**Fælleskøkken og den dovne svigerdatter**
Anton og jeg bor i hans hus – eller, ikke helt hans. Udover os bor hans yngre bror Mads og hans kone Freja også her. Vi har ét fælleskøkken, køber ind sammen, laver mad på skift og deler regningerne. Lyder som den perfekte løsning, ikke? Men Freja, vores kære svigerdatter, har åbenbart besluttet, at husarbejde ikke er noget for hende. Hun vasker ikke en ske, skræller ikke en kartoffel, og jeg er lige ved at række hende en kost og sige: “Velkommen til den virkelige verden!” Men jeg holder mig tilbage, selvom min tålmodighed smelter hurtigere end smør på en pande.
Huset blev givet til Anton og Mads af deres forældre, og da vi giftede os, besluttede vi at bo sammen – det er billigere, og huset er stort nok. Jeg havde ikke noget imod det: Mads er en rolig fyr, arbejder i et værksted og er næsten aldrig hjemme. Men Freja… Åh, det er en anden historie. Da hun og Mads lige var blevet gift, troede jeg, det var fordi hun var genert og ikke ville blande sig. Men efter et halvt år gik det op for mig: Det har intet med generthed at gøre. Freja er simpelthen en mester i at undgå arbejde. Hun kan sidde på sit værelse i timevis, scrolle på telefonen eller male negle, mens jeg står i køkkenet og laver aftensmad til fire.
Vores system er simpelt: Vi køber ind sammen og skiftes til at lave mad. Anton og jeg tager halvdelen af ugen, Mads griller nogle gange kød eller laver sine berømte smørrebrød, mens Freja… Nå ja, når det er hendes tur, bestiller hun pizza eller stiller en yoghurt på bordet med en seddel: “Aftensmad klar.” Og selvom hun ikke kan lide at lave mad, kunne hun i det mindste vaske op efter sig selv! Jeg har talt det op: På en uge vasker jeg en bjerg af tallerkener, hvoraf halvdelen er hendes kaffekopper med halvt drukne latte. Når jeg beder hende rydde op, ser hun på mig, som om jeg er et rumvæsen, og siger: “Åh, Signe, jeg glemte det – jeg gør det i morgen.” I morgen? Det “i morgen” kommer aldrig!
Jeg har prøvet at tale med Anton. “Anton,” siger jeg, “din svigerdatter behandler os som tjenerne. Kan Mads ikke tale med hende?” Anton griner bare: “Signe, tag det nu roligt, Freja er bare ikke vant til husarbejde. Hun er en bypige, hendes mor gjorde alt.” En bypige? Og jeg er så en bonderøve? Jeg voksede også op i byen, men det stopper mig ikke fra at skrælle kartofler eller vaske gulv. Da jeg antydede noget til Mads, trak han bare på skuldrene: “Freja er, som hun er. Hvis hun ikke vil lave mad, så tving hende ikke.” Tving hende ikke? Hvem skal så fodre denne flok, hvis jeg også begynder at “ikke gide”?
Forleden var der en episode, der fik mig til at eksplodere. Jeg lavede en ordentlig gryderet – med lammekød, som Anton elsker. Jeg brugte to timer, dækkede bordet og kaldte på alle. Freja kommer ned, tager en tallerken, fylder den op og siger: “Signe, hvorfor er risen så tør? Du skulle have brugt mere smør.” Jge var lige ved at tabe min gaffel. Tør? Jeg stod altså i to timer for at høre, at min gryderet ikke var “rigtig”? Og hun sagde ikke engang tak, spiste og forlod bordet med sin tallerkens efter sig. Jeg blev så sur, at jeg sagde: “Freja, hvis du ikke kan lide det, må du selv lave mad.” Hun fnøs bare: “Jamen, jeg kan ikke lige så godt som dig, Signe.” Godt? Er jeg nu officielt husets kok?
Jeg begyndte at tænke på løsninger. Første mulighed: Strejke. Holde op med at lave mad, rydde op eller købe ind. Så kan vi se, hvordan Freja reagerer, når der kun er hendes yoghurt tilbage i køleskabet. Men jeg ved, Anton og Mads ville begynde at brokke sig, og jeg vil ikke skændes med min mand på grund af hende. Anden mulighed: Tale helt ærligt med hende. Sig: “Freja, det her er ikke et hotel – enten hjælper du, eller også spiser du på café.” Men jeg er bange for, at hun igen lader som ingenting eller begynder at tudle til Mads, som så bebrejder mig. Tredje mulighed: Acceptere det. Men det er ikke mig. Jeg har ikke tænkt mig at være tjener i mit eget hjem.
Nogle drømmer jeg om, at Anton og jeg finder en lejlighed og flytter. Men huset er Antons arv, han elsker det, og jeg er også blevet glad for det – haven, verandaen, hyggekrogen. Jeg vil ikke give slip på det, bare fordi Freja er doven. Jeg har endda prøvet at være snedig: Forslået at dele køkkenet op i “ansvarszoner.” Hver person har ansvar for sit eget. Men Freja nikkede bare og drak videre af min kop. Hun er simpelthen umulig at få gennemtrængt.
Min veninde foreslog: “Signe, giv hende en fast dag. Sig, at hun skal lave mad onsdag, punktum.” Jeg prøvede. Men Freja svarede: “Åh, Signe, jeg har travlt onsdag, kan du ikke tage det?” Travlt? Med at scrolle på Instagram? Jeg er ved at lave en skema til køkkenvæggen: “Frejas dag – pizza eller sult.” Måske det kan vække hende.
Lige nu holder jeg bare igen. Laver mad, ryder op, men hver gang jeg ser hendes beskidte kop, forestiller jeg mig at give hende en medalje for “mesterskab i dovenskab.” Anton lover at tale med Mads, men jeg tror ikke, det hjælper. Freja er som en kat, der går sine egne veje – men spiser af min tallerken. Men jeg finder en måde at sætte hende på plads. Dette hus er vores, og jeg vil ikke lade én doven svigerdatter gøre det til hendes komfortzone. Indtil da drømmer jeg bare om den dag, hun først én gang vasker sin egen tallerken. Drømme går jo i opfyldelse… eller hvad?
