Tilfældigt opkald
Poul Jørgensen? lød stemmen i røret, kølig og formel.
Ja, det er Poul Jørgensen. Hvem taler jeg med?
Det er lederen fra Børnehjemmet. Om en uge fylder din datter tre år, og vi bliver nødt til at flytte hende til et andet sted. Er du helt sikker på, at du ikke vil hente hende hjem?
Vent lidt, hvilken lille pige? Hvem datter? Jeg har jo en søn, Mikkel, mumlede jeg chokeret.
Ane Poul Jørgensen. Det er vel din datter?
Nej, det er ikke min. Jeg hedder Jørgensen, Poul Jørgensen.
Beklager, sagde stemmen træt, der må være sket en forveksling.
De hurtige, afbrudte toner, der kom sekundet senere, satte sig som en alarmklokke i mine ører.
«Det er da for vildt! blev jeg forarget. En datter, forstå det! Hvilken forvirring har de gang i med deres papirer?»
Men opkaldet satte sig fast i mig som en splint. Pludselig begyndte jeg at tænke på, hvordan det mon er for børn uden et hjem, uden en varm mor, omsorgsfuld far og kærlige bedsteforældre. Mikkel havde jo hele familien omkring sig, både tanter og onkler fra begge sider…
Karen bemærkede straks, at jeg var tankefuld, svarede forkert på hendes spørgsmål, og ikke meget undrer hende, efter snart ti år sammen, og vi har kendt hinanden siden første klasse.
Hun ventede til aftensmaden, og så spurgte hun direkte, hvad der var galt.
Hvad hedder hun så? spurgte hun.
Hvem? svarede jeg overrasket (hvordan ved hun om pigen? Måske har de også ringet til hende?).
Ane, sagde jeg. Anette.
Nå, Anette altså… Jeg er Karen for dig, og så hedder hun Anette?! hævede min kone stemmen.
Ja, svarede jeg. Ane Poul Jørgensen.
Skal jeg have hendes CPR-nummer med også?! råbte Karen.
Hun har jo intet CPR-nummer, hvorfor skulle hun det?
Er hun flygtning eller hvad? hvæsede hun lidt mere dæmpet.
Hvem er flygtning? jeg var helt rundt på gulvet.
Din Anette, er hun flygtning? Prøver hun at få adresse her? Sig det, din slyngel!
Hvad skal jeg sige? jeg sad fuldstændig målløs, glemte alt om aftensmaden.
Så brast Karen i gråd. Ikke noget dramatisk, bare dybe, rasende tårer, der strømmede ned over forklædet.
Jeg tager til min mor i morgen. Husk, du får ikke Mikkel, sagde hun gennem tårerne.
Karen, hvad er der dog med dig? Hvorfor til din mor?
Tror du, jeg skal finde mig i at være husholderske for dig og din elskerinde, hende Anette?! eksploderede hun.
Langsomt begyndte det absurde i situationen at gå op for mig.
Jeg lagde armen om hendes skuldre, satte hende på køkkenbænken og fortalte hende om det mystiske opkald i morges.
Nu græd Karen af medlidenhed med den lille pige. Kvinder har virkelig mange tårer, de kan græde over enhver lille ting, og i store mængder. Jeg tåler ikke tårer, især Karens, det gør mig utilpas og utryg.
Efter det havde ingen af os lyst til mere aftensmad, jeg pillede bare lidt rundt på min tallerken.
…Jeg vågnede ved, at Karen stod og snoede sig med min telefon! Det var aldrig sket før på de snart ti år vi har levet sammen. Hun mistede sin tillid ledte efter spor af kærlighedsbeskeder. Jeg blev så bitter og skuffet over hendes mistro.
Pludselig sagde hun: «Poul, Poul» og prikkede mig forsigtigt.
Jeg lod som om jeg netop var vågnet.
Det var det her nummer, der ringede, det faste, ikke?
Ja, svarede jeg automatisk, det.
Sov videre, sov bare. Og Karen gik ud af soveværelset, mens hun tog min telefon med.
Det er nemmere sagt end gjort sov videre. Jeg hørte computeren blive tændt. Jeg blev liggende lidt, og gik så ind i stuen.
Karen sad dybt koncentreret med musen og bemærkede ikke, at jeg stod bag hende.
I søgefeltet havde hun skrevet: «Børnehjem» og vores by.
Maskinen brummede en smule og gav fuld information officiel hjemmeside, adresse, telefonnummer og foto af bygningen. Karen nærlæste min telefon.
Poul, det passer!
Hvad passer?
Telefonnummeret! Det er børnehjemmets nummer!
Det sagde jeg jo. Så du tjekker altså?
Hun snurrede rundt på stolen.
Jeg tjekker ikke, jeg undersøger.
Hvorfor??
Poul, det børnehjem ligger jo ikke langt herfra, sagde Karen tankefuldt, som om hun ikke hørte mig.
Skal vi ikke tage derhen? Hvor har de fået dit nummer fra, hvis du er helt uvedkommende?
Det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Måske skulle vi tage derhen og finde ud af det? Ellers risikerer jeg flere mærkelige opkald om andres børn.
Jeg kunne slet ikke sove den nat. Lige inden jeg faldt hen, blev jeg skubbet igen.
Poul… Poul
Hvad nu?
Du er sikker på, der ikke har været noget med nogen? Måske… et enkelt gang… din første kærlighed? Måske mødte du hende efter alle de år, og så blev følelserne vakt, hva? Og hun sagde ikke noget, men lod pigen blive på hospitalet. Hvad, Poul? Poul!
Hvilken kærlighed, Karen? Siden jeg sad ved siden af dig i første klasse, har jeg bare været med dig. Og husk nu, Mikkel var tre for fire år siden, lige startet i børnehave, var syg hele tiden og du begyndte at arbejde igen. Hvem passede ham? Mig. Jeg måtte tage hjemmearbejde, husker du? Masser af medicin, kostplan, lægebesøg. Hvilke elskerinder? Jeg var helt udmattet dengang, faldt i søvn før jeg nåede puden! Jeg har aldrig været utro!
Hvordan kom dit nummer dertil så? Nogen må have givet dem det? insisterede hun.
Det spørgsmål nagede også mig. Jeg tænkte på alle de kvinder jeg engang kendte, men ingen af dem kunne have gjort det, selvom de var lidt drilske af natur.
Men de var alle ude af spillet: én havde fundet lykken, én havde sin mor som babysitter, og den mest driftige var flyttet ud af landet for fem år siden.
Men man ved aldrig hvad livet byder på, så jeg besluttede at besøge børnehjemmet dagen efter.
Vi kom tidligt, men var ikke de første foran døren til lederens kontor sad en spinkel, lyshåret mand. Klædt pænt, men lidt sjusket på en måde. Øjnene flakkede, hænderne, der krammede nogle papirer, rystede lidt, måske af nervøsitet eller mere sandsynligt efter gårsdagens strabadser.
I kommer efter mig, sagde han uventet med dyb bass.
Kort efter blev han kaldt ind på kontoret. I cirka 15 minutter lød en jævn stemme, afbrudt af hans rumlende bassinlæg.
Endelig kom han, forpjusket og uden papirer i hånden, ud af kontoret, og vi blev kaldt ind.
Goddag, en venlig brunhåret kvinde i 40erne stod ved vinduet og bed i brillestangen. Hvad kan jeg hjælpe med?
Vi kommer angående opkaldet i går, forsøgte jeg at være morsom.
Kvinden satte sig til bordet.
Jeg har ikke tid til gåder. Vær venlig at forklare kort og konkret.
Jeg mindede hende om morgens opkaldet (stemmen var genkendelig).
Åh, ja… kvinden smilede træt. Undskyld, det var en fejl, jeg ringede til den forkerte.
Hvordan kan det være, jeg har jo aldrig haft mit nummer andre steder? Hvor fik I det fra?
Det var et nummer, jeg slog forkert. Det begynder med 72, men jeg tastede 73. At du også hedder Poul Jørgensen, det er rent tilfælde. Sådan sker det… Han var lige inde før jer.
Hvem? spurgte jeg, selvom jeg vidste svaret.
Poul Jørgensen, far til pigen.
Jeg må endnu engang undskylde og sige farvel. Undskyld mig, jeg har meget at tage mig af.
Kvinden rejste sig.
«Thora Kristensen» læste jeg på hendes navneskilt.
Karen havde også opfanget det, for hun spurgte:
Thora, tager han, Poul Jørgensen, pigen med sig hjem?
Lederen satte sig igen.
Nej, det gør han ikke. Pigernes mor er død, og denne Poul har syv børn med forskellige kvinder. På tre år har han kun været her to gange, og det var under pres fra os. Anette betyder intet for ham. Det var alt, tror jeg? Undskyld mig, hvis jeg er kort for hovedet. Farvel.
Vi forlod bygningen, fuldstændig rystede over det vi havde oplevet.
De ældste børn var ude og lege. Nogle gyngede på små gynger, nogle gled ned ad rutsjebane, to drenge havde racerløb på bænkene.
Jeg betragtede børnene og langsomt indså jeg, hvad der var galt.
Der var stille i gården. Når vi tog Mikkel ud, begyndte han straks at råbe, hvine, snakke højt. Disse børn var stille, de lo ikke højt, bare hviskede forsigtigt til hinanden. De lignede små gamle. Disse børn var blevet voksne før de kunne lege, for de havde aldrig haft et barndom. Kun overlevelse nogle havde det koldt, andre sultede, der manglede legetøj og tøj, ingen voksne, nogle gange endda grusomhed.
Jeg vendte mig mod Karen, hendes øjne var fulde af tårer.
Igen disse tårer! Hver gang, og straks!
Vi gik langsomt mod porten, da en stemme pludselig lød: «Mor!» Alle børn vendte sig mod os. En lille pige, iført en sjov hue med kvast, løb direkte mod Karen med armene bredt ud.
Mor, mor!!! råbte hun. Jeg er her!!!
Hun kastede sig om Karens ben, og der lød en gråd, så dyb og bitter, at også mine øjne blev fugtige.
Anette, Ane! kom pædagogen løbende op ad stien. Hun forsøgte at tage pigen op, men pigen nægtede og holdt fast om Karens ben.
Med chokolade lykkedes det omsider at løsne hende, og vi forlod børnehjemmets område nærmest løbende.
I bilen sagde vi ingenting. Karen rystede, og jeg følte mig heller ikke godt tilpas. Mine hænder skælvede lidt, som min navnebrors, og jeg holdt ind til siden for at berolige mig selv.
Karen pegede diskret ud af vinduet på en butik lige ved siden af.
Uden at sige noget, steg vi ud og gik hånd i hånd ind i «Børnenes Butik».
Efter en dukke og et lyserødt kjole.
Vores datter Anette skal være den smukkeste!
