En dag kom manden hjem fra sin mor, sukkede og foreslog, at de skulle tage en fødselstest for deres toårige datter: »Ikke for mig, for mor.«
»…I et halvt år før vores bryllup var hun ved at sige til min søn: ‘Gift dig ikke med hende, hun er ikke den rigtige for dig!’« fortæller den trediveårige Mette, hendes stemme dirrer af forurettelse. »’Hun er for smuk, hun vil gå dig utro!’ Vi grinede af det dengang, tog det som en vittighed – at Torben skulle have fundet sig en ‘krokodille’, så kunne han være sikker. Men nu er det slet ikke til at grine af. Overhovedet ikke.«
Mette betragter sig ikke selv som en blændende skønhed. Hun er bare en almindelig pige fra forstaden til Århus, passer på sig selv, som de fleste gør. Slank, velplejet, klæder sig diskret, altid været kræsen i forhold og respekteret sig selv. Hvorfor hendes svigermor, Birthe, har besluttet sig for, at Mette er løsagtig og utro, forbliver en gåde. Men den kvinde har gjort deres liv til et mareridt.
De har været gift i fire år og har en datter sammen. Mette er på barsel, hendes dage er en endeløs række af madlavning, opvask og bleer. De eneste, hun taler med, er de andre mødre på legepladsen. Men svigermor holder ikke op. Hun mister mistanke til Mette for utroskab, følger efter hende som en detektiv fra en billig tv-serie.
»Hun har altid spioneret efter mig!« sukker Mette, hendes øjne fyldes med tårer. »Ringede, tjekkede op, dukkede uanmeldt op, prøvede at kontrollere hver eneste bevægelse. Først prøvede jeg at tage det med et grin, fortalte Torben om det, vi lo. Men det slider én op! Jeg har flere gange eksploderet og skældt hende ud. Så holdt hun sig i ro et stykke tid – før det startede forfra.«
Den første skandale skete et par måneder efter brylluppet. Birthe dukkede pludselig op på Mettes arbejde. Uden forvarsel, uden grund. Ville tjekke: arbejdede svigerdatteren der faktisk? Eller løj hun overfor sin mand, mens hun rendte til elskere?
»Jeg ved ikke engang, hvordan hun slap ind!« minder Mette sig om, hendes stemme skælver af vrede. »Vi har en virksomhedsbygning med vagter, gæster skal meldes i forvejen. Jeg troede, jeg ville besvime, da sekretæren førte hende ind: ‘Der er nogen, der vil se dig.’ Jeg spørger: ‘Birthe, hvad laver du her?’ Og hun kigger sig rundt i lokalet! Vi har åbent kontorlandskab, alle sidder ved pc’er, alt er åbenlyst. Jeg ved ikke, hvad hun havde fundet på, hvis jeg havde eget kontor.«
Sekretæren, Lærke, hviskede bagefter til Mette, at den besynderlige dame stillede en masse spørgsmål. Hvor længe havde Mette arbejdet her? Kom hun for sent? Hvem snakkede hun med? Havde hun en elskere derinde? »Jeg sagde, at du var gift, at du havde en mand!« tilføjede Lærke med et forvirret blik. Mette var lamslået. Da hun kom hjem, råbte hun af Torben: »Din mor har overskredet alle grænser! Snak med hende, det er sygt! Hun manglede bare gå under bordet for at lede efter elskere. Selvom – måske gjorde hun også det!«
Torben snakkede åbenbart seriøst med sin mor. Der blev stille en tid. Birthe ringede kun om aftenen, spurgte til dagen, bragte hjemmelavede kager. Mette begyndte at håbe, at stormen var overstået. Men hun tog fejl.
Næste episode skete, da Mette var gravid men stadig arbejdede. Hun havde taget sygedag på grund af forkølelse, sov med telefonen slukket, da voldsom banken på døren og en konstant ringeklokke vækkede hende. »Jeg sprang op, troede, der var brand eller en nødudgang!« husker hun. »Kiggede ud gennem døren – og der stod min svigermor! Med et fortrukket ansigt sparkede hun til døren og holdt ringeklokken i gang. Jeg turde ikke åbne, ringede til Torben: ‘Drop alt, kom hjem, jeg ved ikke, hvad der foregår!’ Han nåede hjem på tyve minutter. Men hun stod der hele tiden og ventede på mig!«
De råbte af Birthe. Mette truede med at ringe til politiet og psykiatrisk skadestue, hvis det skete igen. »Hold hende væk fra mig!« krævede hun af sin mand. Atter blev der stille.
Mette fødte deres datter, men svigermor så ikke engang til den lille. Senere blev det klart hvorfor. Hun troede ikke, det var hendes barnebarn. »Naturligvis, jeg spræller jo rundt overalt – hvordan skulle jeg få et barn med Torben?« fnøs Mette bittert. Grunden? I mandens familie blev der kun født drenge. En pige måtte derfor, i Birthes logik, være bevis på utroskab. »Jeg nægtede at høre på den vrøvl,« siger Mette. »Jeg taler ikke med hende. Torben ser hende måske en gang om måneden, men uden os. Måske er det bedst sådan. Jeg ville ikke betro hende min datter.«
Men det værste kom senere. En dag kom Torben hjem fra sin mor, sukkede tungt, vaklede lidt og foreslog så, at de tog en fødselstest for deres toårige datter. »Ikke for min skyld, Mette, forstår du ikke! Jeg tvivler ikke. Det er for mor! Jeg vil bare have, at hun slipper det og holder op. Hun er helt væk, og jeg er træt af at høre på det!«
Mette grinede bittert. »For din mor?« gentog hun, stemmen dirrede af raseri. »Sig dog, at du selv tror på hendes vrøvl! Du ved godt, hun aldrig stopper. Vi kunne tage tre tests fra tre klinikker – hun ville sige, at lægerne er købt, og resultaterne er falske! Jeg danser ikke efter hendes pibe, det er slut!«
»Det er da ikke så svært at få en test,« insisterede Torben.
»Hvorfor?« Mette stirde på ham, kæmpede mod tårerne. »Jeg ved, hvem det barn tilhører. Men gør du? Hvis du har brug for en test, lad os da tage en. Men først skriver vi under på skilsmissen. Jeg vil ikke leve med en mand, der ikke stoler på mig!«
Hendes ord hang i luften som en dom. Forræderiet i deres ægteskab havde revnet, og alt på grund af svigermoren, hvis paranoia forgiftede dem. Mette føler, at hun står på randen af en afgrund, og hun ved ikke, hvordan hun skal redde sin familie fra vanviddet.
