En tilfældig opdagelse afslørede en hemmelighed, som var blevet holdt skjult i mange år!
Tror du på skæbnen? Nogle gange kan en ubetydelig ting vælte muren af løgne, som er blevet bygget sten for sten gennem årene. Denne historie fandt sted i en ganske almindelig bypark, men dens afslutning får stadig mit hjerte til at slå hurtigere, hver gang jeg tænker tilbage.
**Scene 1: Opdagelsen**
Det var en stille, solrig dag. En lille dreng på omkring syv år sad på en bænk i Kongens Have i København, hvor han nysgerrigt betragtede en slidt, brun læderpung, han netop havde fundet i græsset. Forsigtigt åbnede han kortlommen og stivnede. Bag den gennemsigtige rude stirrede et fotografi af en smilende kvinde op på ham.
**Scene 2: Ejeren**
Pludselig kom en mand i et pænt jakkesæt hastende hen mod bænken, synligt lettet i ansigtet, som var han løbet hele vejen fra Rådhuspladsen. Han trak vejret tungt, mens han rakte hånden ud efter pungen.
**Tusind tak, fordi du fandt den! Den betyder virkelig meget for mig,** sagde han.
**Scene 3: Et uventet spørgsmål**
Men drengen tøvede. Han trykkede pungen ind mod brystet og kiggede manden lige ind i øjnene. Hans stemme rystede:
**Hvorfor har De et billede af min mor?**
**Scene 4: Chokket**
Manden sank langsomt ned på knæ foran drengen. Alt blodet forsvandt fra hans ansigt, og hånden, der ville tage imod pungen, blev svævende i luften.
**Det kan ikke passe Det er min kone. Hun forsvandt sporløst for syv år siden.** hviskede han.
**Scene 5: Virkeligheder mødes**
Drengen stak hånden i lommen og trak et præcis ens fotografi frem kun hans billede var blevet lidt slidt i kanterne efter at have fulgt ham overalt.
**Hun sidder og venter på mig på legepladsen lige nu,** sagde han og pegede mod gyngerne.
Mandens øjne blev store af overraskelse og vældige følelser. Han vendte sig langsomt mod legepladsen
Og hvad var det egentlig, der skete dengang?
Erik, som manden hed, kom rystende på benene nærmere. På bænken ved sandkassen sad en kvinde i en lysegrå frakke. Da de trådte hen mod hende, løftede hun hovedet fra sin bog. Deres blikke mødtes. Hun tabte bogen ned i sandet.
**Mette?..** udbrød Erik nærmest uden at ånde.
Hun flygtede ikke. Tværtimod skjulte hun ansigtet i hænderne og brød sammen i gråd. Som det senere skulle vise sig, var Mette for syv år siden blevet ramt af en frygtelig trafikulykke i Odense, hvilket stjal hele hendes hukommelse. Hun anede ikke, hvem hun selv var, eller hvor hun kom fra. Hun var gravid på daværende tidspunkt (uden selv at vide det), og levede sidenhen et nyt liv under et andet navn her i København med sin søn overbevist om, at alt fra før ulykken blot var en tom side.
Pungen, som Erik havde tabt den dag, var hans eneste minde om den afdøde hustru. Skæbnen førte dem til samme park på præcis samme tidspunkt, og det var denne lille pung, der bragte far og søn sammen og lod ægtemanden genfinde sin fortabte kærlighed.
