Evigt udsat livssyndromet… En 60-årig kvindes bekendelser Elena: I år fyldte jeg 60. Ingen af mine nærmeste ringede engang for at ønske tillykke med min runde fødselsdag. Jeg har en datter og en søn, et barnebarn og en barnebarn, og min eksmand findes også stadig. Min datter er 40, min søn er 35. Begge bor i København, begge har afsluttet anerkendte uddannelser fra Københavns Universitet. Begge er intelligente og succesfulde. Datteren er gift med en højtstående embedsmand, sønnen med datteren af en stor københavnsk erhvervsmand. Begge har flotte karrierer, meget ejendom, og hver deres egen virksomhed ved siden af deres offentlige stillinger. Alt er stabilt. Min eksmand gik, da min søn havde afsluttet sin uddannelse. Han sagde, han var træt af tempoet i livet. Selvom han arbejdede roligt og fast på ét job, brugte weekenderne med venner eller på sofaen og tog på ferie hos familie på Falster hele måneden. Jeg har aldrig holdt ferie. Jeg arbejdede tre steder – som ingeniør på en fabrik, rengøringsassistent samme sted og pakkemedarbejder i det lokale supermarked hver weekend fra kl. 8-20, samt rengøring af kontorer og fællesarealer. Alle penge gik til børnene – København er dyr, og studier på de prestigiøse universiteter kræver god påklædning, god mad og underholdning. Jeg lærte at sy om og reparere gammelt tøj og sko. Jeg gik altid rent og pænt klædt. Det var nok for mig. Mine oplevelser bestod af drømme – hvor jeg nogle gange så mig selv ung, glad og smilende. Min mand, som straks efter skilsmissen købte sig en dyr bil, havde tydeligvis sparet. Vores fælles liv var mærkeligt – alle udgifter var på mig, undtagen huslejen. Han betalte husleje, og det var det. Jeg sikrede børnenes uddannelse… Lejligheden vi boede i, fik jeg af min mormor. En god, velholdt toværelses i en klassisk københavner ejendom, ombygget til tre rummed. Der var et pulterkammer med vindue på 8,5 kvadratmeter, som jeg satte i stand, så datteren fik sit eget. Sønnen og jeg boede i ét værelse, heldigvis kom jeg kun hjem om natten. Manden boede i stuen. Da datteren flyttede til København, overtog jeg hendes pulterkammer, og sønnen blev i værelset. Vi gik fra hinanden uden drama, uden deling af ting, uden bebrejdelser. Han ville LEVE, ikke have et trist liv. Jeg var så udbrændt, at jeg faktisk blev lettet… Jeg skulle ikke længere lave flere retter og dessert, vaske hans tøj eller sengetøj, stryge og lægge sammen… Nu kunne jeg endelig hvile. På det tidspunkt havde jeg samlet en bunke helbredsproblemer – ryg, led, diabetes, stofskifte, nervøst sammenbrud. For første gang tog jeg ferie på mit hovedjob for at få behandling. Ekstrajobs stoppede jeg ikke med, men jeg fik det bedre. Jeg kom i kontakt med en god håndværker, og med hans makker fik jeg lavede et super flot badeværelsesrenovering på to uger. For mig var det lykke! Personlig lykke! Lykke – bare for mig! Hele tiden sendte jeg penge til de succesfulde børn i stedet for gaver til fødselsdage, jul, kvindernes kampdag og nationaldagen. Senere kom barnebørn til. Så jeg kunne ikke stoppe ekstraarbejdet. Alt gik til børnene. Jeg fik sjældent selv lykønskninger – kun i respons på mine. Gaver fik jeg aldrig. Det hårdeste var, at jeg ikke blev inviteret til deres bryllupper. Min datter sagde ærligt: ”Mor, du passer ikke ind til festen. Der kommer folk fra centraladministrationen.” Om sønnens bryllup hørte jeg først et stykke tid efter fra datteren… Tak for at de ikke bad om penge til bryllupperne… Ingen af børnene kommer nogensinde på besøg, selvom jeg altid tilbyder det. Datteren siger, at der ikke er noget at lave i vores ”landsby” (en provinsby med over en million indbyggere). Sønnen siger altid, ”Du ved, mor, jeg har ikke tid!” Der går fly til København syv gange dagligt! Det tager to timer… Hvis jeg skulle beskrive den periode, ville jeg nok kalde den et liv med kvalte følelser… Jeg levede dengang som Scarlett O’Hara – ”det tænker jeg over i morgen”… Jeg trængte tårerne og smerten ned, hele følelsesspektret fra undren til fortvivlelse. Som en robot, programmeret til hårdt arbejde. Da fabrikken blev opkøbt af københavnere, begyndte reorganiseringen. Vi præ-pensionister blev fyret, og jeg mistede to job, men kunne gå tidligt på pension. Jeg fik 20.000 kr… Lev på det! Jeg var heldig – i vores femetagers opgang var der et ledigt rengøringsjob… Så vaskede jeg opgange – plus 20.000 oveni. Pakkearbejdet og rengøring i supermarkedet stoppede jeg ikke med, betaling var god – 3.000 pr. vagt. Det var kun hårdt, når jeg skulle stå hele dagen. Jeg begyndte så småt at lave køkkenrenovering. Alt gjorde jeg selv, bestilte køkkenet hos naboen – han lavede det godt og hurtigt. Så begyndte jeg igen at spare op. Ville gerne opfriske værelserne og skifte lidt møbler. Men… I mine planer var der aldrig plads til MIG SELV! Hvad brugte jeg på mig? Kun mad – det enkleste, aldrig så meget. Og medicin. Det var dyrt. Huslejen blev også dyrere hvert år. Min eksmand sagde: ”Sælg nu den store lejlighed, den ligger godt, du får en god pris. Køb dig en lille bolig.” Men jeg nænnede det ikke – det var mormors minde. Jeg husker ikke mine forældre, mormor opfostrede mig. Den lejlighed er hele mit livs historie. Eksmanden og jeg har bevaret et okay venskab. Som gamle bekendte. Han har det fint. Taler aldrig om sit privatliv. En gang om måneden kommer han med kartofler, grøntsager, gryn og drikkevand – de tunge ting. Han vil ikke tage penge for det. Han siger, jeg ikke skal bruge dagligvarelevering, for de bringer kun dårlige ting. Jeg giver ham ret. Det er, som om der er noget i mig, der er frosset – alt er som en klump. Jeg arbejder bare videre. Drømmer ikke om noget. Vil intet for mig selv. Datter og børnebørn ser jeg kun på datterens Instagram. Sønnen ser jeg sirlige glimt af på svigerdatterens Instagram. Jeg glæder mig bare for, at de har det godt. Alle er raske. De holder ferie på spændende steder, spiser på dyre restauranter. Måske gav jeg dem for lidt kærlighed. Derfor har de ingen til mig. Datteren spørger indimellem, hvordan det går. Jeg svarer altid, at alt er godt. Klager aldrig over noget. Sønnen sender af og til en lydhilsen: Hej mor, håber alt er fint. Engang sagde min søn, at han ikke ville høre om vores problemer – det påvirker ham negativt. Så jeg siger bare: Ja, min dreng, alt er godt. Jeg vil så gerne kramme mine børnebørn, men jeg tror ikke, de ved, de har en farmor – pensionist og rengøringsdame. Nok tror de, farmor er død… Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst købte noget bare til mig selv – måske undertøj og strømper ind imellem. Det billigste. Har aldrig været på salon til manicure eller pedicure… Én gang om måneden går jeg til klip hos frisøren lige om hjørnet. Farven ordner jeg selv. Det glæder mig, at jeg stadig bruger samme størrelse som ung – 46/48. Behov for nyt tøj har jeg ikke. Og jeg frygter virkelig, at jeg en dag ikke kan komme ud af sengen – rygsmerterne er slemme. Jeg er bange for at miste evnen til at bevæge mig. Måske skulle jeg have levet anderledes – med mere hvile, små glæder, ikke altid udsætte alt til ”senere”? Hvor er ”senere” nu? Det er væk… I mit sind er der tomt… I mit hjerte – ligegyldighed… Og rundt om mig – også tomt… Jeg bebrejder ingen noget. Men heller ikke mig selv. Jeg har arbejdet hele mit liv og gør det stadig. Laver mig en lille buffer, hvis jeg ikke kan arbejde mere. Ikke stor, men dog alligevel… Selvom, hvem snyder jeg? Hvis jeg bliver lammet, ville jeg ikke fortsætte livet… Jeg har ikke lyst til at være nogens problem. Og ved I hvad det tristeste er? Ingen har nogensinde givet mig blomster… ALDRIG… Tænk, hvis nogen kommer med levende blomster til min grav… Det ville da være sort humor…

Livssyndromet evigt udsat
En 60-årigs bekendelse

Birgitte:
I år blev jeg 60. Ingen af mine nærmeste gad engang ringe og ønske mig tillykke med rund fødselsdagen.
Jeg har en datter og en søn, to børnebørn – en dreng og en pige – og så er min eksmand stadig her i kulissen.
Min datter, Mette, er 40, og min søn, Kasper, er 35.
Begge bor i København, begge færdiguddannede fra fine universiteter inde i byen. Begge er kloge og klarer sig godt. Mette er gift med en højtstående embedsmand, og Kasper med datteren af en stor erhvervsmatador. Karriere, ejerlejligheder, sideforretninger – der er styr på det hele.
Min eksmand smuttede, da Kasper var færdiguddannet. Sagde, han var træt af tempoet. Selvom han nu altid arbejdede roligt på sit faste job, tilbragte weekenderne med venner, eller bare lå på sofaen, og tog en hel måned fri hos slægtninge på Lolland hver sommer. Jeg tog aldrig ferie, havde tre jobs på samme tid – ingeniør på fabrikken, rengøringsassistent i administrationsbygningen, og pakker i den lokale Netto lørdag og søndag fra otte til otte. Plus ekstra rengøring i lager og personalerum.
Alt, hvad jeg tjente, røg til børnene – København er jo ikke billig, og skulle de gå på universitetet, så skulle tøjet også være i orden. Mad, oplevelser, alt.
Jeg lærte at gå i mit gamle tøj; satte det lidt om, reparerede skoene. Jeg var ren og præsentabel. Det var nok. Mine drømme var min eneste underholdning – nogle nætter så jeg mig selv glad, ung og grinende.
Så snart eksmanden var ude, kørte han ny bil, dyr. Han havde nok sparet sammen… Han betalte kun husleje i vores samliv, ellers var alt andet mig. Det var mig, der fik børnene igennem deres uddannelse.
Lejligheden vi boede i arvede jeg fra min mormor – kryds og bolle byggeri, højt til loftet, klassisk og velholdt. To værelser ombygget til tre. Pulterkammeret på 8,5 m2 fik jeg renoveret, med vindue, seng, skrivebord og reol – her boede Mette. Kasper og jeg delte værelse, men jeg sov der kun. Eksmanden havde stuen. Da Mette flyttede til København, overtog jeg hendes kammer. Kasper blev på sit værelse.
Vi skilles uden skænderier, uden deling af boet, uden beskyldninger. Han ville LEVE rigtigt, ikke bare hænge fast, og jeg var så udslidt, at lettelsen ramte mig… Jeg skulle ikke længere lave mad hver dag, vaske og stryge tøj, ordne og hænge på plads – jeg kunne bruge tiden på at hvile.
Da var jeg blevet syg – ryg, led, diabetes, stofskiftet og nærmest kronisk udmattelse. Første gang jeg tog ferie fra mit primære job, gik tiden med behandling. Gav dog ikke mine ekstrajobs op. Fik det lidt bedre.
Fik fat i en dygtig håndværker, og sammen med sin makker lavede han et superflot badeværelse på to uger. Det føltes som ren og skær lykke! Min egen lykke!
I alle de år sendte jeg penge i stedet for gaver til børnene til fødselsdag, jul, kvindernes dag og til Kasper til Fars dag. Børnebørnene kom til sidenhen, så ekstrajobbene måtte blive. Til mig selv var der aldrig penge. Heldigvis blev jeg sjældent gratuleret, oftest kun når jeg selv gratulerede først. Gaver fik jeg aldrig.
Det værste var, at jeg ikke blev inviteret til hverken Mettes eller Kaspers bryllup.
Mette sagde direkte: Mor, du passer altså ikke ind til den fest. Det er folk fra Statsministeriet der kommer..
Kaspers bryllup hørte jeg om efterfølgende fra Mette
Tak for de ikke bad om penge til bryllup
Ingen af børnene kommer nogensinde. Jeg inviterer igen og igen, men Mette siger, der er intet for hende i den landsby (Vores provinsby med over 250.000 indbyggere). Kasper svarer altid: Åh mor, jeg har så meget at se til!
Flyet til København går da flere gange om dagen, tager kun halvanden time
Hvis jeg skal bruge et ord for den tid af mit liv, er det nok: Undertrykte følelser
Jeg var som Scarlett OHara: Det må jeg tænke på i morgen
Jeg slugte gråd og smerte, følelser fra undren til fortvivlelse, og fungerede som en maskine, programmeret til arbejde.
Så blev fabrikken opkøbt af københavnske investorer, og omstruktureringen startede. Vi ældre blev fyret, og jeg mistede to jobs på én gang, men kunne i det mindste trække mig tidligere tilbage. Fik folkepension – 8000 kroner om måneden Prøv at leve for dem.
Heldigvis blev der en stilling ledig som rengøringsdame i min femetagers opgang. Sagde ja, plus endnu 8000 kroner. Jeg fortsatte weekend-arbejde i Netto, 1200 kroner pr. vagt. Benene gør bare ondt efter en lang dag
Begyndte selv at renovere mit køkken, bestilte fra naboen – han fik ordnet det pænt og billigt.
Sparede igen lidt op. Vil gerne fornye stuerne, skifte et par møbler. Jeg har bare aldrig selv været med i planerne! Hvad brugte jeg egentlig på mig selv? Mad – og aldrig ret meget. Medicin, det meste af pengene går der. Husleje stiger og stiger for hvert år. Eksmanden siger, sælg nu den store lejlighed, den er penge værd. Køb dig en lille bolig.
Men jeg kan ikke. Det er mormors minde. Jeg husker ikke mine forældre. Mormor har opdraget mig, og den her lejlighed er mit liv.
Eksmanden og jeg har bibeholdt et gammelt venskab – vi ses, snakker, som gamle bekendte. Han har det godt. Han taler aldrig om sit privatliv. Han kommer ca. én gang om måneden med lidt kartofler, grøntsager, ris, kildevand. Alt det tunge. Han vil aldrig have penge for det. Han siger, jeg ikke skal bruge levering, de bringer altid kun det gamle og dårlige. Jeg går med til hans forslag.
Der er noget i mig der er frosset fast – alt er samlet indeni. Jeg er bare til stede, arbejder meget. Jeg drømmer ikke, ønsker mig intet til mig selv. Jeg ser kun børn og børnebørn på Mettes Instagram. Kasper dukker meget sjældent op på svigerdatterens Instagram. Bliver dog glad for at se, at de har det godt. De er raske, tager på ferier, spiser på fine restauranter.
Måske har jeg ikke givet dem kærlighed nok, og så er der heller ingen kærlighed til mig. Mette spørger sommetider, hvordan jeg har det. Jeg siger altid, det går fint. Jeg klager aldrig. Kasper sender en sjælden gang en besked på WhatsApp: Hej mor, håber du har det godt.
Engang sagde Kasper til mig, at han ikke orkede høre om mine og fars problemer – negativitet slider ham op. Siden har jeg aldrig fortalt noget, kun svaret: Ja, min dreng, det er fint.
Jeg ville så gerne give børnebørnene et kram, men jeg tror faktisk ikke, de ved, de har en levende farmor, der arbejder som rengøringsdame. I deres verden er farmor nok død for længe siden
Jeg kan heller ikke huske, at jeg har købt noget til mig selv. Måske undertøj og strømper, ikke andet, og altid det billigste. Jeg har aldrig været i salon, hverken manicure eller pedicure Én gang om måneden kommer jeg hen til damens frisørsalon ovre om hjørnet. Hårfarven ordner jeg selv. Jeg glæder mig dog over, at jeg stadig har samme størrelse som da jeg var ung: 38/40. Tøjet kan beholdes.
Fast frygt er, at jeg en dag ikke kan rejse mig fra sengen – har konstant ondt i ryggen. Frygten for at blive lam er stor.
Måske skulle jeg ikke have levet sådan – uden pauser, uden små glæder, altid på arbejde, altid udsat alt til senere? Hvor er det senere egentlig? Det findes ikke Mit sind er tomt, hjertet svagt Også omkring mig er der kun tomhed.
Jeg bebrejder ingen. Men jeg kan ikke bebrejde mig selv heller. Jeg har altid arbejdet og gør det stadig. Bygger min lille sikkerhed op til hvis jeg en dag ikke kan mere. Ikke meget, men alligevel Men hvem prøver jeg at narre? Jeg ved, hvis det sker, vil jeg ikke leve vil ikke give andre besvær med mig.
Og det mest triste? Ingen har nogensinde givet mig blomster ALDRIG Tænk, hvis nogen først kommer med friske blomster til min grav. Det ville være ret komisk
Men en dag, ude på trappen, mens jeg fejede løse blade, kom en lille pige løbende forbi. Hun stoppede op, kiggede usikkert, og rakte mig en lille buket mælkebøtter, presset sammen i hendes hånd. Du ser ud som min mormor, sagde hun, og smilede lidt sky.

Jeg tog imod mælkebøtterne. Små gule stjerner. For første gang i årevis føltes det, som om verden så migikke mor, ikke rengøringsdame, ikke den, der altid klarer sig, men bare Birgitte. Et menneske. En der fandtes.

Den aften satte jeg blomsterne i et glas vand. Lugten af forår bredte sig i min stue. Måske var de ikke roser, måske var de ikke til et gravsted, men de var givet til mig, mens jeg lever. I det øjeblik mærkede jeg roen. Jeg lod for første gang hånden hvile på hjertet og tænkte: Der findes stadig lys, selv når alt føles udsat.

Og måske, bare måske, blev jeg omsider min egen ven.