Familierelationer
Farmor, må jeg bo hos dig for en tid? snøftede Karen. Jeg kan ikke holde ud at bo sammen med ham længere.
Selvfølgelig må du det, min pige. Bliv her så længe du vil, svarede Asta Sørensen kærligt og lagde armen om sit barnebarn. Har han gjort dig ked af det igen?
Ja, sukkede Karen. Men mor vil ikke have, at jeg forlader ham. Hun tør ikke blive uvenner med hans familie. Og jeg kan ikke mere.
Asta Sørensen havde aldrig brudt sig om sin svigerdatter, Mette. Iskold og beregnende, altid optaget af status og udadtil perfekte rammer frem for følelser. Særligt andres følelser. Det var også derfor, hun havde presset Karen til at gifte sig med Mads kun fordi hans far havde en høj stilling i kommunen.
Slår Mads dig? spurgte Asta roligt.
Ja, svarede Karen med tårer i øjnene.
Ved din far og mor det? spurgte Asta skarpt.
Ja, mumlede Karen.
De ved det… og alligevel må du ikke gå? Asta var rystet.
Ja, gentog Karen. De siger, at jeg skammer dem foran vennerne, hvis jeg rejser. Og at det er min egen skyld at jeg skal være mere medgørlig. Men hvordan skal jeg være det? Han er vred og grusom, farmor. Jeg orker det ikke mere.
Så sig stop. Du behøver ikke finde dig i det, sagde Asta blidt og strøg Karen over håret. Du bliver bare her. Jeg skal nok tale med din mor og far.
Hvad betyder det, at hun er flyttet fra sin mand?! råbte Mette straks, da Asta ringede til hende. Hun skal straks hjem!
Du behøver ikke råbe, svarede Asta brysk. Karen går ingen steder.
Ved du, hvor mange penge vi brugte på det bryllup?! klynkede Mette. Hans familie er velanset, og nu driver hun spot med os.
Det er dig, der gør familien til grin, sagde Asta. Jeg gider ikke diskutere med dig mere. Du har hørt mig.
Asta lagde på. Mette smed rasende sin telefon mod køkkenvæggen og bandede Asta ud.
Så ringede Asta straks til sin søn:
Vidste du, at den svindler slår Karen? spurgte hun skarpt Jens.
Tja, trak han på det. Jeg har da hørt lidt, men det er måske bare noget Karen finder på.
Mener du det alvorligt, eller spiller du dum? hævede Asta stemmen. Din datters mand slår hende, og du mumler bare?!
Hvad skal jeg gøre? svarede Jens forvirret. Han er jo hendes mand.
Han skal have én på sinkadusen, råbte Asta. Han skal vide, at man ikke slår vores pige! Hun er ikke forældreløs, hun har nogen, der passer på hende.
Bland dig nu uden om, de må selv klare det, sagde Jens irriteret.
I har solgt jeres datter for lidt tryghed, rasede Asta.
To dage senere mødte både Karen, hendes mand og forældre op hos Asta.
Karen SKAL hjem til Mads! erklærede Mette straks.
Karen skal ingenting! svarede Asta. Jeg forstår ikke jer. Hun er jeres datter, men I opfører jer, som om hun var fremmed. Hvilke forældre er I egentlig?
Det er dit dårlige inflydelse! råbte Mette. Jeg vil ikke ødelægge forholdet til Henrik Nielsen pga. Karens opførsel!
Så kan Henrik først lære sin søn op, så han aldrig hæver hånden mod en forsvarsløs kvinde, sagde Asta koldt og kiggede direkte på Mads.
Mads så ned. Mette forsvarede ham.
Han slog hende ikke hårdt, og unge par skændes jo altid lidt.
Jens, mener du også det? spurgte Asta sin søn.
De må selv finde ud af det, mor, svarede Jens. Karen tager jo altid alting så nært. Hun skal lære at tilpasse sig mere.
Asta gav Jens en lussing. Så fik også Mette og Mads en. Alle tre var overraskede.
Det bare kærlighed, sagde Asta tørt. Sådan skændes man da bare lidt. Kan I ikke tåle det? Bliver I såret? Så er I bare for nærtagende. Nu kan I gå hjem og arbejde med jeres karakter.
Hun åbnede døren og puffede dem ud.
Kom så ud og tag den slyngel med. Og sig til Henrik, at han skal opdrage sin søn bedre. Og hvis du Mette, så gerne vil have adgang til Henriks kredse, så gift dig dog selv med hans søn.
Jeg sætter aldrig mine ben her igen! råbte Mette på vej ud.
Det gør ikke noget! sagde Asta. Du er ikke meget værd som svigerdatter og endnu værre som mor.
Asta lukkede døren, knugede hænderne og gik ind til Karen, der havde gemt sig i værelset under det hele.
Karen, lær at kæmpe for dig selv. Livet er fuld af folk, vi må forsvare os imod. Man skal ikke sætte sit liv over styr for andres skyld. Der er alligevel ingen tak at hente der.
Du må altså få din vanvittige mor til at lade os være i fred! råbte Mette af Jens. Hvad skal folk tænke? Karens ægteskab var vores billet opad hvis hun bliver skilt, er det hele slut!
Hvorfor vil du være med i det fine selskab? sukkede Jens.
Fordi jeg vil have penge, status! Jeg vil ikke være en almindelig grå mus. Jeg vil have, folk misunder mig! skreg hun.
Jens sukkede tungt. Han hadede hendes raserianfald, også selv om han aldrig turde sige det. Han havde altid foretrukket fred frem for konflikt.
Næste dag mødte Jens igen op hos sin mor.
Du kan bare lade være med at spørge! sagde Asta straks.
Det havde jeg heller ikke tænkt mig, svarede Jens.
Hvorfor er du så her?
Må jeg bo her et stykke tid? spurgte han.
Har det virkelig taget overhånd? spurgte Asta medfølende.
Ja, jeg orker ikke flere skænderier, sagde Jens stille. Hun er helt ude af flippen.
Det er din egen skyld, sagde Asta. Man skal kunne stå ved sine grænser. I stedet har du bare holdt mund og nikket til alt. Derfor lykkes det for hende at køre hen over dig.
Jens nikkede. Karen sad ved siden af og lagde hovedet på hans skulder. Hun vidste, at moren altid havde domineret faren, og at han aldrig havde haft rygrad til at tage kampene op.
Det er godt, at du slap væk i tide, Karen, sagde Asta blidt. I må tage ansvaret for jeres eget liv og de valg I træffer. Jeres livs kvalitet afhænger helt af jeres egne beslutninger det forstår I godt, ikke?
Karen og Jens nikkede. Asta rystede på hovedet:
Der er stadig meget, I skal lære…
Samme dag hentede Jens sine ting og fortalte Mette, at han flyttede ud. Hun reagerede, som hun plejede: med hyl, hidsighed og at smide med både tallerkener og ting.
Mads begyndte at ringe til Karen hver dag først for at bede hende komme hjem, så med krav, siden trusler. Karen stod fast. Hun ville ikke tilbage til sit gamle liv. Desuden havde hun fået nye planer.
En uge efter stod Henrik Nielsen i døren og skældte ud:
Er I blevet skøre alle sammen? Én stikker af fra manden, den anden fra sin kone! Kom tilbage til hjemmene straks! Og så må du altså stoppe med at støtte deres dumheder, Asta.
Karen og Jens nåede ikke at sige et ord før Asta med armene i siden afbrød ham:
Hvem tror du, du er, at du skal belære mig? Opdrag du først din egen søn!
Jeg har talt med ham, sagde Henrik lidt roligere. Han gør det ikke mere.
Måske var det klogere at opdrage ham i tide, sagde Asta.
Men skal du virkelig ødelægge pigens fremtid på grund af det? Vores Mads elsker hende jo og vil tage sig sammen. En skilsmisse ville bare skade alles omdømme. Jeg kan fx. sige, at Mads smed hende ud, fordi hun var ustyrlig eller sjusket.
Henrik, prøv nu ikke at true mig, svarede Asta. Jeg kan nemt fortælle, hvordan du tissede i bukserne i 2. klasse! Hvad tror du, byen helst vil sladre om at din søn er så dårlig mand, at konen stikker af, eller at en stor mand som dig havde uheld i skolen?
Henrik blev bleg.
Det gør du vel ikke?
Asta havde faktisk været hans lærerinde i de små klasser, så alle ville tro på det, hvis hun fortalte det sandt eller ej. Det kan man da altid benægte bagefter, men rygtet hænger ved.
Jeg ved ikke… sagde Asta alvorligt. Det kommer an på, hvordan du opfører dig.
Henrik stod lidt og sukkede, men som en forstandig mand bøjede han sig:
Jeg har forstået.
Godt! sagde Asta med et stort smil. Til gengæld skylder du en ferie på Skagen Kurhotel til mig og Karen, så vi kan komme til hægterne igen. Og du siger til folk, at Karen tager med farmor, fordi jeg har brug for hjælp.
Henrik overvejede det. Uanset hans position, havde Asta stadig en særlig magt over ham hun havde altid vidst, hvordan man håndterede folk, med sukker eller pisk… eller lidt af hvert.
Okay, så. Der bliver en ferie til jer, nikkede Henrik. Undskyld både til dig og til min søn. Opdragelsen var vist ikke god nok.
Det kan vi være enige om, gav Asta ham ret. Husk mit råd, lev ordentligt ikke efter, hvad andre siger. Så skal folk nok respektere dig.
Henrik nikkede og gik. Han sørgede for, at Asta og Karen fik en lækker ferie. Han kunne ikke lade være med at beundre Asta lidt også for hendes styrke. Karen kunne han også stadig godt lide; han fortrød, at hans søn havde ødelagt det.
Karens skilsmisse blev først endelig et år senere; begge havde da fundet nye forhold, så det hele gik stille og roligt. Karen blev gift igen og lever nu lykkeligt med sin mand og to børn og farmor bor hos dem, nøjagtig som Asta engang havde taget Karen til sig.
Jens endte aldrig med at blive skilt, men boede fortsat hos sin mor.
Familiebånd på Prøve – Da Datteren Dukkede Op hos Mormor og Sagde: “Mormor, må jeg bo hos dig et sty…
