Birthe stod ved vinduet og så, hvordan Niels kørte rundt i gården i sin nye bil. Naboen Gerda havde allerede kigget ud af sin hoveddør tre gange – motorstøjen måtte forstyrre hendes fjernsynsserie. Men Niels fortsatte, som en dreng der lige havde fået sit længe ventede legetøj.
“Far, må jeg få en tur?” spurgte fjortenårige Freja og kiggede over sin mors skulder.
“Spørg ham selv,” svarede Birthe kort og gik væk fra vinduet.
Freja rynkede panden.
“Mor, hvad er der nu med dig? Han købte da bilen til hele familien!”
“Til familien…” Birthe smilede bittert. “Ved du, hvad den skønhed koster? Og så har vi ikke råd til sommerhuset eller din ferielejr.”
“Men vi har da brug for en bil!” Freja satte sig på sofaen og trak benene op under sig. “Husker du, hvordan vi tog bus til farmor? Tre skift og alt for varmt…”
Birthe lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Ja, hun huskede det. Men hun huskede også, hvordan hun og Niels havde diskuteret i et halvt år. Hun havde foreslået en brugt bil, noget mere beskedent. Men han insisterede på sin mening: “Enten en ordentlig bil, eller også ingen bil.” Og nu sad de med et femårigt lån, der tvang dem til at spare på hver en krone.
Yderdoren smækkede, og der lød muntre skridt.
“Mine piger!” Niels stormede ind i stuen, strålende af glæde. “Freja, skal vi ud at køre? Hvad med dig, Birthe?”
“Jeg er ikke ‘Birthe’,” svarede konen skarpt.
Niels standsede brat, og hans smil falmede.
“Hvad er der nu i vejen?”
“Alt er i vejen!” Birthe vendte sig mod ham. “Du købte en bil uden at rådføre dig med mig! Du tog et lån, vi skal betale af på til vi går på pension!”
“Vi talte om det…”
“Vi talte om at købe en bil, ikke båden til en million!”
Freja krøb sammen og sneg sig ud af stuen. Hun var vant til forældrenes skænderier, men håbede hver gang, at denne gang ville være anderledes.
“Båd?” Niels blev rød i hovedet. “Det er en japansk bil, pålidelig og sikker! Til min familie vælger jeg kun det bedste!”
“Men at spørge sin familie er åbenbart ikke en mulighed?” Birthe sank ned i en stol og mærkede den velkendte træthed. “Niels, vi aftalte en økonomisk plan…”
“Aftalte, aftalte!” Han gik rundt i stuen og viftede med armene. “Og hvad så? Skal vi tage bussen på torvet med kartofler i poser? Har du glemt, hvordan du havde ondt i ryggen?”
Birthe huskede den dag. De havde båret tunge poser med grøntsager, og hendes ryg gjorde ondt i tre dage. Men nu virkede det som ingenting i forhold til fremtiden.
“Ved du hvad,” rejste hun sig, “vi taler om det i morgen. Når du er kølet ned.”
“Jeg bliver ikke kølet ned!” råbte Niels efter hende. “Fordi jeg har ret! Og du… du er altid utilfreds!”
Soveværelsets dør smækkede. Niels blev alene tilbage i stuen og stirrede på nøglerne til den nye bil.
Næste morgen vågnede Birthe tidligt som sædvanlig. Niels sov stadig, udstrakt på sofaen – han havde tydeligvis sovet her. Hun gik ud i køkkenet og satte vand over. Ude dryppede det, og det grå himmelhvælv hang lavt som hendes humør.
“Mor,” Freja kiggede ind i køkkenet, “må jeg blive hjemme fra skole i dag?”
“Hvorfor?”
“Jeg har ondt i hovedet.”
Birthe studerede sin datter. Freja så faktisk bleg ud med mørke ringe under øjnene.
“På grund af os og far?”
Pigen nikkede uden at se op.
“Freja,” Birthe tog datteren i sine arme, “vi er bare… voksne mennesker, der ikke altid er enige. Det betyder ikke, vi ikke elsker dig.”
“Skal I blive skilt?”
Spørgsmålet var så ligetil, så barnligt, at Birthe følte det snøre sig sammen i brystet.
“Hvorfor tror du det?”
“Lenas forældre blev skilt. De skændtes også altid om penge.”
Birthe slap Freja og vendte sig mod vinduet. Skilsmisse. Hun havde selv tænkt tanken, især de seneste måneder. Hvor Niels tog beslutninger uden hende. Hvor det føltes, som om de levede separate liv under samme tag.
“Mor?”
“Gå nu og gør dig klar til skole. Hovedpinen går over.”
Freja sukkede og forsvandt. Birthe blev stående ved vinduet med en kold kop te i hænderne.
“Godmorgen,” Niels dukkede op i døråbningen. Han så forpjusket og ulykkelig ud.
“Morgen,” svarede Birthe kort.
“Hør, skal vi ikke snakke ordenligt?” Han satte sig ved bordet og gned sig over ansigtet. “Jeg forstår godt, jeg blev lidt varm i går…”
“Du blev ikke ‘lidt varm’ – du købte en bil uden at spørge mig.”
“Birthe, men vi har da brug for den! Og jeg tjener jo pengene…”
“Og hvad med mig? Sidder jeg bare derhjemme? Tæller min løn ikke?”
“Selvfølgelig gør den det… Bare…”
“Bare du mener, at fordi du er den største lønmodtager, kan du bestemme alene over vores økonomi.”
Niels tav. Hans tavshed sagde mere end ord kunne.
“Jeg forstår,” Birthe satte koppen i vasken. “Så må du også betale lånet alene.”
“Hvordan det – alene? Vi er da en familie!”
“En familie er, når man rådfører sig med hinanden. Men hos os? Du besluttede, du købte, og jeg skal bøde for det.”
Niels rejste sig og nærmede sig hende.
“Birthe, hvorfor er du blevet så fjern? Vi har været sammen i tyve år…”
“Præcis! Tyve år! Og på alle de år har du ikke lært at høre efter, hvad jeg siger!”
Hun forlod køkkenet og efterlod Niels alene med sine tanker.
På arbejdet kunne Birthe ikke koncentrere sig. Kollegan Lise bemærkede hendes distraherede sindstilstand.
“Hvad er der galt? Du ser ud, som om du ikke har sovet på en uge.”
“Åh, bare… familieting.”
“Har Niels igen gjort noget dumt?” Lise havde kendt Birthe i årevis, de havde arbejdet i regnskabsafdelingen sammen i ti år.
“Han købte en bil. En dyr en. På afbetaling.”
“Åh-åh,” sukkede Lise. “Jeg forstår. Min mand elskede også at overraske mig. Engang købte han en støvsuger for 10.000. Sagde: ‘Det bliver lettere for dig at gøreMen Niels tog hendes hånd og hviskede: “Lad os starte forfra, skat – denne gang, lover jeg at lytte,” og i det øjeblik vidste Birthe, at kærligheden altid var værd at kæmpe for.
