Familiemedlemmerne kom på besøg i weekenden
“Mor, er du helt fra forstanden?! Hvilke slags familiemedlemmer?!” råbte Mette i telefonen og var lige ved at tabe den. “Jeg har sagt til dig hundrede gange, at jeg og Anders kun går ud sammen!”
“Og hvad så? At I går ud sammen betyder, det ikke er seriøst?” morens stemme lød beslutsom og kunne ikke varsle noget godt. “Mette, du er syvogtyve! Andre i din alder er længe blevet gift, får børn, og du leger stadig! Hans forældre er gode mennesker, hårdtarbejdende, de har en treværelses lejlighed i Østerbro…”
“Mor!” Mette klemte øjnene sammen og forsøgte at dæmpe hovedpinen. “Hør godt efter. Jeg er IKKE klar til at blive gift. Jeg vil IKKE diskutere det med fremmede mennesker. Og forresten, du burde have talt med mig først!”
“Det er for sent at snakke nu,” moren var tydeligvis vred. “Jeg har allerede ringet til dem, de kommer i morgen tidlig. Anders ved det forresten. Talte med ham i går, han sagde ja.”
Mette sank langsomt ned i sofaen. Anders havde sagt ja… Selvfølgelig, hvad havde han at miste? Han bor roligt i sine forældres lejlighed, går på arbejde hver anden dag, og så en sådan chance – en klar brud med egen bolig og løn.
“Mor, kan vi ikke bare lade være? Sig, at jeg er syg…”
“Mette lille,” morens stemme blev pludselig blød, næsten bedende. “Prøv at forstå, skat. Jeg vil så gerne se børnebørn! Hvad nu hvis der sker noget med mig, og du bliver alene tilbage? Anders er en fin dreng, han drikker ikke, ryger ikke…”
“Drikker ikke?” fnøs Mette. “Han kunne knap stå på benene for to dage siden!”
“Nå, men det var jo fest!” moren fandt hurtigt en undskyldning. “Okay, skat, kom forbi i morgen klokken ti. Jeg har købt kylling, bestiller en lagkage…”
Telefonen tav. Mette sad et øjeblik og stirrede ud i tomme luften, rejste sig så brat og begyndte at gå rundt i stuen. Hun var nødt til at gøre noget, men hvad? Dræbe Anders? Moren? Eller måske flygte til en venindes sommerhus og blive der til mandag?
Telefonen ringede igen.
“Mette, det er mig,” Anders’ stemme lød skyldbetynget. “Hør, din mor ringede til mig i går…”
“Dit svin!” sukkede Mette. “Du kunne have advaret mig!”
“Jeg troede, hun spøgte! Seriøst! Hvem arrangerer ægteskaber gennem familiaftaler i dag? Troede, hun ville tale om det og glemme det…”
“Og hvornår gik det op for dig, at det ikke var en joke?”
“Da mine forældre begyndte at vælge lagkage,” indrømmede Anders. “Mette, hvad med at vi spiller med? Vi sidder sammen, taler, de slapper af…”
“Anders, ved du godt, at efter dette cirkus vil min mor få mig gift med dig under bevogtning? Hun har sikkert allerede kigget på kjoler!”
“Hvad så?” der var en underlig tone i Anders’ stemme. “Er jeg ikke god nok til dig?”
Mette tav. Det var netop problemet. Hun kunne godt lide Anders, faktisk rigtig godt. Høj, flot, rar. Men der var noget… manglende ved ham. Han kunne ikke tage beslutninger selv. Altid rådførte han sig med sin mor, selv om hvilken skjorte han skulle have på til en date. Og nu var det også bryllup, som ikke var hans ide.
“Hør, Anders,” begyndte hun forsigtigt. “Vil du selv giftes? Med mig, mener jeg?”
“Selvfølgelig vil jeg det!” svarede han for hurtigt. “Altså… i princippet… vi kender jo hinanden godt…”
“Det er ikke et svar,” sagde Mette træt. “Okay, vi ses i morgen.”
Hele aftenen løb hun rundt i lejligheden og prøvede den ene kjole efter den anden. For festlig – de ville tro, hun var enig. For simpel – moren ville holde forelæsning om, hvordan man klæder sig til seriøse samtaler. Til sidst valgte hun en grå jakkesæt – alvorlig, men passende.
Næste morgen vågnede Mette med en fast beslutning om at aflyse det hele. Ringe til sin mor, sige, hun var syg, eller havde en arbejdsrejse, eller… Men telefonen var stille, og da hun ringede til sin mor, svarede ingen. Hun var sikkert allerede på torvet og købte delikatesser.
Klokken halv ti stod Mette foran sine forældres hus og kunne ikke få sig selv til at gå ind. Naboen højt oppe vandede blomster på altanen og kiggede nysgerrigt ned.
“Mette!” lød det ovenfra. “Kom nu ind, hvad venter du på!”
Moren mødte hende i sit fineste forklæde med en sammensvoren mine.
“Det er godt, du kom tidligt! Du kan hjælpe med at dække bord. Se, jeg købte sild, den skal under en bidesmørs! Og jeg har også fået kaviar, ikke den røde, men den er også fin…”
“Mor,” prøvede Mette at sige noget, men moren trak hende allerede med på køkkenet.
“Den jakkesæt er flot! Seriøs og fornuftig. Lige, hvad der skal til! Anders’ forældre kan godt lide, når en pige klæder sig beskedent…”
“Hvordan ved du, hvad de kan lide?”
“Vi kender hinanden allerede!” sagde moren stolt. “Vi mødtes, da Anders skulle have en lægeerklæring. Lise, hans mor, er så rar! Vi talte i en halv time, hun fortalte mig alt om dig…”
“Om mig? Hvad om mig?”
“At du er smuk, arbejdsom, har din egen lejlighed… De er så glade for, at Anders har fundet sådan en kæreste!”
Mette følte, hvordan alt indeni hende kogte. Så de talte allerede om hende som en kommende brud! Og ingen spurgte hende om hendes mening!
“Mor, hør nu godt efter,” hun tog sin mor i skuldrene. “Jeg er ikke klar til at blive gift. Forstår du? Jeg vil ikke giftes nu!”
“Vil du ikke?” moren rynkede panden. “Hvad så møder du dig med en dreng for? For sjov? Det er ikke godt, Mette! En mand skal enten have lov til at gå, eller også skal du giftes med ham!”
“Men vi går bare ud sammen!”
“I har set hinanden i et halvt år, hvad mere skal I lære?!” moren viftede med hænderne. “I gamle dage besluttede folk sig på en måned! Men I trækker bare ud…”
Ringeklokken afbrød deres diskussion. Moren tog hurtigt forklædet af, rettede på håret og gik højtideligt mod entrén. Mette blev på køkkenet, greb fat i bordpladen og forsøgte at samle sig.
“Kom ind, kom ind!” morens stemme lød usædvanligMette tog en dyb indånding, gik ind i stuen, og pludselig gik det op for hende, at måske var kærlighed ikke altid en perfekt plan, men noget der bare skete, når man mindst ventede det.
