Jeg havde aldrig forestillet mig, at fem familiemedlemmer pludselig ville indtage vores lille etværelses lejlighed i Valby for en uges ferie. Men sådan startede min morgen. Jeg vågnede ikke til duften af kaffe, men til lyden af min mobil. Displayet sagde: Tante Birte.
Liva, er du vågen? Tantens stemme var fuld af energi, næsten som et vækkeur på første alarm. Vi har lige sat os ind i toget, vi kommer i morgen tidligt! Vi tænkte, vi ville overraske jer se København og lige stikke hovedet forbi. Vi er jo trods alt familie!
Jeg satte mig op i sengen, stadig halvsovende og regnede ud, hvad det betød. Det farligste i samtalen var blevet ordet vi.
Hvem er vi, tante Birte? spørger jeg forsigtigt og sparker til Anton, min mand, under dynen for at vække ham.
Ja, hvem tror du! Onkel Morten, Pernille med sin mand og lille Viktor. Bare rolig, vi er ikke krævende så længe vi kan overnatte lidt, går vi bare på oplevelse i byen resten af tiden!
Fem mennesker. Plus os to. I vores 33 kvadratmeter, hvor det eneste frie areal er entremåtten og striben mellem sofaen og fjernsynet.
Jeg lagde røret og stirrede på Anton. I hans blik kunne jeg se panik og en stille bøn om at fordufte fra Danmark eller i hvert fald tage ned for at købe rugbrød og blive væk i en uge.
Næsten værre end at få indbrud
Jeg kunne straks mærke flashbacks til deres sidste besøg for tre år siden. Dengang var de kun tre, men den uge hjemsøger stadig mine drømme. Onkel Morten sad på altanen og røg, dryssede aske i mine planter og sagde: Det er jo bare gødning. Tante Birte insisterede på at lære mig at lave frikadeller i mit miniaturekøkken: Søde, sådan skærer man altså ikke, lad mig vise dig. Anton og jeg sov dengang på en oppustelig madras, som sank sammen i løbet af natten, så vi nærmest vågnede direkte på gulvet, mens gæsterne indtog sofaen som konger.
Denne gang var de fem. Pernille og hendes mand var højlydte, deres søn Viktor syv år og et larmende energibundt, for hvem et nej betyder prøv bare hårdere.
Vi må sige nej, sagde Anton fast og kiggede op i loftet.
Hvordan? sukkede jeg. De er jo allerede på vej. Skal jeg bare sige, de kan vende om? Du kender Tante Birte: så kommer der lange taler om familie, om dengang hun passede mig som lille, og om hvor højrøvet man er blevet, bare fordi man flyttede til hovedstaden. Og så vil hele Fjellerup snakke om den utaknemmelige kusine, og min mor vil få hjerteflimmer af skam.
Når diplomati ikke virker
Vi sad i køkkenet og drak kaffe, mens vi vendte og drejede alle tænkelige løsninger. Leje et Airbnb til dem? Umuligt bilen havde lige været til reparation, og kontoen var på sidste ben. Blive væk hos vennerne en uge? Kapitulation og hvem gad huse os på ubestemt tid? Lukke dør og slukke lys? De ville banke til politiet ankom.
Pludselig slog det mig: Vi skal bruge en undskyldning, man ikke kan diskutere. Noget, som får dem til at flygte.
Skoldkopper, hviskede jeg.
Hvad?
Skoldkopper. Karantæne. For voksne et mareridt: høj feber, fare for ar, bundløst ubehag.
Anton så skeptisk på mig:
Hvad hvis de har haft det?
Tante Birte og onkel Morten har ikke, det har min mor fortalt. Pernille ved jeg ikke, men de tør næppe løbe risikoen især ikke med et barn.
Grønne pletter min redningsplan
Der var fire timer, til deres tog rullede ind. Jeg hentede den gamle flaske grøn kuglepen fra medicinskabet.
Sæt nu rigeligt på, beordrede jeg, da Anton gik i gang med at duppe min pande, kinder, hals, hænder. Jo vildere, jo bedre.
I spejlet stirrede en voksen mumitrold tilbage. For at fuldende showet tog jeg Antons store pyjamas på, viklede halsen ind i et uldtørklæde og lod håret stå i alle retninger.
Og mig? spurgte Anton.
Du er kontaktperson. Inkubatormateriale. Endnu værre.
Vi øvede vores historie: Jeg fik det i går, feber på næsten 40, lægen har været forbi og sat os i isolation og advaret om muteret virus.
Måske bare lidt kaffe alligevel?
På minuttet bankede det på døren. Stemmer, tasker, Viktor der klagede over at kede sig. Jeg slæbte fødderne hen, Anton åbnede døren uden at gøre plads ind.
Anton! Hvorfor stod I ikke klar på Hovedbanen? Onkel Morten forsøgte straks at mase sig indenfor.
Stå! sagde Anton højt. Kom ikke nærmere. Vi har problemer.
Jeg kom haltende frem, greb ud efter dørkarmen og hviskede hæst:
Hej Undskyld. Jeg har skoldkopper. Den hårde slags. Lægen siger det smitter endda gennem ventilationssystemet.
Stemningen på trappen blev knusende stille. Fem sæt øjne borede sig ind i mine grønne prikker.
Skoldkopper?! Pernille tog instinktivt Viktor bag sig. I din alder??
Dårligt immunforsvar feber komplikationer stammede jeg.
Jeg kunne mærke, hvordan tanken om gratis overnatning sloges med frygt for sygdom hos Tante Birte.
Morten, har du haft det?
Det tror jeg ikke Eller måske onkel Morten ledte allerede efter elevatoren.
Jeg har aldrig haft det! udbrød Pernille. Mor, vi MÅ finde et hotel!
Hvad med Anton? Tante Birte skulede mistænksomt.
Jeg er næste offer, sagde Anton opgivende. Vi sover jo sammen, det er bare et spørgsmål om dage.
Det kunne ingen af dem klare. Tanken om at dele 33 kvadratmeter med to smittekilder fik dem hurtigt overbevist.
God bedring da, mumlede onkel Morten og trykkede på elevatoren. Vi tager chokoladekiksene med, kan altid bruge dem på hotellet.
Elevatoren lukkede dørene over alt besværet og problemerne.
Helt som at få pusten tilbage
Vi lukkede døren, og Anton rutsjede grinende ned ad væggen. Jeg så mit grønplettede spejlbillede, og vi brød begge sammen af grin.
Familien fandt hurtigt et centralt hotel. Penge havde de jo hvorfor bruge dem, når man kan få gratis logi?
Et par dage senere ringede min mor:
Liva, hvorfor sagde du ingenting? Tante Birte påstod, du var helt grøn og døden nær!
Jeg er allerede ved at komme mig, mor, svarede jeg frisk. Lidt mirakelkur, ikke?
Jeg fortalte aldrig sandheden. Folk må hellere tro, jeg har dårlig immunforsvar end dårligt sind.
De grønne prikker blev vasket væk, og Anton og jeg fejrede hele weekenden med pizza, ro og glæden over alle kvadratmeterne i vores lille, men så dejligt frie, lejlighed.
