Når man har slægt, følger også trængsler siger man i Danmark.
Kirstine voksede op på en lille gård i et fjerntliggende hjørne af Jylland. Allerede som barn drømte hun om at forlade den stille landsby; hun så sig selv hverken som malkeko eller som fårhyrde. Da hun fyldte seksten, købte hun en billet til Aarhus og svor sig selv, at hun aldrig ville vende tilbage til sin afsidesliggende hjemstavn.
I Aarhus begyndte hun på en erhvervsuddannelse og fik en seng i kollegiet. Efter to år fik hun et job som kranoperatør på en højtstående byggekran. Livet gik sin gang, men så var det på tide at tænke på ægteskab. I weekenderne gik Kirstine ofte i parkens dansestue sammen med veninderne. Der mødte hun Mikkel, som også søgte en kone at danse med. De gik straks i ægteskab, uden omveje.
Et brev fløj til den lille landsby: Mor, far, jeg skal giftes! Kom og se mig! Men forældrene kunne ikke komme, da de netop havde givet den ældste datter i ægteskab, og logistikken var svær. Moren svarede kort: Vi kommer senere for at møde børnebørnene.
Brylluppet gik af stablen, og hverdagen begyndte. Kirstine flyttede ind i den lille treværelses lejlighed, hun delte med Mikkels mor, hans søster med sin søn, samt hans bror med sin hustru. Selvom pladsen var trang, var Kirstine og Mikkel glade. De fik den mindste værelse, men svigermoren var tilfreds med en svigerdatter, der var stille, flittig og ikke sagde for meget. Svigermoderens fem børn boede også i huset, men den yngste, Lise, skabte lidt ekstra uro.
Lise havde født et barn i en lille fødestue, men hendes mand forsvandt kort efter uden forklaring. Svigerfaderen sagde til Mikkel, mens han hentede Lise og barnet: Nu skal du opdrage din nevø hele livet. Alle lo, men den tunge stemning lå i luften.
Tidligere gik Lise og Kirstine ud af vejen med hinanden. Lise kom fra et fjerntliggende sted og sagde om Mikkels mand: Han er en forfærdelig fyr! Kirstine holdt sig fra konflikter, men svigermoren bad hende: Kirstine, vær ikke sur på Lise. Hun er bare misundelig og ensom. Kirstine holdt mund, selv da Lise havde råbt af sin egen mor.
Et år senere blev deres datter, Freja, født. Kirstine kastede sig ind i moderskabet med stor glæde. Lise, der allerede var vred, begyndte at skabe skænderier hver dag. En dag gik Mikkel så snart som muligt hen og slog Lise med en jernpresse. Lise blev stille, men hun havde stadig flere mænd, som hun sårede med kortvarige forhold. Hendes søn, Emil, var en drillesyg dreng, der stjal penge fra bedstemor, lavede ballade i skolen og aldrig havde nået ni år.
Da Kirstines forældre kom på besøg for at se Freja, blev de chokerede over den trange lejlighed og de konstante skænderier. Kirstine, du må flytte tilbage til dine forældre, sagde faren. Du vil blive hængende her, hviskede moren. Kirstine svarede: Jeg er ikke kommet til byen for at vende tilbage til landarbejderne. Jeg venter på, at Mikkel får en lejlighed som ingeniør.
Tre år gik, og Mikkel fik en lejlighed gennem sit arbejde på fabrikken. Samtidig blev deres søn, Oliver, født. Familien flyttede ind i deres eget lille hjem. Selvom det var koldt og tomt i begyndelsen, føltes det som deres eget rede.
Et år senere gik Lises mor bort. Lise blev grå som sneen og gik i sorg over sine fejl. Hun besøgte gravstedet hver dag, stod i det lille hegn, lukkede porten bag sig og sad stille på en bænk. Folk sagde til hende: Luk ikke porten, så du bliver fanget. Lise svarede: Det er mig, der bestemmer. Tiden helbredte sårene, men sorgen blev til ro.
Lise fandt en ny kærlighed, og hun planlagde et nyt ægteskab. Hun inviterede Kirstine på besøg i deres gamle lejlighed. De drak te og lo sammen. Da Kirstine skulle gå, holdt Lise hende tilbage: Vent, Kirstine. Jeg vil have din tilgivelse. Jeg var misundelig, men nu ser jeg, hvor meget du elsker Mikkel. Du er den vigtigste person i mit liv. Kirstine blev rørt, kyssede Lise på kinden og gik hjem med et hjerte, der var lettere.
Den næste morgen ringede Mikkels lillebror og sagde: Mikkel, Lise vågnede ikke. Hun døde i søvnen. Hun var 37 år og havde en hjertesygdom. Hun blev begravet ved sin mors grav i et lille hegn.
Et år gik, og en ung mand kom for at lægge friske blomster på Lises grav. Det var Emil, der nu var 14 år gammel og stadig levede som halvdelorlov. Familien stod over for spørgsmålet, hvor han skulle bo. Hans biologiske far havde en ny familie med ingen plads til ham. Nogle foreslog et internat, men Mikkel sagde bestemt: Ingen internater! Vi er familie. Når man har slægt, følger også trængsler, men vi hjælper hinanden. Han blev Emils værge.
Familien åndede lettet op. De tog vare på Emil, selvom han lavede ballade, stjal småting og truede dem. De klarede det sammen. Emil voksede, blev gift og fik to sønner: Ludvig, opkaldt efter sin far, og Kristian, opkaldt efter Mikkel.
Efter mange år blev der igen lagt friske blomster på Lises grav, denne gang af Emils sønner. Historien viser, at selv når slægten bringer problemer og sorg, kan kærlighed, tilgivelse og fællesskab gøre livet værd at leve. Det er i at stå sammen, selv i de sværeste tider, at vi finder den sande styrke.
