Den eneste mand i familien
Morgenmaden var næsten klar, da min ældste datter, Astrid, sad og stirrede på sin mobil ved bordet, mens hun spurgte:
Far, har du set hvilken dato det er i dag?
Nej, det har jeg ikke. Hvorfor? Er der noget særligt ved den?
Uden at svare vendte hun mobilen mod mig: På skærmen stod der 11.11.11 altså den 11. november 2011.
Det er jo dit lykketal, far 11! Og i dag er der hele tre af dem! Du får en fantastisk dag, kan jeg mærke.
Hvis det bare var så let, svarede jeg med et skævt smil. Det ville være rart, ikke?
Ja, far, sagde min yngste, Helga, mens hun var lige så optaget af sin mobil. Horoskopet siger i dag, at skorpioner møder nogen spændende og får en gave for livet.
Uha, ja, måske er der en ukendt rig onkel i London, der er død, og vi er de eneste arvinger? Og selvfølgelig er han millionær
Milliardær, rettede Astrid muntert. En million er jo ikke nok til dig, far.
Nej, tænkte jeg også. Hvad skulle vi dog stille op med sådan en bunke penge? Måske skal vi først købe et sommerhus i Italien? Eller på Maldiverne? Og bagefter en yacht
Og en helikopter, fars! foreslog Helga. Jeg vil have min egen helikopter
Selvfølgelig, det får du. Og du, Astrid? Hvad ønsker du dig?
Jeg vil gerne være med i en film i Bollywood sammen med Salman Khan.
Han er jo altid optaget, men mon ikke jeg kan ringe til Amitabh Bachchan og spørge, om han kan hjælpe? Nå, nu er det nok, piger. Spis nu færdig, vi skal snart ud ad døren.
Man kan da aldrig få lov til bare at drømme lidt, sukkede Helga.
Man må drømme, det skal man faktisk, sagde jeg, mens jeg færdiggjorde min kaffe og rejste mig fra bordet. Men husk nu skolen
Af en eller anden grund dukkede denne morgen-samtale op i mit hoved igen, da jeg, sent om eftermiddagen, pakkede varer i poser efter indkøb i supermarkedet. Dagen havde slet ikke været heldig arbejdet hobede sig op, jeg måtte blive en time ekstra på jobbet, og jeg var træt som aldrig før. Ingen ny spændende bekendt, ingen gave for livet. Intet.
Nå ja, heldet var åbenbart ude at flyve, tænkte jeg og smålo for mig selv, mens jeg gik ud på parkeringspladsen.
Ved min gamle Volvo, som trofast havde tjent familien gennem 25 år, stod en knægt og rodede. Alt ved ham råbte om, at han ikke havde et hjem. Han var usoigneret, bar laser af tøj, og på fødderne havde han to forskellige sko den ene en grå løbesko med huller, den anden en nedtrådt, sort gummistøvle. Til snørebånd brugte han en blå ledning. På hovedet havde han en gammel og beskidt flyverhue, hvor den ene øreklap næsten var brændt væk.
Hr., må jeg bede om lidt bare et stykke brød, sagde knægten usikkert, da jeg nærmede mig bilen.
Der var noget mærkeligt ved hans måde at sige det på. Ikke så meget hans udseende eller den gammeldags frase nærmest som fra en sort/hvid gyser men pausen i stemmen, der vækkede fjerne minder fra dengang jeg som ung spillede amatørteater. Der trænede vi netop pauser, fordi det afslører, om en skuespiller er ægte eller faker.
Knægten løj. Pausen, tonen det hele lød, som om det var opsat. Alt ved ham virkede som spil. Men hvorfor? Jeg aner ikke hvordan, men jeg følte, at hele forestillingen var rettet mod mig personligt.
Jaja, vi leger med på din teaterforestilling, min dreng, tænkte jeg og smilede indvendigt. Mine piger elsker at spille detektiver de bliver glade.
Ét stykke brød er ikke meget, sagde jeg. Skal du ikke have en skål suppe, lidt kartofler med sild, og så sveskekompot med lune boller? Hvad siger du til det?
Knægten så overrasket ud i et øjeblik han havde tydeligvis ikke forudset det. Men så tog han sig sammen, blev lille og mut.
Ja sagde han næsten uhørligt.
Godt, kan du lige holde poserne for mig?
Det var min test jeg har været ude for lignende før. Rigtige gadedrenge stak altid af med poserne spækket med madvarer. Men de undervurderede altid hvor hurtigt sådan en træt familiefar kunne løbe. Jeg greb dem hurtigt, ruskede dem venligt og sagde: Du er jo et menneskebarn, ikke et dyr
Jeg lod om, at jeg rodede længe efter bilnøgler, vendte ryggen til drengen, ringede hjem:
Astrid? Har du sat kartoflerne over? Og salaten er klar? I er dygtige, piger. Kan du ikke lige varme lidt suppe i en lille gryde? Jeg er hjemme om tyve minutter. Tak, vi ses.
Godt, han stikker ikke af, tænkte jeg lettet, mens jeg fandt nøglerne og satte poserne ind i bilen.
Kom indenfor, unge herre, sagde jeg, idet jeg åbnede døren for ham. Mad og varme venter.
Han sukkede underligt og satte sig forsigtigt ind.
Vi kørte i tavshed fem minutter hjem. Jeg boede ude på landet, syv kilometer fra købstaden, hvor jeg i ti år havde arbejdet som svejser på teknik og miljø. Jeg er i øvrigt gammel børnehjemsdreng ingen familie ud over mine piger, som jeg elsker over alt. Jeg prøver at hjælpe børn uden hjem, hvor jeg kan. Hvor mange har jeg ikke haft med ad den vej hjem, før det lykkedes at finde dem en familie. Hvis ikke de danske love og regler var så stive, havde jeg adopteret dem alle. Men der er altid noget: du bor for lille, er kun én forælder, har to børn i forvejen Det er så trist. Som om børn har det bedre på børnehjem! Jeg ved om nogen, hvor ondt det gør. Det børn har brug for, er kærlighed, ikke to badeværelser og et køkkenalrum. Men det forstår systemet ikke.
Idioter, bandede jeg sagte og så ud ad øjenkrogen til min gæst næsten som om han kunne høre mine tanker.
Han sad dér, lille og urolig, med ryggen krummet, hovedet trykket ind i skuldrene under flyverhuen.
En sær dreng. De tidligere var hårdere, præget af gaden. Han her var mere stille, indadvendt. Ingen børnehjemsunge dem kan jeg genkende med det samme. Han har sikkert kun været på gaden i kort tid, virket forvirret, stadig lidt bange.
Måske har jeg taget fejl Drengen er sikkert stadig i chok, virkeligheden passede ikke til forventningen. Derfor virkede han falsk. Jeg beroligede mig med, at han snart ville føle sig tryg, når vi kom hjem få et bad, lidt mad, kærligt selskab. Dag to ville han sikkert fortælle alt. Det bliver godt.
Pigerne stod allerede i døren, så snart bilen var parkeret. De sprang hen og hjalp med poserne.
Hvem er det, far? spurgte Helga, da hun endelig fik øje på drengen.
Det er jeres spændende bekendtskab og gave for livet fra i morges, grinede jeg.
Forrygende, far! Helga bøjede sig ind til ham og løftede flyverhuen for at se ansigtet. Måske du er kommet til at tage den forkerte gave med hjem?
Hvis bare det var han holdt fast i mit ben og sagde, at han var jeres gave! Jeg kunne ikke slippe af med ham!
Hvad kalder man så den gave? sagde Astrid, som havde sat poserne fra sig.
Den har ingen navn.
Intet prisskilt?
Nej.
Nå, far, så har du fået en reklamationsvare. Bare rolig, vi smider ham ikke ud.
Drengen blev tydeligvis nervøs, ville næsten rejse sig og flygte, men Helga greb ham venligt men fast i skulderen og klappede på huen:
Hallo? Er der nogen hjemme?
Han trak hovedet længere ind under huen, og svarede ikke.
Han er ikke kontaktbar, konstaterede Astrid. Vi prøver at tage ham med ind måske virker forbindelsen bedre indendørs.
Astrid så på mig. Efter mange år sammen forstod vi hinanden med et blik. Hun ville lave god betjent/dårlig betjent tricket for at få drengen til at fortælle, hvem han var.
Jeg svarede med et nik og håndtegn for fem minutter, ikke mere.
Helga, tag lige gaven med ind. Så kan vi undersøge, hvad det er for en Uidentificeret Gående Genstand.
Få sekunder senere trak Helga ham ind ad døren som en sæk. Han gjorde modstand og mumlede.
Far, der er noget der rasler inde i ham, grinede Helga, mens hun holdt om drengen.
Måske en løs skrue, måske er ledningen faldet af, svarede Astrid. Far, når du går ud i garagen, så tag tangen og loddekolben med. Vi skiller ham ad og ser ham efter.
Pigerne forsvandt ind i huset med drengen mellem sig som i en skruestik. Selv kørte jeg bilen i garage og lavede aftenrutinen med at tjekke olie og gøre den klar til næste dag. Tre gange fem minutter gik, før Helga løb ud og råbte ivrigt:
Far, han lyver!
Hvordan ved du det?
Det er da indlysende! Han lugter ikke af gadebarn han lugter af hjemmevasket tøj.
Har du stået og lugtet til ham?
Ja. Gæt, hvad han lugter af?
Øh boller? Børnens shampoo? Sødmælk?
Alle chancer brugt! Prøv at lugte selv.
Hun stak sin hånd under min næse med sorte pletter på.
Snavs?
Nej da! Prøv at se Hun gav mig hånden, og jeg skrabede lidt af det sorte væk.
Sminke?
Præcis! Han har smurt sig ind i teatersminke for at ligne et udsultet gadedyr.
Hvad sagde han, han hed?
Han sagde, han hedder Tyren. Nok bare et gadenavn. Jeg søgte på det det er en fællesbetegnelse for avlstyr.
Stærkt nok, fjoller jeg. Vi kan altid sende ham på slagteriet.
Far, nu stopper du! Det er alvor nu. Jeg er sikker på, han har opsøgt dig med vilje. Han forklarede ikke rigtigt hvorfor han siger næsten ikke et ord. Giv Astrid et øjeblik mere, hun skal nok få ham til at tale.
Vi bruger ikke det der med, at vi er vampyrer, vel?
Nej, far, det er gammelt. Vi prøver noget nyt
Hun nåede ikke at sige mere, før Astrid kom ud og råbte teatralsk:
Har vi stadig noget svovlsyre tilbage?
Ja! svarede Helga og hentede en tilfældig dunk i garagen. Vi opløser ham bare i syre og skyller ham ud
I er nogle kvindfolk, ku’ jeg kun grine og ryste på hovedet.
Far, vask hænder maden er på bordet! råbte Astrid, da jeg kom ind af døren.
Vi er sultne som ulve måske skal vi bare gnave i vores tyr i stedet, sagde Helga.
Jeg kunne godt spise hans lårbensknogle, grinede Astrid med.
Jeg gik forbi dem og smilede: I er rigtige små banditter. Nu må I ikke skræmme ham helt væk!
Drengen sad på en skammel midt i køkkenet, mens pigerne lagde sidste hånd på maden. Nu så jeg ham for første gang rigtigt en lys, fregnet purk på omkring ti år. Ægte rødlig, nærmest som Karl Oskar i de gamle børnebøger. Han havde en stribet bluse på og slidte blå jeans. Han sad og tørrede sit våde hår med et håndklæde.
Kom nu og spis, Tyren, sagde Helga. Kan du lide rigtig mad, eller skal vi hente noget hø?
Eller lave lidt foderblanding, sagde Astrid tørt.
Stilhed nu, piger! Jeg vil gerne bare spise i fred.
Okay, far, sagde de begge.
Jeg holdt øje til siden Tyren rettede ryggen, fik mod på sig og skjulte ikke længere øjnene. Han sad, som om han altid havde spist hjemme i vores køkken. Pigerne lagde også mærke til det.
Hvad er det lige, du vil, dreng? tænkte jeg. Han har alt for pæne tanker til at være småkriminel. Hvorfor så det store nummer og maskespil? Han ville jo bare hvad?
Far, er du her? spurgte Astrid og ruskede i min arm, mens jeg gloede ud i luften.
Tak, jeg er mæt nu, sagde jeg. I har været gode i køkkenet. Jeg var vidst væk et øjeblik Hvor længe?
Meget længe! udbrød Helga. Vi er blevet voksne og gift, goddag bedstefar det her er dine børnebørn.
Og ham der kiggede jeg drillende over på drengen er jeres bejler?
Nej, han er bare vores hus-tyr, sagde Astrid.
Vi opfedter ham måske bliver oksekød dyrt til sommer, sagde Helga.
Bestemt, sagde Astrid og blev ved med at nusse ham i nakken og snoede hans hår mellem fingrene.
Stop! sagde drengen pludseligt, rejste sig op og blev rød i hovedet. Astrid, Helga, stop nu Jeg overgiver mig. Jeg er ked af, at jeg har lavet det her teater. Undskyld, hr. Mikkelsen at jeg bare dukkede op sådan.
Sæt dig, sagde jeg roligt. Fortæl nu, hvad det hele handler om.
Ja, kun sandheden, sagde Helga.
Jeg lyver ikke mere, det lover jeg
Sagen var enkel, men ramte os alle. Drengen, som hedder Spartak Bøgild (han viste os endda sit sundhedskort), var kun én dag ældre end Helga begge ellev år. Hans far var faldet som soldat i udlandet, inden Spartaks lillesøster kom til verden. Moren døde kort efter fødslen, og den ældre storesøster, Rosa, overtog forældrerollen for de fire børn. De fik lov at blive sammen takket være gode venner.
For en måned siden blev Rosa underlig trist og fraværende. Spartak frygtede, at han skulle miste hende men det viste sig, at hun bare var håbløst forelsket i mig. Hun havde kun fortalt det til Spartak, ikke til andre.
Spartak ville finde ud af, hvad det var for en slags familie, Rosa syntes om; om vi var kærlige, rare nok. Han ville ikke aflevere sin søster til et hvilket som helst hjem. Så han besluttede at agere hjemløs, for at opleve os helt tæt på især mig og pigerne.
I er så gode, Helga og Astrid. Hr. Mikkelsen, vil du ikke gifte dig med min søster? Hun er den bedste og kærligste. Hun er bare bange for, du ikke vil fordi hun kommer med en flok børn
Fy, hvordan kan du sige sådan? udbrød Astrid. Fire børn er kun hyggeligt!
Ja, sagde Helga bestemt. Far, hvad siger du? Skal vi ud at fri eller hvad?
Det lyder næsten som en film, grinede jeg. Jeg har faktisk også lagt mærke til Rosa længe. Men jeg tvivlede, fordi min ekskone fik nok af børn efter blot et par år så stak hun af til Argentina med sin elsker. Og nu en familie med fire børn? Ikke enhver kvinde tør det.
Rosa er 23 nu, påpegede Spartak. Hun tager det hele alvorligt.
Ja, far du er kun ti år ældre. Det er det mest normale i Danmark, sagde Helga.
I kan hjælpe hinanden, inspirere, og vi hjælper også, ikke Spartak?
Jo! sagde han.
Ja, far, søde far sagde pigerne, mens de omfavnede mig siger du ja?
Ja men vi skal vel have hendes JA først
Det har du svarede Spartak stolt og rakte hånden frem. Som eneste mand i familien giver jeg dig hermed min søster.
Jeg gav ham et fast håndtryk, trak ham ind til mig og måtte blinke lidt bagefter. Astrid snøftede også.
Far, sagde Helga hurtigt, da hun så stemningen var ved at blive for rørstrømsk. I morges troede du ikke på det, men nu er det hele gået i opfyldelse: du har fået en særlig bekendt og en gave for livet en stor, kærlig familie. Var det ikke lige, hvad du ønskede dig?
