– Jeg var igang med at rydde op på loftet, – sagde Mikkel Pedersen, – og så fandt jeg et gammelt brev…
– Jeg husker, hvor tit du skrev brev til mor. Især til højtiderne, – smilede Ida og så farens nye rynker.
– Jo, men dette brev er ikke mit. Adressen er mærkelig… Byen Sønderby. Selve frimærket er intakt. Men vi kender da ingen i Sønderby!
Mikkel Pedersen kradsede sig i nakken, mens han prøvede at huske, hvor brevet kom fra. Netop derfor havde han søgt hjælp hos sin datter. Og han havde ikke taget fejl.
– Far, husker du ikke, du fortalte, at da jeg var nyfødt, arbejdede du på posthuset? Måske er det derfra… For vi har virkelig ingen i Sønderby, det ved jeg helt sikkert.
– Hmm, – Mikkel Pedersen stirrede på væggen, og efter et øjeblik løftede han hænderne. – Sikke en gammel nar! Selvfølgelig. Jeg brækkede benet dengang, og så mistede jeg min posttaske. Fik endda en reprimande og måtte betale for den. 800 kroner, husker det som var det i går.
– Ej, hvor vildt. Så modtog vedkommende altså ikke brevet? – spurgte Ida interesseret.
– Hvem – vedkommende? – Mikkel Pedersen rynkede panden.
– Altså, modtageren.
– Åh, det var en kvinde! – Mikkel Pedersen smilede. – Brevet var til en dame.
Faren og datteren tav. Hver tænkte sine tanker: Mikkel mindedes sin tid på posthuset, en af de hårdeste perioder i hans liv, mens Ida spekulerede på, hvad der stod i brevet. Hun prøvede endda at lyse gennem kuverten med en lommelygte, men gennem det tykke pap kunne hun ikke tyde bogstaverne. Så brød hun stilheden:
– Skal vi ikke aflevere det?
– Hvorhen nu? – Mikkel Pedersen var straks med i samtalen. – Der er sikkert ingen tilbage. Der er gået tyve år – de er nok flyttet for længst. Eller døde, som det nu går.
– Men tænk, hvis? Kom nu, lad os prøve. Det er så spændende. Måske har du ændret nogens liv! – Ida tog forsigtigt brevet fra faren. – Jeg kører dig derud. Vi tager afsted i morgen tidlig!
Morgenen i Sønderby mødte dem med stilhed og ro. Ida og hendes far kørte fyrre kilometer, før de nåede den lille by. Den solrige sommertur gav dem begge uforglemmelige øjeblikke.
De smalle gader var ukendte, men moderne skilte hjalp dem med at navigere i labyrinten af veje. Ida fulgte nøje med i gadenavnene, mens hun kørte langsomt. Mikkel Pedersen studerede omgivelserne, mens han prøvede at huske vejen.
– Her er det, hus nummer femogtredive, – Ida standsede ved et pænt træhegn med en udskåren låge.
En kvinde i treserne kom ud, med venlige øjenrynker og grå stænk i det mørke hår. Hun så nysgerrigt på gæsterne, usikker på, om hun kendte dem.
– Goddag! – sagde Ida høfligt. – Vi kommer af en meget mærkelig grund. For tyve år siden var dette brev tiltænkt Dem, men ved en fejl endte det i vores familje. Vi fandt det for nylig og ville gerne aflevere det nu.
Kvinden målte dem med et skeptisk blik.
– Hvad for et brev? – spurgte hun forsigtigt.
Ida trak det gullige kuvert frem og læste:
– Til Maria Jensen.
– Ja, det er mig, – svarede kvinden. – Men jeg kan ikke huske, at jeg ventede et brev. Især ikke for tyve år siden. Hvem er afsenderen?
Hun rakte ud efter kuverten. Øjnene løb hurtigt over adressen, men navnet var hende ubekendt.
– Kom indenfor, – sagde Maria hurtigt og trådte til side. – Sådanne ting drøfter man ikke på dørtrinnet.
Mikkel Pedersen og Ida udvekslede et blik, før de trådte ind i haven. Alt var pynteligt og velholdt, som om Maria hele sit liv havde ventet på gæster.
Ti minutter senere sad de ved et lille bord. Maria satte en tekande og kopper frem.
– Vær så venlig, – sagde hun kort.
Hun åbnede en lommekniv og skar forsigtigt kuverten åben. Ida tilbød:
– Skal vi lade Dem læse det alene?
– I er nysgerrige selv, – smilede Maria. – Og jeg vil helst ikke læse det alene. Jeg føler mig allerede foruroliget.
Mikkel Pedersen nippede højlydt til sin te. Ida sendte ham et bebrejdende blik, men Maria lagde ikke mærke til det. Hun foldede brevet ud. Øjnene løb frem og tilbage. Pludselig blegnede hun og sank sammen på stolen, næsten uden at trække vejret. Brevet faldt af hendes skødesløse hånd.
Ida sprang op, usikker på hvad hun skulle gøre. Hun tøvede, men løb så ud i køkkenet.
– Vent, Maria Jensen! Jeg henter vand! Far, vift hende! – råbte Ida over skulderen, mens hun famlede i det fremmede hjem.
På køkkenet fandt hun et glas og fyldte det med vand. Hænderne rystede let, da hun kom tilbage. Maria sad stadig, men holdt nu brevet tæt til brystet. Farven begyndte at vende tilbage i hendes ansigt.
– Her, drik lidt, – hviskede Ida og rakte hende glasset.
– Tak, – svarede Maria og tog en slurk. – Undskyld, at jeg skræmte jer. Jeg har det fint nu.
– Næh, det er os, der har forstyrret Dem… – sagde Mikkel Pedersen skyldbevidst, mens han viftede hende med et viskestykke.
– I aner ikke, hvad I har gjort, – Maria så på Mikkel.
Ida stirrede på faren, som om hun spurgte, hvad han havde udrettet. Men han trak bare på skuldrene – han forstod det heller ikke. Maria fortsatte:
– I har ændret hele mit liv…
Hun stirrede stadig på Mikkel Pedersen. I hendes øjne læste han en hel følge af følelser – fra smerte til accept.
– Brevet er fra min mands elskerinde… – begyndte hun og famlede efter ordene. Ida gispede. – Kan I forestille jer? De havde en affære, jeg ikke engang anede.
– Anede De det ikke? – spurgte Ida.
– Nej. Eller jo, jeg mistænkte det. For tyve år siden skændtes vi hårdt, Ove og jeg. Jeg undgik ham i månedsvis, fordi jeg følte, han løj for mig. Men dengang var tiden en anden. Ingen mobiltelefoner, ingen beskeder. Han stod ved porten og bad mig om at tale med ham. Og så opdagede jeg, at jeg var gravid i fjerde måned. Jeg fortalte det til Ove. Og så forandrede han sig totalt. Fra det øjeblik gavHan svigtede mig aldrig igen, og nu forstår jeg endelig hvorfor – det var ikke kun mig, han elskede, men også tanken om den familie, vi skabte sammen.
