Et uventet opkald – “Er det Peter Iversen?” Stemmen i røret var kold og officiel. – Ja, det er Peter Iversen. Hvem taler jeg med? – Det er lederen af Børnehjemmet. Om en uge fylder din datter tre år, og vi bliver nødt til at flytte hende til en ny institution. Du skal ikke hente hende, vel? – Vent nu, hvilke barn? Hvilken datter? Jeg har en søn, Mads! – stammede jeg chokeret. – Naja Povlsdatter Simonsen. Det er vel din datter? – Nej, det er ikke min. Jeg er Iversen. Peter Iversen. – Undskyld, – lød det træt fra røret, – der må være sket en forvikling. Kort tid efter slog optagede signaler mod ørene som kirkeklokker. “Hvad pokker…?” tænkte jeg irriteret. “En eller anden datter, et spædbarn! Hvilket rod har de med papirerne?” Men opkaldet sad fast som en splint i sjælen. Mine tanker gik til de børn uden hjem, uden varm mor og omsorgsfuld far, uden bedsteforældre og familie. Mads har jo hele holdet – tanter, onkler og det hele… Min kone Lotte opdagede med det samme, at jeg var fjern, svarede ved siden af, og egentlig kan man jo ikke skjule noget for hende efter snart 10 år sammen, og kendt hinanden siden børnehaveklassen! Senere spurgte hun mig direkte over aftensmaden, hvad der var i vejen. – Hvad hedder hun? – Hvem? – svarede jeg forvirret (og hvordan vidste hun om pigen? Har de også ringet til hende?) – Naja, – sagde jeg. – Najsen. – Nå, Najsen altså… Jeg, Lotte, og så hende, Najsen?! – råbte min kone. – Ja, – sagde jeg. – Naja Povlsdatter Simonsen. – Skal jeg også ha’ hendes pasnummer? – råbte Lotte. – Hun har ikke noget pas, hvorfor skulle hun det? – Er hun flygtning eller hvad? – skreg min hustru mere dæmpet. – Hvem er flygtning? Jeg fatter intet… – Din Naja, er hun flygtning? Prøver at få adresse og ophold? Sig det, din slyngel! – Hvad skulle jeg sige?! – jeg sad helt forbløffet, glemte helt maden. Og så begyndte Lotte at græde. Ikke højlydt eller teatralsk, men nogle vrede tårer der trillede direkte ned på forklædet. – Jeg tager til min mor i morgen. Bare så du ved det, Mads bliver hos mig, sagde hun gennem tårerne. – Lotte, hvad sker der dog? Hvorfor til din mor? – Tror du, jeg vil servere for dig og din elskerinde, ham der Najsen? – hvinede hun. Så gik det langsomt op for mig, hvor absurd det hele var. Jeg tog hende om skuldrene, satte hende på køkkensofaen og fortalte hele historien om det mærkelige opkald. Nu græd hun af medlidenhed med den lille pige. Kvinder har virkelig mange tårer, og de kommer frem i tide og utide! Og jeg kan slet ikke fordrage kvindetårer, især Lottes. Efter alt det orker jeg ikke at spise, pillede bare lidt i maden. …Jeg vågnede ved, at Lotte stod og rodede i min telefon! På snart et årti sammen har det aldrig sket før. Så hun troede mig ikke… ledte efter spor af en affære. Det gjorde ondt, det gjorde mig bitter… Pludselig hvisker hun: “Peter… Peter,” og puffer til mig. Jeg lod som om jeg lige var vågnet. – Peter, det var vel det her nummer, det faste, der ringede? – Ja, – svarede jeg automatisk, – det var det. – Sov bare, sov. Og Lotte gik ud af soveværelset – med min telefon. Let nok at sige – prøv at sove nu! Jeg hørte hun tændte computeren. Jeg lå lidt mere, så stod jeg lydløst op og gik ind i stuen. Lotte klikkede på musen og var helt optaget. Hun så ikke, jeg stod bag hende. I søgefeltet stod: “Børnehjem” og vores by. Computeren brummede kort og ud kom alle info – officiel hjemmeside, adresse, telefonnummer og endda et billede af bygningen. Lotte så op på min telefon. – Peter, det passer! – Hvad gør? – Nummeret! Det er børnehjemmets telefon! – Det sagde jeg jo. Så du tjekker altså? Lotte drejede sig på stolen. – Ikke tjekker – undersøger. – Hvorfor? – Peter, institutionen ligger lige her i nærheden, – sagde hun tænksomt som om hun ikke rigtig hørte mig. – Skal vi ikke tage ud og finde ud af, hvordan de har fået dit nummer hvis du slet ikke har noget med sagen at gøre? Det havde jeg slet ikke tænkt på. Men ja, hvor har de egentlig mit nummer fra? Måske vi virkelig burde tage derud og få styr på det? Ellers får jeg aldrig ro for denne sag. Jeg sov næsten ikke resten af natten. Hver gang jeg var ved at falde hen, prikkede Lotte mig i siden igen. – Peter… Peter… – Hvad nu? – Du er sikker på, der ikke har været noget? Måske… en enkelt gang… med din ungdomskæreste, måske. Mødte du hende igen? Fik følelserne blusset op? Hun måske ikke sagde noget, men efterlod bare pigen på sygehuset. Er det sådan? – Hvilken kærlighed, Lotte? Siden børnehaveklassen har du og jeg hængt sammen – og for fire år siden da Mads var tre, kom i børnehave, var altid syg, du var tilbage på arbejde – hvem var hjemme? Jeg! Gik på hjemmearbejde, miksturer, medicin, rutiner, lægebesøg. Hvilke elskerinder, jeg var skeløjet af træthed! Der var og er ikke nogen. – Men hvordan har de så dit nummer? Nogen må have efterladt kontakten? – hun gav ikke slip. Det spørgsmål plagede også mig. Jeg tænkte paranoiaagtigt alle “mistænkelige” bekendtskaber igennem… Men ingen kunne være bag. Men da alt kan ske i livet, besluttede jeg, at vi måtte besøge Børnehjemmet dagen efter for at få styr på det. Selvom vi kom tidligt, var vi ikke de første – foran direktørens kontor sad allerede en bleg, splejset mand med papirer der rystede i hænderne. Om det var nervøsitet eller tømmermænd var ikke til at sige. – Jeg er næste, – sagde han pludseligt med mørk stemme. Døren gik op og han blev kaldt ind. I 15 minutter kunne vi høre stemmer, så brummende, så skarpe. Endelig kom manden ud, rystet og nu uden papirer. Vi blev kaldt ind. – Goddag, – en venlig mørkhåret kvinde stod i vinduet og bed i sine briller. – Hvad kan jeg hjælpe med? – Det drejer sig om i går… – prøvede jeg let. Kvinden satte sig og sukkede. – Det her er ikke tid til gættelege. Forklar det kort og klart. Jeg nævnte opkaldet (stemmen var helt genkendelig). – Åh, det… – kvinden trak på smilebåndet. – Undskyld, jeg kom til at ringe forkert. Vi skulle ikke ringe til dig. – Hvordan kan det være, når I har mit nummer? Hvor har I det fra? – Forstår du, Peter Iversen, jeg tastede forkert: det rigtige nummer starter med 527, men jeg skrev 537. At du OGSÅ hedder Peter Iversen, det er et rent tilfælde. Sådan sker det… Han var ham der var før dig. – Hvem? – spurgte jeg, men anede svaret. – Peter Iversen Simonsen, pigens far. Så jeg undskylder endnu engang, og må tilbage til mine opgaver. Hun rejste sig. “Tove Simonsen Brunn” stod der på hendes navneskilt. Lotte nåede også at læse navnet, for hun spurgte: – Tove Simonsen, vil han tage pigen med hjem? Direktøren så alvorligt på os og satte sig. – Nej, han vil ikke. Pigernes mor er død, og denne Peter Iversen har syv børn hos forskellige kvinder. På tre år har han besøgt Naja to gange, tvunget af os. Hun betyder intet for ham. Var det alt? Så må jeg sige farvel. Vi gik forstenede ud. De lidt større børn var ude på legepladsen. Nogen gyngede, andre rutsjede, to drenge kørte racerløb på bænken. Jeg så på børnene og forstod lidt efter lidt hvad der var galt. På gården var der helt stille. Når vi tog Mads ud, var der altid skrål og latter. Her sad børnene stille, snakkede dæmpet. De virkede som små gamle mennesker. Deres barndom var forsvundet i kampen for at overleve – ingen varme, ingen leg. Jeg kiggede på Lotte. Hendes øjne var fulde af tårer. De tårer igen! Vi gik langsomt mod porten, og pludselig råbte en stemme “Mor!!” Alle børnene vendte sig. En lille pige i sjov pomponhue løb mod os med arme strakt ud. “Mor, mor! Jeg er her!” Hun kastede sig i Lottes ben og græd; en hjerteskærende lyd der også fik det til at brænde i mine øjne. – Naja, Naja! – råbte en pædagog og kom løbende. Hun prøvede at tage pigen, men Naja klamrede sig til Lottes ben. Med lidt chokolade lykkedes det at få pigen løsnet, og vi forlod børnehjemmet nærmest i løb. I bilen sagde vi ikke et ord. Lotte rystede, og jeg kunne heller ikke holde sammen på hænderne. Jeg kørte ind til siden for at få ro. Lotte pegede ud mod et skilt – børnetøjsbutikken “Kids World”. Uden ord, næsten synkront, steg vi ud og gik, hånd i hånd, ind i butikken For at købe en dukke og en lyserød kjole. Vores datter Naja skulle være den kønneste!

Et tilfældigt opkald Er det Poul Johansen? Stemmen i røret var kold og myndig.

Ja, det er Poul Johansen. Hvem taler jeg med?

Det er forstanderen fra Børnehjemmet. Om en uge fylder Deres datter tre år, og vi bliver nødt til at flytte hende til en anden institution. Er De helt sikker på, at De ikke henter hende?

Øh, vent hvilken datter? Hvem? Jeg har en søn, Mads mumlede jeg forvirret.

Anna Pouline Johansen. Det er da Deres datter?

Nej nej, ikke min. Jeg er Johansen. Poul Johansen.

Undskyld, sagde stemmen træt, det må være en fejl i papirer et sted.

En række telefonbeeps rungede som kirkeklokker for mit indre øre.

For pokker da! Hvilket rod, tænkte jeg vredt. Datter, siger de, fra børnehjemmet! Hvad for et kaos har de der i papirerne?

Alligevel sad opkaldet fast i sjælen som en splint. Tankerne vandrede hen på, hvordan det egentlig er at vokse op uden hjem, uden mors varme hænder, uden far, uden bedsteforældre, der hele tiden pusler om én. Mads har jo hele pakken af familie tanter, onkler og en masse kærlighed.

Katja, min hustru, mærkede straks min tavshed, mine forvirrede svar Som om hun ikke kunne læse mig efter ti års ægteskab. Vi lærte hinanden at kende allerede i folkeskolen.

Ud på aftenen, under middagen, spurgte hun direkte, hvad det dog var, jeg gik og tumlede med.

Hvad hedder hun så? sagde hun bare.

Hvem? fnøs jeg (hvordan vidste hun det med pigen? Måske havde de også ringet til hende?).

Anna, siger jeg. Lille Anna.

Åh, det er Anna, så Du har Katja her, og så hende Anna, hva? stemningen blev pludselig elektrisk.

Ja, Anna Pouline Johansen, svarer jeg.

Du kan jo bare give mig hendes personnummer også! råber Katja.

Hun har da ikke noget personnummer, hvorfor skulle hun dog have det?

Er hun en flygtning, eller hva? hvæser Katja langsomt.

Hvem er flygtning? Jeg forstår ingenting længere.

Din Anna! Vil hun have ophold? Sig det nu!

Hvad vil du have jeg skal sige?! sad der, mundlam og helt væk fra aftensmaden.

Så begyndte Katja at græde. Ikke sådan larmende og dramatisk, men med bittesmå, hårde tårer, der faldt ned på forklædet i stille vrede.

I morgen flytter jeg hjem til mor. Du kan glemme alt om at få Mads, græd hun.

Katja, for pokker hvad sker der? Hvorfor skal du hjem til din mor?

Skal jeg bare gå herhjemme og gøre klar til dig og din lille Anna måske? rasede hun.

Det hele begyndte at gå op for mig hvor underlig situationen egentlig var. Jeg fik sat mig ved siden af hende på køkkenbænken og fortalte hende hele historien om opkaldet fra morgenstunden.

Nu græd Katja af medlidenhed for den lille pige. Kvinder har uendelige tårer, og de flyder altid, tænkte jeg ulykkeligt. Og særlig Katja’s tårer bryder jeg mig slet ikke om faktisk gør de mig skrækslagen.

Jeg mistede straks appetitten. Sad bare og stak lidt rundt i maden.

…Jeg vågnede af lyden af Katja, som rodede i min telefon. Det var aldrig sket før i vores ti år sammen. Hun troede altså stadig ikke på mig ledte efter beskeder, måske. Det stak virkelig dybt, den mistro.

Så hviskede hun, næsten lydløst: “Pa-a-ul Pa-a-ul,” og gav mig et lille skub.

Jeg lod som om jeg lige var vågnet.

Paul, det var præcis det her nummer, det fastnet, ikke?

Ja, svarede jeg automatisk, det var det.

Sov bare videre, mumlede hun og listede ud af soveværelset. Hun tog min telefon med sig.

Let nok sagt men søvnen holdt sig væk. Jeg kunne høre computeren blev tændt i stuen. Jeg blev liggende lidt, men gik så stille efter hende.

Katja sad dybt begravet i sin research, da jeg stilte mig bag hende. Søgefeltet lød: “Børnehjem” og vores by.

Computeren summede, og straks poppede billeder, adresse, officiel side og telefonnummer op. Hun kiggede på min telefon.

Poul, det er jo det samme nummer!

Hvad er det?

Nummeret! Det er børnehjemmets nummer!

Det sagde jeg jo. Nu checker du mig rigtig ud, eller hva?

Katja drejede på stolen.

Jeg undersøger bare…

Hvorfor?

Poul, børnehjemmet ligger jo lige nede ad gaden, svarede hun fraværende. Skal vi ikke tage derned? Altså, hvorfor har de dit nummer, hvis du slet ikke kender dem?

Det havde jeg faktisk ikke tænkt over. Ja, hvorfra havde de det faktisk? Måske skulle vi bare køre ud og få klarhed, så jeg ikke får tildelt flere “børn”.

Den nat lå jeg og vred mig. Lige idet jeg var ved at falde hen, puffede Katja til mig igen.

Poul Poul.

Hvad nu?

Er du nu sikker på, du ikke har noget kørende? Altså, bare én enkelt gang måske med din første kærlighed Hvad hvis du, efter alle de år, pludselig mødte hende, og så? Måske sagde hun ikke noget, men lod bare pigen blive. Nå, Poul, hvad?! Poul!

Katja, siden jeg satte mig ved siden af dig i 1. klasse, så har jeg ikke siddet nogen andre steder. For tre år siden var Mads syg hele tiden, og du var tilbage på arbejde, så det var altså mig, der var hjemme med ham kan du huske det? Jeg slæbte rundt på ham, bryggede saft, løb til lægen, lavede mad. Jeg faldt om på sofaen, bare jeg så en pude! Ingen elskerinder der var kun dig.

Men hvorfor har de så dit telefonnummer der? Er der én, der prøver på noget? begyndte Katja nu at spekulere.

Det spørgsmål rodede altså også i mit hoved. Alle gamle bekendtskaber blev scannet i hukommelsen men ingen med det temperament, der kunne finde på at oplyse mit nummer. Den mest eventyrlige havde for længst pakket tasken og var rejst ud af landet.

Livet er nu engang fyldt med overraskelser, så jeg bestemte mig for, at vi næste dag ville tage op på børnehjemmet.

Selv om vi kom tidligt, sad der allerede en anden og ventede foran forstanderens kontor en lyshåret, ranglet fyr i en slidt skovmandsjakke. Han sad og kneb papirer nervøst i hænderne, øjnene flakkede, fingrene dirrede. Sikkert forsømt af nattens strabadser.

Det er min tur bagefter, brummede han lavt med dyb stemme.

Straks blev døren åbnet for ham. Indenfor lød stemmer. Dels en monoton røst, dels hans brummende bas.

Da han forlod kontoret, forpjusket, uden papirer, gestikulerede sekretæren, at det var vores tur.

Goddag, en nydelig, mørkhåret kvinde stod ved vinduet og bed sig i brillestængerne. Hvad kan jeg hjælpe med?

Det drejer sig om et telefonopkald fra i går, sagde jeg.

Lad nu være med de gåder. Forklar konkret og kort, tak!

Så fortalte jeg om opkaldet (jeg genkendte stemmen).

Nå ja, kvinden smilede træt, undskyld, det var en fejl. Vi fik ringet til det forkerte nummer.

Men hvordan kunne I få fat på MIT nummer?

Ser du, Poul Johansen, jeg tastede forkert. Det skulle have været 42 87…, men jeg kom til at taste 43. Og at du hedder Poul Johansen det er bare et tilfælde. Sådan kan det gå.

Ham, vi egentlig skulle have fat i, var ham, du lige så gå ud.

Hvem? spurgte jeg, velvidende.

Poul Johansen, pigens far.

Så, undskyld igen. Vi har meget travlt, ønsk god dag.

På hendes navneskilt stod: Tove Madsen, Forstander.

Katja havde også læst det, for hun spurgte:

Tove, tager han så pigen?

Tove rystede på hovedet og satte sig tungt i stolen.

Nej. Moren er død, og hans børn er efterhånden syv, af syv forskellige mødre. I de tre år, pigen har været her, har han kun været her to gange presset af kommunen. Anna interesserer ham ikke. Kan jeg hjælpe med mere?

Vi gik fortumlede ud. På legepladsen udenfor svingede store børn på gynger, nogle rutsjede, mens to drenge legede bilrace på bænken.

Jeg kiggede længe på børnene og mærkede kulden i haven alt var anderledes. Hos Mads gik det aldrig stille for sig der var råben og grin og skrig. Her kun dæmpet sniksnak, ingen latter i vinden. Jeg tænkte: De her børn er som små, gamle mennesker. De er blevet voksne alt for tidligt, uden tid til barndom.

Det har været overlevelse isnende kulde, ingen mad, legetøj, ingen omsorg eller varme. Kun voksnes ligegyldighed… nogen gange værre endnu.

Jeg mødte Katjas blik hendes øjne var våde igen. Tårerne flød.

Vi traskede mod porten og så, pludselig, blev stilheden brudt: Mor! råbte en lille stemme.

Alle børnene vendte sig. Lige mod os kom en lille pige løbende med en strikket hue og store øjne. Mor, mor, jeg er her! Hun kastede sig grædende om Katjas ben, og hun jamrede så hjerteskærende, at jeg selv måtte blinke tårerne væk.

Anna, Anna! En pædagog ilede hen mod os. Hun forsøgte at løfte pigen, men Anna holdt sig grædende fast om Katjas ben.

Til sidst lykkedes det, da pædagogen fandt en chokoladebar i lommen. Vi gik hurtigt mod bilen.

Vi sad længe tavse i bilen. Katja rystede, og mine hænder dirrede endnu mere end ham den anden Poul før os. Jeg kørte ind til siden for at finde ro.

Katja så ud ad vinduet, så hen mod et butiksskilt Børnecirklen to skridt derfra.

Uden et ord steg vi ud, tog hinandens hænder og gik ind.

Efter en dukke og en lyserød kjole.

Vores Anna skal være den fineste.