At nå det på en time.
Men hunden blev ikke bange, den lod ikke hende gå forbi. Den lagde ørerne tilbage, krøb tæt til jorden og nærmede sig forsigtigt Signe – tog fat i hendes bukseben med tænderne og trak kvinden med sig…
Signe mærkede ingen smerte længere, intet – bortset fra hendes sjæl… Hun forstod ikke, hvor hun befandt sig, eller hvad der egentlig var sket med hende.
Hun kiggede sig omkring, men foran, over, under og bag hendes krop var der ingenting, næsten ingenting… Omkring hende lå en tæt, grå tåge.
– Velkommen til evigheden, – sagde en stille, insisterende stemme.
Og Signe huskede, hun huskede alt! Hvordan hendes bil blev ukontrollabel, hvordan den røg af vejen, vendte i luften og denne sidste, kraftige kollision, som afsluttede og totalt afbrød hendes liv.
– Men jeg kan ikke! – råbte hun. – Derhjemme har jeg en mand og en søn, min mor er meget syg. De har brug for mig! Hjælp mig! Hjælp mig med at vende tilbage! Jeg giver dig alt, alt hvad du ønsker!
– Et interessant tilbud… – Signe kunne næsten fysisk mærke et usynligt smil. – Jeg vil hjælpe dig. Men ved du, jeg er næsten hundrede procent sikker på, at du ikke engang kan hjælpe dig selv. Og prisen for dette vil være frygtelig. Tro mig, jeg ved, hvor hensynsløs helvede kan være…
– Jeg bønfalder dig, hvem end du er, hjælp mig!
– Godt, jeg finder det også interessant… Jeg vil opdele din sjæl i fire lige dele. Tre dele vil forblive hos dig, og den fjerde vil jeg beholde som pant. Jeg giver dig præcis en time. Men noget fortæller mig, at du ikke kender dig selv så godt…
Signe gik ud i gården, hun skyndte sig – hun skulle nå det før aftentrafikken satte ind. Sønnen var på besøg hos bedstemor i sommerhuset, i dag skulle hun hente ham.
Ved bilen sad en pjusket, ubehagelig fugl. En krage holdt en brækket vinge i vejret og humpede besværligt hen mod Signe.
– Er du i bil? – løb en bekymret nabo hen til hende. – Kan du køre os til dyrlægen med kragen, jeg betaler. Den dør jo ellers…
Men Signe havde meget travlt…
– Bestil en taxa, – svarede hun. – Jeg har ikke tid til sårede fugle nu.
Kragen kiggede desperat hende ind i øjnene, kastede sig for fødderne af hende, nægtede at lade hende gå forbi. Den forsøgte at skrige, kragede hæst, men det irriterede hende kun.
Brutalt skubbede hun fuglen væk med foden, satte sig ind i bilen, startede motoren og kørte hurtigt af sted. Den forvirrede nabo kiggede sig rundt – kragen var væk, som om den var smeltet væk foran hendes øjne…
På den yderste tankstation fyldte Signe benzin på og skulle lige til at stige ind i bilen, da en hjemløs, tynd hund blokerede hendes vej. Skyldigt viftede den med halen, kiggede hende bedende ind i øjnene og forsøgte at få hende med sig.
– Forsvind! – trådte Signe med foden.
Men hunden blev ikke bange, den lod hende ikke gå forbi. Den lagde ørerne tilbage og krøb lavt til jorden, næsten kravlede hen til Signe – tog forsigtigt fat i hendes bukseben med tænderne og forsøgte at trække hende med.
Duften af våd, beskidt hund ramte Signe i næsen, og hun så en loppe bag hundens øre…
– Skrid! – udbrød Signe væmmeligt.
Og et spark sendte hunden til siden. Med en pludselig smerte i siden satte hun sig ind i bilen og forlod stedet, fuldstændig glemt den stakkels hund…
*****
Uden at sænke farten tørrede hun sine hænder med en antibakteriel klud. Uf! Bare det ikke var en eller anden sygdom: hunden, fuglen – ren smitte.
Folk hastede allerede på motorvejen, alle havde travlt – nogle skulle herhen, nogen skulle derfra. Signe slappede lidt af og gassede op. Men at slappe helt af lykkedes ikke…
Midt på vejen løb en killing! En lille, støvet, hvid klump – den var synlig på lang afstand. Signe kunne næsten se killingens bedende øjne – de råbte bare. Råbte, bad forsigtigt, bad hende redde den!
Signe rystede på hovedet og indså, at det kun var hendes fantasi. Hun kunne ikke have set kattens øjne. Hun kørte forbi killingen i høj fart og kiggede i bakspejlet…
Killingen rejste sig, satte sig på bagbenene og foldede de forreste foran brystet i en bedende gestus.
– Den dør, den lille tosse! Hvorfor tog den vejen ud af byen, til en travl motorvej?
Inde i hende var der noget, der fnyste og forsigtigt bad hende vende om, hente den lille – blot for at flytte den fra vejen. Men nej, der var ingen tid…
Signe kiggede på uret – det var 58 minutter siden, hun havde forladt hjemmet, hvilken killing, hun havde knapt tid til sit eget liv! Men sidste gang kiggede hun alligevel tilbage…
Killingen spurtede efter hende – lille, ynkelig, den forsøgte desperat at indhente bilen. Men hvordan kunne den matche hendes fart.
Hun rystede tankerne om killingen ud af hovedet, koncentrerede sig om sin videre rejse. Hun havde sine egne sager at ordne, og overhovedet ingen tid til disse dyr.
Andre kunne tage sig af fugle, hunde og små killinger, mens hun gerne ville være i fred for dem.
Efter et par minutter skred bilen… Og ind i den tætte, grå tåge hørte Signe en hæslig, glad latter, og derefter sagde den samme stemme:
– Og hvorfor bebrejder I andre altid mig for alting? Var det mig, der var skyld i noget nu? Jeg forsøgte endda at hjælpe, gav dig hele tre fantastiske chancer – blot for lidt forsinkelse på vejen.
Hvad kostede det dig at køre fuglen til dyrlægen, følge hunden, når den kaldte på dig… Stands lidt, sæt farten ned et øjeblik, tag killingen med dig?
Stemmen lo igen, men denne gang var den ikke munter, der var en bitterhed i den:
– Og det var dig selv, der forsøgte at stoppe dig! I form af fuglen, hunden, killingen – tre små stykker af din sjæl… Kan du huske?
Signe nikkede, ja – hun huskede. Hvordan hun bad sig selv, hvordan hun tryglede, hvordan hun forsøgte at stoppe, udsætte bare et øjeblik. Men nej, hun havde for travlt med at leve og ønskede ikke at lukke nogen anden ind i dette liv.
Men disse andre forsøgte ikke at invadere hendes dyrebare liv – de ville redde Signe, selvom det så anderledes ud udefra.
Og stemmen fortsatte:
– Tænk ikke, du er ikke alene sådan. Mange har bedt om endnu en chance, og jeg gav altid tre, det hjalp bare aldrig. I hundredvis af år har kun få mennesker ikke vendt tilbage til mit helvede, og ved du – jeg er kun glad, når folk fortsætter med at leve, og deres skæbne begynder at ændre sig. Og den fjerde del af sjælen giver jeg dem tilbage uden nogen fortrydelse.
Signe forsøgte at bede igen, men fra tågen strakte hårede, skræmmende, klo-lignende hænder sig mod hende…
P.S. Hver gang du går forbi nogen, der har brug for hjælp, så tænk over det… Måske er det en del af din egen sjæl, der forsøger at stoppe dig, advare dig og beskytte dig mod det mest frygtelige. For den ved allerede, hvad der venter dig forude…
