Et nyt kapitel
Freja stod ved vinduet i sin lille lejlighed på Vesterbro i København og kiggede ud på den regnvåde asfalt, hvor forbipasserende balancerede farverige paraplyer knaldrøde, citrongule, mørkeblå som et patchwork-tæppe, der gled gennem byens gader. Det var tredje dag i træk, det regnede; gråt, ensformigt, som et ekko af hendes indre tilstand. I hånden havde hun sin tekop, den var blevet kold, og bergamotten var næsten fortabt, så kun en let bitterhed hang tilbage på tungen. Hendes blik gled uvilkårligt over de flyttekasser, hun endnu ikke havde pakket ud; fra en af dem stak kanten af hendes yndlingshættetrøje frem med logoet fra Københavns Universitet fra en anden sås ryggen af bøger, der altid havde fulgt med hende.
Tænk, at jeg virkelig er her, tænkte Freja, mens hun lyttede til byens lyde udenfor: summen af cykler og biler, de sjældne klokkering fra sporvognen på Enghave Plads, fjern latter fra gadekøkkenet. For bare en måned siden havde hun rendt stresset rundt i Aarhus, løbet til forelæsning, bandet over de altid stoppede elevatorer på universitetet, drukket kaffe med studievenner på kaffebaren, hvor baristaen automatisk lavede en sort kaffe og en kanelsnegl til hende. Og nu København, praktikophold i et større IT-firma, uvante gader, andre dialekter, hvor selv skiltningen føltes fremmed.
Hun sukkede og gik væk fra vinduet. Hendes håndflade havde efterladt et sløret aftryk på glasset. På bordet lå hendes notesbog med diagrammer og noter fra projektet, siden flittigt overtegnet med pile og tanker i margen. Ved siden af lå et krøllet bykort med ring om nærmeste bager, supermarked og metrostation. Alt i hendes liv var nu forandret.
***
Har du virkelig tænkt det hele igennem? spurgte hendes mor, Kirsten, med bævende stemme, mens hun betragtede Freja pakke det store blå kuffert. Værelset var kaotisk: papkasser halvt åbne, papirbunker og gamle breve over det hele, og på vindueskarmen stod fotosammenklip fra Frejas barndom på cykel med hudafskrabninger, til sidste skoledag, med is fra havnen i hånden.
Mor, jeg har vejet det hele svarede Freja og lagde forsigtigt en strikket trøje sammen. Hun forsøgte at lyde sikker, men indeni føltes det hele, som om nogen havde skruet hendes mave sammen.
Kontrakten er underskrevet, billetterne købt. Der er ingen vej tilbage nu.
Men kunne du ikke vente lidt, bare et år? insisterede hendes mor og kæmpede med gråden.
Det er en enestående mulighed, mor. Hun lagde armen om sin mor, kunne mærke hendes skuldre ryste. Du har jo altid ønsket, jeg skulle have chancer, gøre dig stolt.
I samme øjeblik kom storesøster, Emilie, ind. Hun lænede sig tavst op ad dørkarmen, armene over kors, ansigtet en blanding af bekymring og stolthed. Emilie havde altid været Frejas klippe, hende, der hjalp hende igennem eksamensnerver og venindekonflikter.
Lad hende tage af sted, sagde Emilie bestemt. Det er hendes valg. Vi kan ikke holde hende i hånden for evigt. Hun er voksen nu.
Tak, smilede Freja taknemmeligt, hviskende: Du er den eneste, der ved hvorfor.
Sandheden var, at hun ikke bare tog praktikopholdet for karrierens skyld. Et halvt år før havde hun fået at vide, at Mathias drengen, hun havde været vild med, siden gymnasiet skulle giftes med sin kollega, Camilla.
Hun huskede den dag lyslevende. Hun var gået ind på caféen nær universitetet, og havde set dem side om side ved vinduet; Mathias holdt Camillas hånd og sagde noget, der fik hende til at grine med hånden for munden og den guldring var ikke til at tage fejl af. Freja stivnede, hjertet galoperede så højt, at hun var sikker på, det kunne høres. Hun vendte sig og løb ud, blev næsten væltet omkuld af en tjeners bakke. Hænderne rystede, da hun skrev til Emilie: Det er slut. Han skal giftes.
Samme aften skrev hun til Mathias: Tillykke med forlovelsen! Jeg er glad på jeres vegne. Hans svar var kort: Tak! med et hjerte. Det hjerte føltes som et dolkestød.
Siden forsøgte Freja at undgå Mathias, men det var svært: de gik på samme universitet, stødte ofte på hinanden i gangen, og indimellem endda i samme læsegruppe. Hver gang deres blikke mødtes, snurrede det indeni glæde? smerte? fortvivlelse? Hun kiggede væk, lod som om hun var optaget, men hendes hjerte rørte uroligt på sig.
En dag tog hun sig selv i at tænke: Hvis nu Camilla bare var ude af billedet, ville Mathias måske se mig Tanken var så skræmmende, at hun sank sammen på en bænk, tog sig til hovedet og hviskede: Hvad sker der med mig?
Hun opsøgte anonymt en psykolog. Rådet var klart: For at komme videre, må du bryde båndet til din besættelse. Kom langt væk, så hurtigt du kan.
Lige omkring da kom praktiktilbuddet i København. For Freja var det et tegn. Hun sagde ja uden tøven.
***
Afrejsedagen kom alt for hurtigt. Hele familien var der: forældre, Emilie, et par medstuderende og nogen fra gymnasiet. I Kastrup Lufthavn var der travlt, farvel og glæde, børn der legede imellem kufferter, og et fjernt pust af klaverspil fra højtalerne.
Blandt mængden spottede hun straks Mathias. Han stod lidt for sig selv ved siden af Camilla, så usædvanligt usikker ud med hænderne i lommerne. Camilla snakkede, han nikkede fraværende.
Nå, Frese, sagde Mathias stille, da han gav hende et akavet kram. Hans frakke duftede velkendt, og i et øjeblik følte Freja, hun var ved at begå en fejl. Held og lykke derovre. Skriv og ring, ikke?
Selvfølgelig, sagde hun, mens hun holdt masken, selvom hun skælvede indeni.
Camilla kom hen og smilede bredt:
Freja, jeg er så glad for, at du tager afsted! Det er en fantastisk mulighed. Lover du at sende billeder fra København? Jeg har altid villet dertil!
Helt sikkert, nikkede Freja. Men indeni tænkte hun: Ingen videokald. Ingen konstante beskeder. Sådan kan jeg bedst give slip.
Da boarding begyndte, krammede hun sin mor, kyssede Emilie, trykkede vennerne i hånden og gik mod gaten. Et øjeblik vendte hun sig: Mathias stod stadig med hænderne i lommerne og så hende efter. Hans blik var det sorg, savn, eller bare et venligt farvel?
Måske måske betyder jeg stadig noget? tænkte hun men hun rystede tanken af sig, vendte om og gik videre.
Tid til at gå, hviskede hun og trådte ind i sit nye liv.
På toget mod København åbnede Freja sin dagbog og skrev:
Dag et. På vej. Hjertet gør ondt, men det er det rigtige. Nu begynder alt forfra. Der er ingen Mathias, ingen minder, ingen smerte kun muligheder. Jeg kan godt. Jeg skal.
Hun lukkede bogen, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Forude ventede alt det nye; fortiden lå bag hende i Jylland, sammen med mor, Emilie, hendes venner og Mathias. Og dybt indeni vidste hun: det var begyndelsen på noget større.
***
De første måneder i København var seje. Alt føltes fremmed; rytmen, ansigterne, de hurtige replikker. Freja gik helt op i praktikopgaverne det var udfordrende, men faktisk spændende, og hun havde sjældent tid til at savne. Men aftenerne i lejligheden var tunge; stilheden rungede mellem væggene.
En torsdag ved fyraften, hvor himlen allerede var mørknet, smuttede hun ind på et lille café i Istedgade, tæt på kontoret. Dufte fra friskmalet kaffe og kardemomme fyldte lokalet, gammeldags lamper kastede blødt skær. Hun satte sig i et vindue og bestilte en latte med lakrids noget, der fik hende til at tænke på barndommen.
Ved nabobordet sad et ungt par de snakkede, grinede, delte en bolle og fniste over et indforstået ord. Freja mærkede en ubestemmelig længsel. Noget let og varmt i deres samvær.
Du har sådan et tænksomt blik. Du er ikke herfra, vel? lød det pludseligt. En midaldrende kvinde med smilerynker i øjnene satte kaffekoppen foran Freja. Jeg var selv ny i byen engang følte mig spøgelsesagtig, som om jeg ikke fandtes.
Du har ret, sagde Freja stille, jeg ser på dem omkring mig og tænker, hvor hurtigt de falder i snak Jeg står bare lidt udenfor.
Det kommer med tiden, sagde kvinden venligt. På fredage har vi brætspil herinde. Ingen kender hinanden, når de starter, men det ændrer sig hurtigt. Kom med næste gang?
Freja tøvede kun et sekund, så smilede hun. Noget i hende strakte sig mod lyset.
Det vil jeg meget gerne.
***
Næste fredag kom hun tidligt. Hun var mere nervøs, end hun havde været til nogen eksamen. Ved det store bord sad allerede flere, nogen arrangerede spil, andre hældte te op, duften bredte sig. Stemningen var uformel, som til en vennefest.
Skønt, du kom! råbte en høj fyr med krøllet hår og bramfri latter. Jeg hedder Mads. Her er Cecilie, her er Jonas, her er Signe
Freja lo af Mads jokes om britiske lorder, diskuterede taktik med Jonas, fortalte Signe om sin opvækst i Aarhus og lærte om locals fra Cecilie. Stemningen lettede, hun oplevede pludselig at Mathias ikke længere fyldte det hele. Før havde hun ofte vågnet i natten og tænkt på gamle tider nu var han bare en del af albummet. Ikke mere sorg, bare minder.
***
Senere, mens hun bladrede gamle billeder igennem på telefonen, standsede hun ved et af hende med Mathias på studenterkørslen. Solen strålede, de lavede fjollede grimasser. Før stak det i hjertet; nu syntes det mest fjollet.
Mærkeligt, at jeg led så længe. Det var jo bare Mathias. Min ven.
Hun tog mod til sig og skrev til ham:
Hej Mathias! Håber I havde det fantastisk til brylluppet. Hils Camilla fra mig.
Han svarede hurtigt:
Frese! Dejligt at høre fra dig! Du må fortælle hvordan det går arbejdet, byen, det hele. Savner vores snakke.
Freja smilede og begyndte at skrive alt det gode om arbejdet, vennerne, kanelkaffen, om at hun første gang fik serveret gomme og troede det var sovs. Mathias svarede straks med grin og minder fra deres praksis.
***
En måned senere kendte hun byen på rygraden vidste hvor den bedste rugbrødsmad kunne købes, hvor man gik morgentur ud til Islands Brygge, og hvor hun kunne gemme sig med en bog. Hun havde fundet nære venner, gik i biografen i weekenden, og var begyndt at blomstre på arbejde. Chefen roste hendes entusiasme på kontormødet, og hun følte sig for første gang længe som en del af noget meningsfuldt.
En dag sagde Mads:
Skal vi ikke tage på sheltertur i weekenden? Et par stykker drager ud til Esrum Sø, tænder bål, går i skoven, måske lidt guitar. Signe og Jonas kommer også.
Fedt! udbrød Freja, øjnene strålede.
Da hun fortalte Emilie om turen på video, stirrede søsteren undersøgende på hende.
Du er forandret, sagde Emilie. Dit smil er rigtigt nu. Ikke det, du først havde på.
Freja nikkede langsomt, kiggede ud af vinduet hvor hundeluftere og børnefamilier gik forbi.
Jeg har indset mine følelser for Mathias var ikke kærlighed. Det var frygten for at miste en virkelig god ven. Men nu har jeg fundet et andet bånd. Og det er bedre.
Emilie smilede og sagde stille:
Den styrke har du altid haft. Dit liv må ikke krydse om én person. Du skal være glad selv.
Turen blev en succes: solskinnet glimtede i søen, luften duftede af gran, fugle sang, og gruppen grinede og sang om bålet. Freja gik langs søkanten med Mads, lyttede til hans fortællinger, mærkede friheden hun følte lethed i kroppen som ikke skulle skjules bag smil.
Du passer perfekt ind, sagde Mads ved søbredden. Jeg er glad for, du dukker op i vores lille univers. Det havde ikke været det samme uden dig.
Freja rødmede, varmt om kinderne:
I føles som familie nu.
Senere om aftenen, mens de pakkede sammen, krammede Signe hende:
Du er blomstret op, Freja. Engang virkede du indadvendt, næsten bange for at komme tæt på. Nu lever du!
Freja mærkede taknemmelighedsbølger og krammede tilbage:
Tak, fordi I greb mig og lod mig vokse ud af min boble.
***
Hjemme ringede hun op til sin mor og Emilie. Ansigter dukkede op på skærmen mor i blomstret slåbrok, Emilie i universitets-sweater.
Kom så, fortæl! jublede Emilie.
Det var fantastisk. Vi grillede pølser, spillede guitar, gik ved søen. Det var så frit. Mads fortalte spøgelseshistorier, og Signe sad næsten i vandet af grin.
Mor smilede, men hendes øjne var fulde af omsorg:
Er du lykkelig, skat?
Freja tænkte sig om, mærkede suset fra bålet og grinet. Husker duften af skov og lyden af guitar. Mærkede friheden.
Ja, mor. Jeg er virkelig lykkelig. Jeg er ikke længere bange for fremtiden. Måske bliver jeg endda boende her efter praktikken.
Emilie jublede, mor græd lidt:
Bare du er glad, min pige. Bare du er glad.
***
Næste dag skrev Freja et længere brev til Mathias, for første gang ærligt. Hun fortalte om kampen for at give slip på ham, om at forveksle venskab med kærlighed, om nye venner og hvordan hun langsomt fandt sin egen vej.
Tak fordi du har været min ven alle årene. Nu kan jeg sætte pris på det. Jeg er glad for, vi stadig har kontakt.
Svaret kom hurtigt:
Frese, tak for at være ærlig. Jeg anede ikke, du havde det sådan men jeg er enig: vores venskab er mere værd end alt muligt andet. Nu lover jeg at ringe oftere! Og hvis du dukker op i Aarhus, inviterer vi dig til den vildeste fest!
Freja lænede sig tilbage, mærkede for første gang på længe lethed og glæde i brystet. Hun kiggede ud solen lyste på Enghave Plads, folk lo på gaden. På bordet lå et kort fra Signe: Velkommen i familien! med en tegnet bjørn i briller.
Her er mit nye kapitel og det er smukt, tænkte Freja, og vidste at livet går videre, når man tør slippe og tage imod det, der kommer.
