Slægtninge fra provinsen var på vej for at besøge os hele fem personer på én gang, i vores lille etværelseslejlighed. Jeg åbnede døren iført grønne prikker “en slags skoldkopper”.
Min lørdag startede ikke med kaffe, men med en telefon der ringede insisterende. Skærmen lyste: Tante Birgit (slægtning).
Freja, vi er snart hos dig! Hendes stemme var så energisk og høj, at vækkeuret ikke havde en chance. Vi har lige forladt Silkeborg, vi er fremme i morgen tidlig! Vi ville lave en overraskelse: se hovedstaden og besøge jer. Vi er jo familie!
Jeg satte mig op i sengen og forsøgte at fatte, hvad jeg havde hørt. Det mest skræmmende i alt det var ordet vi.
Hvem er vi, tante Birgit? spurgte jeg forsigtigt, mens jeg puffede til min mand, Anders, under dynen for at få ham til at vågne.
Jamen dog! Jeg, onkel Jørgen, Camilla med hendes mand og vores barnebarn. Bare rolig, vi kræver ingenting bare et sted at sove, vi skal jo ud og opleve byen hele dagen!
Fem personer. Plus os to. I vores etværelseslejlighed på 33 kvadratmeter, hvor det eneste frie område er dørmåtten og den smalle sti mellem sovesofaen og tv-bordet.
Jeg lagde telefonen og kiggede på Anders. Ren, ufarvet rædsel lyste ud af hans øjne, sammen med drømmen om straks at flygte ud af landet… eller i det mindste hente morgenbrød i syv dage.
Det enkleste er ofte det sværeste
Billeder fra deres forrige besøg dukkede straks op i min hukommelse. Dengang var de kun tre, men den uge hjemsøger mig stadig om natten. Onkel Jørgen stod og røg ud ad altandøren og askede i mine stuebirk: Det er da bare gødning. Tante Birgit rettede konstant på min grøntsagsknivteknik i mit bitte køkken, Lad nu mig vise hvordan, Freja. Anders og jeg sov på en sammenklappelig madras, der var halvt flad om morgenen, mens gæsterne tronede på vores sofa.
Nu var de fem. Camilla og hendes mand larmende og højlydte og deres syvårige søn, Emil, et lille orkan, for hvem nej kun er en udfordring.
Vi må sige nej, sagde Anders fast og stirrede mod loftet.
Hvordan? sukkede jeg. De sidder allerede i toget. Skulle vi sige I må vende om? Du kender tante Birgit: familien betyder alt, hun passede mig som lille, og jeg lever et forkælet storbyliv. Hele landsbyen vil tale om, at jeg ikke lukkede familien ind, og min mor vil skamme sig.
Når diplomati ikke slår til
Vi sad i køkkenet og brainstormede. Ingen af idéerne hjalp. Beværtning? Ikke råd efter bilreparationen. Lade dem bo, mens vi sover ude? Hvor? Ignorere ringeklokken? De ville slet ikke opgive.
Pludselig fik jeg en idé. Noget, ingen ville argumentere imod. Noget, alle vil flygte fra.
Skoldkopper, hviskede jeg.
Hvad? Anders så måbende på mig.
Alvorlig skoldkoppeudbrud. For voksne er det forfærdeligt høj feber, ar, komplikationer.
Anders tøvede:
Hvad hvis de har haft det?
Tante Birgit og onkel Jørgen? Nej, sagde min mor. Camilla? Sikkert ikke. Men med barn tør de ikke satse.
Grønt kamuflage
Der var fire timer til toget, vi gik i aktion. Jeg fandt den gamle flaske med grøn sprit.
Giv den gas, beordrede jeg, og stak ansigtet frem. Pande, kinder, hals, arme. Jo vildere, jo bedre.
Anders grinede, mens han duppede store grønne pletter på mig. I spejlet lignede jeg nu noget fra et børneteater. For at gøre det endnu bedre tog jeg en forvasket slåbrok på og rodede mit hår til.
Hvad med mig? spurgte Anders.
Du er bare direkte smitte. Den værste slags.
Vi indøvede forklaringen: Jeg blev syg i aftes, næsten 40 i feber, lægen var her, sagde karantæne og advarede om muteret virus.
Måske bare en hurtig kop kaffe?
Dørklokken lød præcist. Tasker raslede. Emil klynkede. Anders åbnede døren på klem, blokerede indgangen.
Hvorfor står I ikke nede og tager imod? onkel Jørgen prøvede at mase sig forbi.
Stop! sagde Anders skarpt. I må ikke komme ind! Vi er syge.
Jeg dukkede op, slæbende på fødderne, greb fat i væggen og trak vejret dramatisk.
Goddag raspede jeg. Undskyld. Jeg har skoldkopper. Alvorlig form. Lægen siger ekstremt smitsomt, også fra ventilationssystemet.
Pludselig blev der helt stille. Fem sæt øjne stirrede på mine grønne pletter.
Skoldkopper?! Camilla bakkede væk og trak Emil bag sig. Som voksen?!
Dårlig immunitet stønnede jeg. Feber komplikationer
Jeg kunne se kampen i tante Birgits blik: Lokende gratislogi mod angsten for sygdom.
Jørgen, har du haft det?
Tror det ikke ikke hvad jeg husker onkel Jørgen var allerede på vej mod elevatoren.
Jeg heller ikke! Camilla så skræmt ud. Mor, vi finder et hotel!
Hvad med ham dér? Tante Birgit kiggede på Anders.
Jeg er smittebærer, sagde Anders dæmpet. Det er et spørgsmål om dage.
Det var nok. Tanken om at være lukket inde med fem smittefarede mennesker fik dem hurtigt skræmt.
God bedring, mumlede onkel Jørgen og trykkede elevatorens knap. Tag I bare imod de gaver, de kan jo bruges i hotelværelset.
Elevatoren forsvandt ned, med både tasker, syltetøj og vores problem.
Som forvandlet
Vi lukkede døren og Anders gled ned ad væggen, rystende af grin. Jeg fangede mit eget spejlbillede og kunne ikke holde latteren tilbage.
De fandt straks et hotel. De havde penge men hvorfor bruge dem, når man kan bo gratis hos familien?
Et par dage senere ringede min mor:
Freja, hvorfor sagde du intet?! Tante Birgit sagde, du lå grøn og døden nær!
Jeg er allerede ved at blive frisk, mor, svarede jeg oplivet. Miraklernes tid er ikke forbi.
Sandheden holdt jeg for mig selv. Bedre de tror, jeg har svagt immunforsvar, end dårlig moral.
Grønspritten vaskede jeg væk, og Anders og jeg nød weekenden, bestilte takeaway og nød hver centimeter af vores lille, men helt frie, hjem.
