**Turen til havet**
Mogens Erik Nielsen var blevet enkemand som 59-årig. Dagen efter begravelsen bad hans datter ham straks om at flytte ind hos hende.
“Far, kom nu med os. Hvordan skal du klare dig alene? Det bliver for hårdt. Kom bare i en periode. Så kan du finde dig til rette…”
“Tak, skat, men nej. Du skal ikke bekymre dig. Jeg er ingen svag gammel mand; jeg kan sagtens klare mig selv. Hvad skulle jeg lave hos jer? Bliv du hellere længere hos mig,” sagde Mogens og så håbefuldt på sin datter.
“Far, Nikolaj og Jakob er alene derhjemme. Nikolaj er i den svære teenagealder, og Jakob er optaget af arbejdet… Jeg bliver nødt til at køre,” sagde Mette undskyldende og krammede ham.
“Jeg forstår,” mumlede Mogens og klappede hende blidt på hånden.
“Far, hvis du har brug for noget, så ring, ikke? Lover du?”
“Hvad skulle jeg få brug for? Jeg kan lave mad, vaske tøj, gulve… Jeg lærte det hele, mens Lise var syg. Hun behøvede kun at hjælpe lidt. Eller er mit hjem beskidt?” Der var en antydning af fornærmelse i hans stemme.
“Nej da, far, det er helt rent. Vær ikke sur, jeg bekymrer mig bare.” Mette lænede sig ind mod hans skulder.
“Jeg drikker mig ikke ihjel. Jeg drak ikke meget i mine unge dage, og nu er det for sent at begynde. Bare kør nu.”
Så blev det bestemt. Mogens pakkede en taske fyldt med mad og godter til datteren.
“Far, hvorfor så meget? Vi har alt,” protesterede Mette og løftede den tunge taske.
“Prøv at sige nej til din mor. Tag det med; det skader ikke. Toget kører dig hjem, og Jakob henter dig,” mumlede han med et lille smil.
De nåede stationen få minutter før afgang. Konduktøren kontrollerede billetten og bad hende om at stige på, da toget skulle køre om et øjeblik.
Mette krammede ham et sidste gang, kyssede hans stubbede kind og greb hurtigt tasken, mens hun gemte tårerne. Hun steg om bord og vinkede, mens konduktøren lukkede døren.
Mogens stod længe og så toget forsvinde i horisonten, og hjertet bed af savn og smerte. Nu var han virkelig alene. Mens datteren var der, holdt han masken, men nu lod han tårerne løbe. Omkring ham lød stemmer og latter, men han gik mod busstoppestedet, som om han gik gennem en ørken uden at lægge mærke til noget.
“Åh, Lise, hvordan skal jeg klare mig uden dig? Måske skulle jeg være taget med Mette?” Da han nåede stoppet, besluttede han at gå hjem i stedet for at tage bussen—bare for at udskyde mødet med den tomme lejlighed.
Han gik langsomt gennem de støvede gader og mindedes, hvordan han mødte Lise…
***
Allerede i skolen var Mogens forelsket i Tove, en spinkel pige med et drys gyldne fregner og kobberrødt hår. Fregnerne forsvandt aldrig, ikke engang om vinteren. Mogens kaldte hende altid “solskinsen”.
I sidste skoleår blev hendes far diagnosticeret med tuberkulose. Lægerne anbefalede, at familien flyttede til et varmere klima fra det fugtige Danmark. Toves forældre solgte hurtigt huset og flyttede til Middelhavet, hvor de købte et hus.
I starten skrev de ofte breve til hinanden. Hver gang hans mor kom ind i værelset, stirrede Mogens drømmende ud ad vinduet eller skrev et brev. Han lovede Tove, at han ville besøge hende næste sommer.
Efter første år på universitetet tog Mogens til Grønland for at arbejde og spare penge sammen til rejsen—han ville ikke bede sine forældre om penge. Da han kom hjem i august, mager og solbrændt, annoncerede han straks, at han ville besøge Tove.
Hans mor var imod det.
“Du skal ikke tage afsted alene! Skriv til hende først, spørg hendes forældre. Det er for ubetænksomt. Et helt år er gået—alt kan være ændret.”
Mobiltelefoner fandtes ikke dengang, og fastnettelefoner var sjældne, især i sommerhuse. Så Mogens skrev endnu et brev og ventede utålmodigt på svar.
Da svaret kom, var det umuligt at få togbilletter—især returbilletter. Det var, som om hele Danmark havde besluttet at tilbringe sommeren ved havet. Så den sommer nåede Mogens aldrig at besøge Tove.
Fornærmet på sine forældre og hele verden skrev han til Tove, at han næste sommer ville sørge for billetterne i god tid. De havde hele livet foran sig…
Men Tove svarede ikke. Mogens led, snappede til sine forældre og skrev brev efter brev. Intet svar.
En regnvåd efterårsmorgen løb Mogens til busstoppestedet og hamrede ind i en pige. Hun tabte sin taske i en vandpyt. Han nåede aldrig sine forelæsninger den dag.
De sad på en café og talte. Det føltes naturligt, som om han havde kendt hende i tusind år. Hun studerede også—sygeplejerske. Hendes taske og bøger tørrede på en varmeovn ved vinduet.
“Missede du noget vigtigt?” spurgte Mogens.
“En eksamen i anatomi. Læreren er streng—jeg ville alligevel ikke bestå,” svarede Lise roligt.
Hendes mørke øjne fascinerede ham. Som at stirre ned i en brønd udHan så hende én sidste gang i drømmen, mens vinden hviskede gennem træerne udenfor hospitalet, og følte, at både Lise og havet nu var et sted, hvor smerte ikke længere fandtes.
