Et tilfældigt opkald
Er det Poul Jensen? Stemmen i røret var kølig og formel.
Ja, det er mig. Hvem taler jeg med?
Det er lederen af børnehjemmet. Om en uge fylder din datter tre år, og vi bliver nødt til at overflytte hende til en anden institution. Er du sikker på, du ikke vil hente hende?
Vent lidt hvilken lille pige? Hvem er du? Jeg har en dreng, Mads… mumlede jeg forvirret.
Nanna Poulsdatter Sørensen. Det er vel din datter?
Nej, det er ikke min datter. Jeg er Poul Jensen.
Undskyld, sagde stemmen træt, der er nok sket en eller anden forveksling.
Kort efter lød de monotone bip i røret og rungede i hovedet på mig længe efter.
“For pokker altså!” tænkte jeg irriteret. “En eller anden datter, en lille pige, siger hun! Hvilket rod må de ikke have i deres papirer?”
Men opkaldet bed sig fast som en torn i sjælen. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på, hvordan børn har det uden et hjem. Uden en varm mor, en omsorgsfuld far, uden kærlige bedsteforældre. Selv Mads havde alle: tanter, onkler, begge bedsteforældre…
Marie opdagede straks, at jeg sad i mine egne tanker, svarede usammenhængende men hvad kan vel undslippe den kone, man har haft ved sin side i snart ti år, og kendt siden første klasse?
Hun ventede til aftensmaden, så spurgte hun direkte, hvad der gik af mig.
Hvad hedder hun så? spurgte hun.
Hvem? svarede jeg overrasket (hvordan vidste hun mon om pigen? Måske havde de også ringet til hende?).
Nanna, sagde jeg.
Ah, Nanna! Er det sådan? Jeg er din Marie, og hun din Nanna, hva? vrede hendes stemme sig op.
Ja, sagde jeg. Nanna Poulsdatter Sørensen.
Skal du ikke bare nævne hendes cpr-nummer også! råbte Marie nu.
Jamen, hun har jo slet ikke noget pas… hvorfor skulle hun dog have det?
Siger du, hun er flygtning? I lidt lavere tone.
Hvem Nanna? Jeg fattede mindre og mindre.
Din Nanna, er hun flygtning? Hun vil sikkert bare have ophold her? Er det ikke sandt, Poul? Sig det!
Hvad skulle jeg dog sige! Jeg sad bare målløs, glemte helt aftensmaden.
Så begyndte Marie at græde. Ikke teatralsk, bare med hårde, vrede tårer, der dryppede ned på kanten af forklædet.
I morgen tager jeg hjem til mor. Og du skal vide, Mads får du ikke med! græd hun.
Marie, hvad er der dog i vejen? Hvad sker der? Hvorfor nu til din mor?
Troede du, jeg ville rende omkring og agere husholderske for dig og din Nanna?
Langsomt begyndte hele det absurde at gå op for mig. Jeg tog hende varsomt ved skuldrene, satte hende på køkkenbænken og forklarede roligt alt om morgenens opkald.
Nu græd Marie endnu mere denne gang af medlidenhed med det lille menneske. Kvinder har virkelig mange tårer og kan græde over alt mellem himmel og jord. Og jeg kan ærlig talt ikke fordrage tårer, især ikke Maries.
Aftensmaden blev ikke spist, jeg nippede lidt fra tallerkenen og gik i seng.
…Jeg vågnede ved, at Marie stod bøjet over min telefon aldrig før i ti år havde hun snaget på den måde! Hun stolede tydeligvis ikke på mig, ledte efter hemmelige beskeder. Det gjorde mig ked af det, bittert og modbydeligt.
Så hviskede hun: “Poul… Poul,” og puffede sagte til mig.
Jeg lod, som om jeg netop vågnede.
Poul, var det ikke det nummer, der ringede det fastnetnummer?
Jo, svarede jeg søvnigt, det var det.
Sov videre, sagde hun og forlod soveværelset, telefonen i hånden.
Let at sige sov videre! Jeg kunne jo ikke lukke et øje. Jeg hørte computeren blive tændt i stuen. Til sidst stod jeg op og gik derud.
Marie sad med øjnene klistret til skærmen, lagde slet ikke mærke til, at jeg stod bagved. Hun havde googlet “Børnehjem” og navnet på vores by.
Efter et øjeblik dukkede oplysningerne op: officiel hjemmeside, adresse, telefonnummer og endda billede af bygningen. Marie sammenlignede med nummeret på min telefon.
Poul, det passer!
Hvad passer?
Nummeret det er børnehjemmets telefon!
Det sagde jeg jo. Men du ville lige dobbelttjekke?
Marie drejede sig rundt på stolen.
Ikke dobbelttjekke, bare bekræfte.
Hvorfor?
Poul, børnehjemmet ligger faktisk tæt på… Hvordan kan de have dit nummer, hvis du ikke har noget med dem at gøre?
Det havde jeg slet ikke tænkt på men ja, hvorfor egentlig? Måske burde jeg tage derhen, finde ud af det hele, eller risikere at blive ved med at få henvendelser om andres børn!
Resten af natten fik jeg ikke lukket et øje. Jeg var endelig ved at falde hen, da Marie vækkede mig igen:
Poul… Poul… Er du nu helt sikker på, du ikke har været sammen med nogen du ved, måske bare én gang, for mange år siden? Måske med din første kærlighed måske fortalte hun dig det aldrig, men lod barnet blive på hospitalet. Poul?
Hvilken kærlighed, Marie? Lige siden vi startede i skole sammen, har jeg været ved din side. For fire år siden det var netop da Mads fyldte tre, begyndte i børnehave, var syg hele tiden… og du var vendt tilbage på arbejde. Hvem blev så hjemme med ham? Det var mig! Kan du huske det? Jeg arbejdede hjemmefra, dag ind og dag ud var der lægebesøg, piller, rutiner og træthed. Kærester? Jeg kunne knapt holde mig vågen! Der var aldrig nogen anden, og kommer heller aldrig.
Men hvorfor har de så dit nummer? Nogen må have efterladt det på børnehjemmet?
Det spørgsmål nagede også mig jeg gennemgik forsigtigt alle kvinder, der kunne have fundet på sådan en spøg. Men ingen af dem den ene sad med barn hjemme, den anden for længst flyttet væk fra landet.
Men når livet kan overgå ens vildeste fantasi, besluttede jeg at besøge børnehjemmet dagen efter.
Selvom vi kom tidligt, sad der allerede en anden mand og ventede foran lederens kontor. Han var lyshåret, meget tynd, tøjet var pænt, men han virkede rodet og nervøs, hænderne rystede svagt, måske stadig fra dagen før.
Efter mig, brummede han pludseligt med en overraskende dyb stemme.
Lidt efter blev manden kaldt ind, og i et kvarters tid lød skiftevis lederens stemme og den bassede mumlen. Så forlod han kontoret forpjusket uden sine papirer, og vi blev inviteret ind.
Goddag, sagde en midaldrende mørkhåret kvinde ved vinduet, mens hun bed nervøst i enden af sine briller. Hvad kan jeg hjælpe med?
Det handler om opkaldet i går, indskød jeg med et halvsmil.
Jeg har ikke tid til gætterier, sagde hun og satte sig ved bordet. Fortæl præcist, hvad sagen drejer sig om, hvis du vil have min hjælp.
Jeg mindede hende om opkaldet stemmen var let at genkende.
Nå, det der! Undskyld, det var en fejl. Vi ringede ikke til dig.
Ikke til mig? Du har jo mit nummer. Hvor fik du det fra?
Ser du, Poul Jensen, jeg slog fejl i et ciffer. Nummeret skulle være 817, jeg tastede 817. At du også hedder Poul tja, det er rene tilfældigheder. Den rigtige Poul var her lige før dig.
Hvem? spurgte jeg forfjamsket, men kendte allerede svaret.
Poul Sørensen far til den lille pige.
Hun åbnede døren for os og hendes navneskilt lød: “Thyra Madsdatter Lund”.
Marie havde også læst det, for hun spurgte:
Thyra, tager faderen så pigen med hjem?
Thyra kiggede længe på os, satte sig ned igen.
Nej. Moderen er død, og Poul har i alt syv børn med forskellige kvinder. På tre år har han kun været her to gange, og det var fordi vi insisterede. Nanna interesserer ham ikke. Er der mere? Ellers må jeg videre, beklager.
Vi gik ud, lettere rystede over det hele.
Udenfor gik de større børn tur i gården. Nogle gyngede, andre rutschede, et par drenge kørte racerløb med legobiler.
Jeg betragtede dem og forstod, hvad der egentlig var galt. Det var så stille på legepladsen. Normalt, så snart Mads kom ud, blev hele området fyldt med latter og råb, men her snakkede børnene lavmælt, smilede ikke højt. Som små gamle mennesker, tænkte jeg. De var blevet voksne alt for tidligt for deres barndom var for evigt forpasset.
Det handlede ikke kun om kulde og sult, manglende legetøj og tøj, men den evige ligegyldighed fra voksne og nogle gange grusomhed.
Jeg vendte mig mod Marie, hvis øjne igen var fulde af tårer. Ja, altid disse tårer!
Vi gik langsomt mod porten, da et skingert råb rev stilheden i stykker: “Mor!”
Alle børnene vendte sig om på én gang. En lille pige i en fjollet hue med kvast løb med strakte arme direkte mod os.
Mor! Mor! Jeg er her!
Hun kastede sig ind i Maries ben og græd en så hjerteskærende, desperat gråd, at jeg kneb en tåre selv.
Nanna, Nanna! Børnehjemmets pædagog kom løbende, forsøgte at tage hende op, men Nanna klamrede sig hårdt til Maries ben.
Med en chokoladebar lykkedes det endelig pædagogen at løsne grebet, og vi næsten flygtede ud af porten.
I bilen sagde ingen noget. Marie rystede, og jeg havde det heller ikke godt. Hænderne rystede, ligesom min navnebror før, så jeg parkerede for at komme til mig selv.
Marie pegede på et skilt gennem ruden “Legetøjslandet” lå lige om hjørnet.
Uden et ord steg vi begge ud og gik hånd i hånd ind mod butikken.
Efter en dukke og en lyserød kjole.
Vores Nanna skulle være den smukkeste.
