Tilfældig opringning
Poul Andersen? stemmen i røret var kold og formel.
Ja, jeg er Poul Andersen. Hvem har jeg fornøjelsen af at tale med?
Det er forstanderen fra Børnehjemmet. Om en uge fylder din datter tre år, og vi bliver nødt til at flytte hende til en anden institution. Du er sikker på, at du ikke vil hente hende hjem?
Vent lige, hvilken datter? Jeg har kun en søn, Mikkel, mumlede jeg chokeret.
Maren Poulsdatter Nielsen. Det er jo din datter?
Nej, det er ikke min. Jeg hedder Andersen. Poul Andersen.
Undskyld, lød det trætte svar, det må være en eller anden forveksling.
De monotone bip lød tungt, som kirkeklokker mod mine ører.
“Det var dog utroligt! tænkte jeg forarget. En datter? Et lille barn! Hvad er det dog for rod de har i papirerne derinde?!”
Men opkaldet satte sig fast som en splint i sjælen. Jeg kom til at tænke på, hvordan børn mon oplever livet uden et hjem, uden en varm mor, en omsorgsfuld far, og travle bedsteforældre. Mikkel har jo hele familien omkring sig, inklusiv tanter og onkler på begge sider…
Anne lagde straks mærke til min distraktion, de lidt mærkelige svar, og hun kunne jo ikke misse noget, når vi har boet sammen i snart ti år og kender hinanden helt tilbage fra første klasse!
Da aftenen kom, spurgte hun over middagen direkte, hvad der var galt.
Hvad hedder hun så?
Hvem? svarede jeg forvirret (havde hun også fået et opkald?).
Maren, sagde jeg. Maren.
Nå, Maren altså… Jeg er din Anne, men hun er så din Maren?! sagde Anne lidt højere.
Ja, svarede jeg. Maren Poulsdatter Nielsen.
Så kan du vel også fortælle mig hendes CPR-nummer! råbte Anne.
Nej, hun har da intet CPR-nummer, hvad skulle det gøre godt for?
Er hun flygtning eller hvad? snøftede Anne nu lidt mindre højt.
Hvem er flygtning? jeg fatter intet.
Din Maren! Vil hun mon gerne på folkeregisteret? Sig det, din slyngel!
Hvad skal jeg sige? sad jeg, helt bestyrtet, glemte middagen.
Og så begyndte Anne at græde. Ikke hysterisk, ikke dramatisk, men vrede tårer som trillede ned på hendes forklæde.
I morgen tager jeg til min mor. Du skal vide, Mikkel giver jeg dig ikke, sagde hun igennem tårerne.
Anne, hvad sker der? Hvorfor til din mor?
Tænkte du, jeg skulle gå her og være husholderske for dig og din Maren? råbte hun.
Så gik det endelig op for mig, hvor absurd det hele var.
Jeg tog hende blidt om skuldrene, satte hende på den lille sofa i køkkenet og fortalte hende hele historien om det mærkelige opkald.
Nu græd Anne af medlidenhed med pigen. Kvinder har virkelig mange tårer, og de fælder dem uden skam og i store mængder! Og jeg har det svært med tårer, især Annes, jeg blir helt bange af det.
Maden var ligesom ikke længere vigtig, jeg spiste lidt distræt.
…Jeg vågnede næste morgen til lyden af Anne, der stod ved min telefon! På næsten 10 års ægteskab havde det aldrig før været sådan. Så hun troede ikke på mig… ledte efter spor af kærlighedsbeskeder. Det gjorde mig virkelig trist og ubehageligt tilpas… Og så hvisker hun: “Poul, Poul” og prikker mig forsigtigt.
Jeg lod som om jeg lige var vågnet.
Poul, det er det her nummer der ringede, det faste, ikke?
Ja, svarede jeg automatisk, det var det.
Sov videre. Anne forlod soveværelset og tog min telefon med.
“Let sagt, men svært gjort…” Jeg hørte hun tændte computeren. Jeg ventede lidt, men så listede jeg ud til stuen.
Anne var så opslugt af musen, at hun ikke mærkede jeg stod bag hende.
I søgefeltet stod: “Børnehjem” og vores by.
Computeren brummede lidt, så kom alt: officiel hjemmeside, adresse, telefonnummer og et billede af bygningen. Anne kiggede på skærmen og sammenlignede med min telefon.
Poul, det passer!
Hvad passer?
Nummeret! Det er børnehjemmets telefon!
Det var det jeg sagde. Og du skulle altså undersøge det?
Anne vendte sig på stolen.
Ikke undersøge, bare tjekke.
Hvorfor?
Poul, børnehjemmet ligger jo tæt på, sagde hun, lidt i sin egen verden.
Skal vi ikke køre derhen? Hvor har de fået dit nummer fra, hvis du ikke har nogen forbindelse?
Det havde jeg faktisk ikke tænkt over. Men ja, hvordan? Måske burde vi virkelig tage derhen og undersøge det. Ellers får jeg jo måske flere børn tilknyttet, uden jeg aner det!
Så den nat sov jeg elendigt. Lige som jeg var ved at falde i søvn, stak Anne til mig igen.
Poul… Poul…
Hvad nu?
Du har helt sikkert aldrig haft noget med nogen? Ikke bare… en enkelt gang… første kærlighed? Mødte du hende igen, og følelserne vågnede, måske? Og hun sagde aldrig noget, men satte bare pigen i pleje? Hvad, Poul? Poul?!
Hvilken kærlighed, Anne? Jeg satte mig jo ved siden af dig i første klasse, og har ikke budt mig til nogen andre siden. For fire år siden da Mikkel var tre og skulle i børnehave, du kom tilbage til arbejdet, hvem passede ham? Mig! Jeg måtte tage hjemmearbejde, husker du? Hostesaft, piller, spisevaner, lægebesøg. Hvilke elskerinder? Jeg hang knap nok sammen selv og faldt i søvn dagligt før hovedet nåede puden! Jeg har aldrig haft nogen, får aldrig nogen!
Hvorfra har de så dit nummer? Nogen må have skrevet det ind, Anne gav sig ikke.
Det spørgsmål nagede også mig. Jeg tænkte alle de kvinder igennem, jeg kunne forestille mig. Men der var intet mellem os, og deres væsen kunne måske godt lave sådan et stunt.
Men de var alle ude af ligningen: nogen havde fået orden på deres liv, andre havde bedsteforældre til barn, og den mest energiske var flyttet ud af landet for fem år siden.
Men nu tog jeg en beslutning: i morgen skulle vi besøge børnehjemmet personligt.
Vi kom tidligt, men var ikke de første udenfor kontoret sad en lille bleg mand med strittende lyst hår. Han var pænt klædt men alligevel… lidt sjusket, uplejet. Øjnene flakkede, hænderne med papirerne rystede lidt. Om det var nerver eller tømmermænd, var ikke let at se.
I kommer efter mig, sagde manden med dyb stemme.
Døren blev åbnet og han blev lukket ind. Cirka 15 minutter lød en jævn stemme, afbrudt af hans bas.
Til sidst kom manden ud, lettere forpjusket og uden papir, og vi blev kaldt ind.
Goddag, en kvinde med mørkt hår i fyrrerne stod ved vinduet og bed lidt i brillestangen. Hvad drejer det sig om?
Det drejer sig om i går, forsøgte jeg muntert.
Kvinden satte sig ved skrivebordet.
Jeg har faktisk ikke tid til gåder. Gør mig den tjeneste at forklare problemet så kort som muligt.
Jeg mindede hende om gårsdagens opkald (stemmen genkendelige).
Åh, det… kvinden smilede undskyldende. Undskyld, det var en fejl, vi ringede til den forkerte.
Hvordan, når I har mit nummer? Hvor har I det fra?
Det er, Poul Andersen, fordi jeg trykkede forkert på én tast. Det rette nummer starter med 321, jeg fik trykket på 312. At du også hedder Poul Andersen, er et rent tilfælde. Sådan går det… Han var forresten lige her.
Hvem? spurgte jeg dumt, men svaret kendte jeg allerede.
Poul Nielsen, far til pigen.
Så jeg beklager endnu engang og må sige farvel. Undskyld, men jeg har travlt.
Hun rejste sig.
“Therese Madsen Forstander” stod der på hendes navneskilt.
Anne havde tydeligvis læst det, for hun spurgte:
Therese, tager han, Poul Nielsen, pigen med hjem?
Direktøren så på os og satte sig igen.
Nej, det gør han ikke. Moren er død og Poul har børn med flere kvinder hele syv stykker. På tre år er han kun kommet her to gange, presset af os. Maren betyder ikke noget for ham. Det var det, tak. Har I flere spørgsmål? Farvel.
Vi kom ud, rystede over det hele.
De ældste børn var ude at lege. Nogle gyngede, nogle rutsjede, to drenge havde mini-race med legetøjsbiler på en bænk.
Jeg kiggede på de børn, og det gik langsomt op for mig, hvad der virkelig var galt.
Der var næsten stille på gården. Når Mikkel leger hjemme, er der straks skrål, latter, larm. Her var børnene stille, de talte sagte sammen, ingen råb, ingen grin. De lignede små, gamle mennesker. Disse børn var blevet voksne før tid, for barndommen var aldrig noget de havde. Det var overlevelse først i kulde, ofte manglen på mad, ingen legetøj, ingen tøj, voksne, der var ligeglade eller ligefrem hårde.
Jeg vendte mig mod Anne. Hendes øjne var fulde af tårer.
Igen disse tårer! De kommer altid, når der er den mindste grund.
Vi gik langsomt mod porten, og netop dér blev stilheden brudt af et råb: “Mor!”. Hele flokken vendte sig. En lille pige i en skør hue med kvast løb direkte mod os med armene bredt ud.
Mor, mor! råbte hun. Jeg er her!
Hun kastede sig om Annes ben, og gråd lød, så hjerteskærende at jeg selv måtte tørre øjnene.
Maren, Maren! kom pædagogen løbende. Hun forsøgte at løfte pigen, men hun strittede imod og holdt fast i Annes ben.
Til sidst fik de hende løst (en chokoladebar fra pædagogen afgjorde sagen), og vi forlod børnehjemmet hurtigt.
Vi sagde ingenting i bilen. Anne rystede, og jeg følte mig også mærket. Mine hænder var urolige, som min navnebrors tidligere, og jeg måtte holde ind for at få ro.
Anne pegede ud mod en butik med øjnene.
Uden at tale forlod vi bilen sammen, tog hinanden i hånden og gik ind i “Børnenes Verden”.
For at købe en dukke og en pink kjole.
Vores lille Maren skal være den fineste pige af alle.
