Okay, så hør lige her jeg ville fortælle dig om noget, der skete forleden, og det var bare så underligt, du tror det ikke! Så Ida stod ved busstoppestedet og skulle hjem til forældrene bare sådan, du ved, helt almindeligt. Der var kun én ledig plads tilbage i bussen, lige ved siden af en mand, der nok var et par år ældre end hende. Ida tænkte ikke så meget over det hun havde syv timers bustur foran sig, og hovedet var fyldt med tusind ting, der skulle fikses.
Da bussen begyndte at trille, satte hun sig godt til rette. Allerede efter et par minutter begyndte hun at dufte sådan en blanding af moskus og stærk, ristet kaffe, sådan en duft, som bare er lidt bitter og vildt dragende. Det sendte hende direkte tilbage i minderne.
Hun tænkte på dengang, det var sommer, alting var varmt, og hun var bare 17. Hendes absolutte yndlingskæreste dengang hed Mads, og han duftede præcis sådan. De lå i det høje græs nede ved Gudenåen, kyssede, stjernerne glimtede over dem, og hver gang hviskede Mads i hendes øre, at de altid ville være sammen, at han aldrig kunne drømme om at forlade hende. Ida var så vild med ham den første rigtige forelskelse. Hun ville have droppet alt for ham, endda uddannelsen, bare for at være tæt på ham.
Men så slog skæbnen ind. Mads skulle i militæret, og han kom aldrig tilbage i stedet fandt han en pige ovre i Aalborg og giftede sig med hende. Så sad Ida der, helt sønderknust. Hun havde faktisk slet ikke datet nogen siden, kunne ikke rigtig slippe tanken om Mads, selvom det efterhånden var ti år siden.
Sådan sidder hun, og pludselig kigger hun lige hurtigt på ham fyren ved siden af. Seriøst! Brun hår, blå øjne, markeret næse og de dér lidt fyldige læber høj, helt ligesom Mads. Mit hjerte bankede helt vildt, fortalte hun.
Undskyld, hedder du tilfældigvis Mads? spørger hun så forsigtigt. Fyren griner lidt, sender hende et kæmpe smil og svarer: Nej, jeg hedder Asger. Men ærligt talt, han lignede altså Mads så meget!
Og hvad hedder du så? spørger Asger, mens han stadig har det der varme blik. Ida får et lille blackout, men får så fremstammet: Ida hyggeligt at hilse på dig.
Det er virkelig rart at møde dig, Ida! Ved du hvad, du ligner faktisk en bestemt pige helt vildt Asger smiler nærmest genert.
Ida spørger: Gør jeg det? Hvem dog?
Min første kærlighed. Det gik ikke godt med os, hun fandt en anden fyr, og jeg tænker stadig på hende her ti år senere. Og nu sidder du pludselig her, og jeg kan nærmest ikke tro det. Man kunne godt høre på hans stemme, og den måde hans kinder blev lidt røde, at det var ægte, det han sagde. Minder var der nok af.
Ida svarer: Ej, det er for mærkeligt. Jeg har præcis den samme historie. Du ligner min Mads på en prik. Jeg sidder og tænker, kan det virkelig passe, at det sker?
Ved du hvad, Ida skal vi ikke bytte numre og se, om vi kan snakke videre? foreslår Asger. Det siger hun sgu ja til.
Så begyndte de at snakke, og du ved, hvem ved hvor det ender? Måske er det bare livet, der giver dem en ekstra chance bare med nye ansigter, men de samme hjerter. Man må jo næsten tro, der er en mening med det hele, ikke?
