Sent opkald vækkede mig midt om natten. Jeg tog røret og hørte min datters stemme.
– Mor, det er mig, Signe. Jeg har problemer! Min mand har smidt mig ud. I morgen tidlig kommer jeg hjem til dig og far og flytter ind.
– Hør her, Signe, du har ikke længere noget hjem hos os, og vi betragter dig ikke som vores datter.
– Hvad? – afbrød Signe forbløffet, – Hvad siger du?
Der er intet hjem til dig. Jeg er jo jeres eneste datter. Jeg har altså ret til at bo der! – skreg Signe.
– Sådan er det, – svarede jeg roligt, – Det er ikke længere din lejlighed. Vi har givet den til Liv, og du er ikke længere vores datter. Du må ikke ringe her igen! Du har mistet alt! – afsluttede jeg samtalen beslutsomt. Efter det, Signe havde gjort, havde jeg fuld ret til at sige sådan til hende.
Mens jeg stod ved vinduet, tænkte jeg pludselig på, hvordan vores historie også startede med et telefonopkald. Det uheldige opkald fandt sted en tidlig morgen. Jeg sprang ud af sengen og skyndte mig til fastnettelefonen.
– Hallo?
Der var et dæmpet sniff i den anden ende.
– Halløj, jeg lytter. Hvem taler jeg med?
– Det er Rikke.
– Rikke, hvorfor skræmmer du mig sådan. Har du set, hvad klokken er?
– Ja, jeg ved det. I dag skal jeg indlægges til en operation, og jeg er bange for min datter. Jeg beder dig og Iben om ikke at lade Liv i stikken. Hun er stadig meget lille. Tag hende ikke til børnehjemmet.
Min søster Anne har altid været en excentrisk person med en livlig fantasi og usædvanlige handlinger. Men i dag blev det hele for meget.
Jeg snoede nervøst telefonledningen mellem fingrene og var klar over, at noget alvorligt var sket, som jeg endnu ikke kunne begribe. Jeg blev pludselig bange.
– Rikke, hvorfor har du ikke sagt noget før? Hvad sker der, og hvor skal du hen?
Anne havde været syg i flere år, men havde aldrig tillagt det nogen større værdi. Den sidste måned var smerterne blevet værre, og hun var blevet meget tynd og bleg. Diagnosen var alvorlig. En operation var nødvendig. Rikke havde ikke kunnet finde mod til at fortælle det til sin søster, som allerede i forvejen havde hjulpet hende økonomisk og på mange måder været som en mor for hende. Og nu pålagde hun hende endnu engang sine problemer og et barn.
– Maria, de kan ikke garantere udfaldet af operationen, vær sød ikke at efterlade Liv.
En time senere stod vi ved hospitalet; operationen var endnu ikke begyndt, men vi kunne ikke se Anne længere. På gangen sad lille Liv krummet sammen. Jeg tog hende i armene.
– Gør de mor ondt? – spurgte hun med tårer i øjnene.
– Nej, mor kommer ikke til at mærke noget, hun er bare i søvn.
Fire timer senere meddelte lægen, at min lillesøster var gået bort. Vi tog Liv med hjem. Jeg gik ind i datterens værelse og fortalte hende, at Livs mor var død, og at hun skulle bo sammen med hende. Signe vendte sig misfornøjet mod mig, men sagde ingenting.
Ti dage senere smed Signe Livs ting ud af deres fælles værelse og forbød hende at komme ind. Samtalen med min datter var svær, hun holdt fast i sin beslutning og sagde, at hun ville fortsætte med at smide Livs ting ud, hvis hun skulle blive boende.
For at undgå flere konflikter gav vi vores værelse til Liv og flyttede ind i stuen. Liv var forældreløs. Anne havde aldrig fortalt os, hvem faderen var. Livs skæbne var nu afhængig af os, og derfor gjorde vi aldrig forskel mellem Signe og Liv. For os var de begge vores døtre.
Årene gik. Signe afsluttede sin uddannelse og blev gift. Hendes mand var en velhavende mand og ældre end hende. Ingen af delene generede Signe. Hun pakkede hurtigt sine ting og flyttede ind hos Henrik. En måned senere annonserede hun deres bryllup.
– Mor, jeg vil bare have, at hende der yndlingen ikke dukker op til brylluppet. Jeg kan ikke udstå at se hende.
– Signe, sådan kan du ikke sige. Liv er din søster, og hvis du ikke inviterer hende, sårer du os.
– Hun kommer ikke til mit bryllup! – erklærede Signe ufravigeligt.
– Så kommer far og jeg heller ikke.
– Det er fint! Helt i orden!
Jeg græd, men besluttede mig for, at vi ville tage på ferie til en dansk kystby.
– Hvad med Signes bryllup? – spurgte min mand undrende.
– Vi er ikke inviteret.
– Hjælp mig med at finde et sommerhus, Liv.
– Skal vi på ferie? – spurgte Liv.
– Ja, min skat, det kan vi godt tillade os.
– Hurra! – råbte min niece glædestrålende og drejede rundt i stuen.
Vi blev tre tilbage. Liv afsluttede sin skole og skulle begynde på et studie. Hun klarede det med glans og blev optaget på Kunstakademiet. Hendes mor Anne havde været en fantastisk kunstner og ret kendt i sine kredse. Liv fulgte i hendes fodspor.
– Eller i sine fars, – sagde min mand, Iben, da han havde en mistanke om, at en kendt person i byen var Livs rigtige far.
Jeg lod det ikke påvirke mig. Liv var vores datter.
Et år senere holdt vi Livs myndighedsfest, og præcis den dag blev min mand pludselig rigtig dårlig. Han blev bleg og mistede bevidstheden. Vi ringede efter en ambulance, og Iben blev kørt til hospitalet.
Lægen fortalte os, at hans tilstand var kritisk. Kun én medicin kunne hjælpe ham. Lægerne kunne bestille det, og det ville være der inden tre dage. Problemet var, at dette lægemiddel kostede en formue. Vi var i vildrede.
Jeg ringede til Signe, vel vidende, at hendes mand var velhavende og kunne låne os pengene.
Signe svarede. Jeg fortalte hende om vores situation.
– Signe, hej min kære. Jeg ringer, fordi din far er meget syg. Han har brug for et udenlandsk lægemiddel, der er dyrt. Jeg vil gerne låne beløbet af dig.
Lang stilhed fulgte, og jeg blev nervøs. Da jeg skulle til at gentage mit spørgsmål, svarede Signe:
– Okay, jeg vil tale med Henrik og vende tilbage.
Opkaldet lod vente på sig. Signe ringede tilbage efter en time.
– Mor, ser du, problemet er… Henrik har besluttet at købe en dyr bil til mig, som han har lovet i lang tid. Jeg kan ikke bortlede pengene. Enten køber han bilen, eller så giver vi jer pengene.
– Signe, min kære, vi vil betale jer tilbage. Bare rolig.
– Mor, tal fornuftigt, hvornår betaler I tilbage? Det kommer til at tage evigheder. Jeg får aldrig den bil.
– Hører du, hvad du siger, Signe? Din fars liv er på spil, og han har brug for din hjælp.
– Jeg kan ikke hjælpe. Tag et lån, vi er ikke jeres eneste mulighed.
Røret gled ud af mine hænder, og jeg var ved at besvime.
– Tante Maria, hvad sker der med dig?
Den unge kvinde sprang hen til mig og holdt mig oprejst. Jeg græd ukontrolleret.
– Lyt til mig, tante Maria, lad os sælge min mors lejlighed. Jeg kan alligevel ikke bo der, det gør ondt at være der. Det vigtige er, at onkel Iben bliver rask. Vi kan sælge den under markedsprisen og bruge pengene til at betale for medicinen.
– Mit kære barn, vi kan ikke gøre det imod dig. Det er din lejlighed. Hvad ville din mor sige, hvis hun vidste, jeg brugte din venlighed?
– Tante Maria, tænker du logisk nu? Vi skal ikke spekulere over, hvad mor ville have sagt. Det er onkel Iben, der er i fare nu. Vi skal handle hurtigt og klogt – lænede Liv sig.
Jeg krammede min niece og tænkte over, hvordan jeg skulle takke hende. Det var den eneste chance for at redde Iben.
Vi satte lejligheden til salg samme dag, og den blev hurtigt solgt for en passende sum.
Køberen gav et forskud, og mens handlen blev gennemført, betalte vi for medicinen.
To dage senere modtog vi medicinen. Den virkede. Liv reddede Ibens liv. Måneden efter var Iben på benene igen. Vi kunne ikke være lykkeligere.
Efter Iben blev rask, besluttede vi at overføre lejligheden til Liv. Vi gik til notaren, og han fik ændret papirerne. Liv var meget taknemmelig. De resterende penge blev sat ind på en opsparing.
Vi levede sammen, glade for livet, indtil et natligt opkald.
Det var Signe, der ringede for at fortælle, at hun vendte hjem. Henrik havde forladt hende og smidt hende ud. Jeg afslog.
– Vi har kun én datter, og det er Liv, – svarede jeg og lagde røret på.
To år senere blev Liv gift. Mads var landmand med en stor gård. Hans bedrift var succesfuld og skabte en pæn indkomst. Han overvejede at åbne en konservesfabrik.
Liv inviterede os til at flytte ind hos dem, men vi besluttede, at det var bedre, hvis vi besøgte dem et par gange om ugen.
Vi blev altid mødt med et smukt og velplejet gæsteværelse. Iben og Mads blev venner og gik ofte på fisketure. Iben hjalp Mads med diverse opgaver på gården. Liv tegnede en plan for en lille konservesfabrik. Vi levede i harmoni, som en stor familie, måske ikke under samme tag. Vi tænkte kun på Signe den dag, hun blev gift, da vi tog på et ferieophold i en dansk kystby, nøjagtig den, vi rejste til for mange år siden med billetter booket af Liv. Hun tog nogle gange med os.
Hver gang tænkte jeg over, hvordan jeg kunne have opdraget en datter som en egoist, der satte sig selv over alt andet, mens Liv, der mistede sin mor så ung, værdsatte os højere end noget andet og ville ofre alt for vores lykke.
