav hende lejligheden, ikke af vrede eller hævn, men fordi det simpelthen var det, hun selv havde valgt: Vægge i stedet for menneske, papirer i stedet for kærlighed.
Hun byttede sin egen far for tre værelser og et sommerhus. Og den erkendelse er den værste arv, hun overhovedet kunne få.
