Falsk skønhed
31. oktober, København
Det kan simpelthen ikke passe! Har I virkelig slået op? Jeg tror ikke på dig! siger Freja og stirrer vantro på mig. Hendes øjne blev så store, at jeg næsten fik dårlig samvittighed over at have bragt det på bane. Brynene skød op til hårgrænsen, og munden var halvåben i ren overraskelse nyheden slog hende virkelig ud af kurs. Du var jo helt forgabt i Johanne! Jeg plejer at tage jer som eksempel overfor andre. Jeg har selv ønsket mig et forhold som jeres, Magnus!
Det er altså rigtigt, Freja jeg kigger ud af vinduet. Regnen strømmer ned ad ruden som små iskolde bække og danner dråber, der splintrer i tusinde mindre på vejen. Det passer alt for godt til mit humør. Jeg føler mig tom indeni. Savnet over et forhold på fem år slipper mig ikke, og det er som om det hele er blevet gråt. Den plads, der plejede at være fuld af varme blikke, bløde kram og fælles drømme, føles nu bare som et hul. Jeg knuger hånden sammen så hårdt, at knoerne bliver hvide, og stemmen bæver, da jeg fortsætter: Det er slut, forstår du? Slut
Men hvorfor? Freja nægter at lade den ligge. Hun læner sig frem som for at fange mit blik helt. Johanne ventede på dig i et halvt år, mens du var i Jylland! Hun var tro mod dig det ved jeg!
Hvordan kan du vide det? Du bor jo hele vejen ovre i Odense, jeg prøver at smile, men det bliver skævt, næsten tvunget. Kvindelig solidaritet, ikke?
Måske, men jeg har nu også venner i København, hun læner sig tilbage i den lappede lænestol, krydser armene og sender mig et smil, lidt skævt, men der ligger ægte bekymring bag. Og jeg ved, hun gik ret meget op i sig selv, mens du var væk. Hun skiftede frisure, begyndte at træne i Fitness World, fik skiftet det meste af garderoben ud. Alt sammen mens du ikke var her. Hun ville så gerne gøre dig glad, Magnus.
Præcis! Det var jo derfor, vi gik fra hinanden! jeg haster ud i gangen og roder febrilsk i lommen på min jakke efter telefonen. Bevægelserne er for hurtige og usikre det er som om jeg prøver at flygte fra det hele. Jeg hiver mobilen op og nærmest kaster mig tilbage til Freja. Kan du huske, hvordan Johanne så ud før?
Selvfølgelig, sukkede hun og trak på skuldrene, men hendes stemme var alvorlig. Hun sad lidt og lod tankerne vandre. Lige-ned blonde hår, isblå øjne, yndigt smil Ret pæn figur, måske kunne hun have brugt lidt mere foroven, men det sagde jo aldrig noget?
Jeg elskede hende, præcis som hun var! råber jeg, men sænker straks stemmen. Jeg knuger mobilen så hårdt, at huden strammer. Johanne var mit ideal. Men alt skulle laves om, så snart jeg tog afsted. Hendes veninder bildte hende ind, at hvis ikke hun ændrede sig, ville jeg droppe hende. Og det troede hun på! Hun begyndte at lave sig om ikke for sin egen skyld, men fordi hun blev overtalt til, at jeg ellers ville gå min vej.
Er det virkelig så slemt? Freja fnyser lidt, men jeg kan se på hende, hun er urolig. Hendes fingre griber om armlænet, øjenbrynene ryger sammen. Hvad kunne dog være sket?
Se selv! jeg rækker hende mobilen så voldsomt, at hun nærmest får den i hovedet. På billedet kunne man knap kende Johanne igen.
Det tykke, blanke hår, hun elskede, var klippet helt kort sådan nærmest drengeagtigt og farvet skrigende platinblond. I stedet for ynde var der kommet skarphed, og hendes læber Det var tydeligt, der var fyldt collagen i, og alt proportioner var ændret det så unaturligt og fremmed ud. Hun havde tabt sig ti kilo. Det, der skulle have været feminint og slankt, blev hult og træt: kravebenene sprang ud, ribben kunne anes under huden, armene var så tynde. Hendes hud var bleg og gennemsigtig, øjnene havde mørke render ligesom én, der ikke havde sovet i flere dage. Og, allerværst hun havde fået lavet brystforstørrelse, selvom jeg altid havde sagt, jeg satte pris på naturlighed og slet ikke forstod det der at ændre sig for andres skyld.
Jeg så hende i lufthavnen, da jeg kom hjem Jeg ville ikke engang kramme hende, stemmen rystede af sorg og vrede. Jeg slår knytnæven mod væggen, mærker smerten og arbejder følelsen væk igen. Hvordan kan man, på bare et halvt år, ændre sig så meget? Hvordan kunne hun ikke vide, at jeg elskede hende, som hun nu var? At jeg slet ikke behøvede alt det nye?
Jeg kunne ikke falde til ro. Jeg gik rundt i stuen, op og ned, så rastløs at Freja var tavs længe. Hver gang jeg stoppede op, var det som om tankerne ramte endnu hårdere. Jeg havde savnet Johanne helt vildt, mens jeg var i Aarhus det halve år havde set frem til hver eneste telefonopringning, hver lille besked. Og nu, hvor jeg kom hjem, var det som om hun slet ikke var der mere.
Måske prøvede hun bare at gøre det for dig? prøvede Freja med forsigtig stemme og rejste sig op. Måske troede hun virkelig, du ville elske de ændringer
Jeg trak på skuldrene og rystede smerteligt på hovedet.
For mig? Nej. Hun mistede sig selv. Jeg kunne ikke kende hende! Jeg elskede hende sådan, som hun var. Nu nu er hun ikke den person mere.
Det havde slidt på mig, mens jeg var væk, at Johanne forsøgte at undgå videoopkald. Når jeg foreslog det, blev det aldrig til noget hun sagde hele tiden, at hun havde en overraskelse, jeg bare ville blive vildt glad for. Jeg havde prøvet at bilde mig ind, hun måske bare var nervøs over hverdagen, men inderst inde havde jeg ondt i maven. Var det fordi hun havde mødt en anden? Var det noget, hun ikke kunne sige?
Jeg bad min gamle ven Kasper, der boede tæt på hende, om at høre, hvad der foregik. Ikke for at snage, bare om han ikke diskret kunne mærke stemningen. Nogle dage senere ringede han tilbage.
Hun forbereder uden tvivl en overraskelse jeg ved bare ikke, om det er en du vil kunne lide. Hun har ikke andre kærester eller noget. Hun taler tit om dig, spørger hele tiden hvordan du har det.
Det beroligede mig, og jeg forsøgte at skyde bekymringerne til hjørne. Men jeg ville ønske, jeg havde bedt Kasper om det billede han tilbød at sende. Måske kunne jeg så have stoppet det i tide. Måske havde jeg revet mig løs fra arbejdet, sat mig på et DSB-tog hjem og fortalt hende, at jeg ikke ønskede alle de forandringer. Men det gjorde jeg ikke.
Den dag jeg skulle hjem, var jeg så nervøs, at jeg ikke kunne sidde stille. Jeg stirrede konstant på uret, trommede på armlænet i flyet, pillede ved linningen på min skjorte i taxaen. Hjertet bankede så hurtigt, at det føltes, som om det ville hoppe ud af brystet. Jeg forestillede mig, hvordan Johanne ville stå i ankomsthallen med sit store smil, hvordan vi skulle gå hjem i regnen og snakke hele aftenen, grine over te og danske småkager.
Virkeligheden var kold. Jeg trådte ind i ankomsthallen og så hende stå og vinke. Men jeg troede næsten ikke mine egne øjne Hun lignede sig selv så lidt, at jeg et øjeblik troede, jeg var gået forkert.
Magnus! Jeg har savnet dig sådan! Hun kom løbende imod mig, men jeg tog et skridt bagud, så hun ikke kunne nå at kramme mig. Hendes blik flimrede, og armene hang forlegent i luften.
Hvad sker der? Kan du slet ikke kende mig? prøvede hun, med et nervøst smil. Var min overraskelse virkelig så vild?
Jeg kan bare ikke se min kæreste i dig længere, sagde jeg stille, følelserne lå tykt udenpå. Hvor blev den gamle Johanne af? Hvor er det naturlige? Hvor er smilet? Hvor er det, jeg elskede?
Du mener bare, at jeg var tyk, ikke? spidsede hun læberne i skuffelse. Stemmen sitrede, øjnene blev blanke. Jeg kunne se, det ramte. Veninderne – som hun havde slæbt med til lufthavnen for støtte – fniste i baggrunden og gjorde det kun værre.
Lad nu være Jeg ved godt, jeg havde ladet mig selv stå til. Men nu kan du da tage mig med ud i byen uden at skamme dig! Se, hvor trendy jeg er nu Er det ikke bedre?
Hvem har sagt, at jeg overhovedet vil følges med dig mere? min stemme blev skarp. Jeg rystede på hovedet. Du gik fra at være den smukkeste, mest ægte pige til noget helt andet. Hvorfor talte du ikke bare med mig om, hvad du havde i tankerne? Vi har altid kunne snakke om alt
Johanne går da nu rent ind på forsiden af et modemagasin! råbte hendes ene veninde kækt bagfra. Hun klappede Johanne på skulderen som om hun havde vundet en medalje. Der er en million fyr, der prøver at score hende nu især efter forvandlingen! Du burde faktisk være glad, det hele var jo for dig!
Jeg vendte mig irriteret mod hende.
Nej, for sig selv. Ikke for mig, men for sin egen skyld! og jeg så på Johanne med alt, hvad jeg havde af vrede og sorg. Lad vær med at gøre mig til syndebuk for alt det her!
Jeg trådte tættere på Johanne og sænkede stemmen:
Du vidste, hvordan jeg har det med alt det her. Jeg elsker dig, den du er ikke en eller anden kopi. Jeg havde planer om at fri til dig, Johanne. Jeg havde endda købt ringen men nu kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke leve med en dukke.
Johanne blev kridhvid i ansigtet, tårerne løb ned ad kinderne. Hun rakte ud efter mig, men veninderne holdt igen i hendes arme.
Han kommer tilbage, sagde den ene veninde, og lagde armen beskyttende om Johanne. Du skal bare holde hovedet højt. Du er pænere nu, end du nogensinde har været! Du finder én, der værdsætter dig!
Johanne så knust ud. Hun blev stående, mens jeg gik væk. Jeg hørte hende kalde mit navn, men jeg kunne ikke længere klare at vende mig. Jeg gik bare. Hele min krop kogte af sorg, skuffelse og vrede.
Senere samme aften sad jeg og fortalte det hele til Freja.
Jeg havde faktisk tænkt mig at fri. Jeg havde endda billede i hovedet af, hvordan det skulle være men så ser jeg hende dér i lufthavnen, og alt brast. Jeg genkendte hende ikke engang
Hvorfor er I piger altid så utilfredse med jeres udseende? sagde jeg lavt. Jeg sagde til hende, at hun var smuk, lige som hun var. Elskede hende så højt. Hun smed alt det væk for at leve op til nogle mærkelige krav
Jeg snakkede mig næsten i selvsving. Freja lyttede stille, lagde hånden på min. Hun sagde ikke meget, men sad der bare og var til.
Ved du hvad der gør mest ondt? Det hele blev sat i gang af én af hendes veninder. Jeg er nærmest sikker nu. Hun kom endda hjem til mig og sagde, at hendes skønhed var ægte ikke sådan noget kunstigt. Jeg kunne have kastet hende ud af opgangen
Jeg sukkede dybt og stirrede ud i mørket, mens tankerne kørte. Til sidst spurgte Freja:
Prøver du ikke at snakke med Johanne? Måske har hun brug for, at du prøver at forstå hende
Hun vil ikke ændre noget. Hun ringede og sagde, at efter at have ventet på mig i et halvt år, så skyldte jeg hende i det mindste at blive. Men det er, som om hun forsvandt. Den Johanne jeg elskede hun findes ikke længere. I stedet er der en fremmed, med alle de påsatte dele og en falsk facade.
Freja trykkede min hånd. Jeg mærkede hendes nærhed og støtte, mere end ord.
Jeg elsker stadig den gamle Johanne. Men hun er væk nu, sagde jeg lavt.
Vi sad sådan lidt. Så sagde jeg:
Jeg kan ikke lade være med at spekulere skulle jeg bare have forsøgt at forstå? Måske var hun bare bange for at miste mig? Måske
Freja så på mig og sagde:
Dine følelser betyder også noget, Magnus. Man kan ikke påtvinges at acceptere noget, der ikke føles sandt. Men hvis du har den mindste lyst, kan du prøve at snakke med hende ikke for hendes skyld, men for jeres fælles minder. For dig selv. Måske kan I finde hinanden igen, hvis bare I kan tale sammen.
Jeg så ud ad vinduet. Regnen var endelig stoppet, og aftensolen gled ind mellem skyerne, så byen badede i blødt, varmt lys.
Måske har hun ret. Måske skal jeg give det tid Måske er det vigtigste, at man tør stå ved det, man føler. Jeg behøver ikke glemme, hvad jeg har mistet, men jeg vil huske, at kærlighed ikke kan trives i skyggen af andres forventninger. Ikke engang fra hendes egne veninder.
