Et skridt fra alteret
Signe stod foran spejlet i sit værelse og kunne næsten ikke tage øjnene fra sig selv. Hun drejede sig langsomt fra side til side, beundrede sin refleksion, og uvilkårligt bredte et stort, lykkeligt smil sig på hendes ansigt. Kjolen netop brudekjolen smøg sig blødt om kroppen, og det fyldige skørt vuggede svagt ved hvert bevægelse. Signe løftede nu og da kanten og lod den falde igen, mens hun forestillede sig, hvordan hun ville gå op ad kirkegulvet.
I døren stod Stine, hendes storesøster. Hun lænede sig ind mod karmen, krydsede armene over brystet og betragtede med et lille smil Signe.
Du er smuk, Signe, det kan ingen benægte, sagde hun til sidst med en lille latter. Men helt ærligt, du får altså brug for en ekstra kjole. Du holder ikke ud at være i sådan et tårn hele dagen og aftenen. Forestil dig middag, dans, gæster… og du i denne krinoline, som nærmest ikke lader dig bevæge dig.
Signe frøs og betragtede sig nøje i spejlet. Pludselig gav Stines ord hende noget nyt at tænke over. Hvorfor havde hun ikke selv overvejet det? Kjolen var perfekt til selve ceremonien og billederne præcis sådan, som hun havde forestillet sig det: eksklusiv, højtidelig, helt igennem brudekjole. Men til dansen, til aftenen med venner, familie og latter, måtte noget mere enkelt være bedre. Måske en kort, hvid kjole til knæene, let og til at bevæge sig frit i.
Mener du det? Signe rynkede panden og afmålte skørtets volumen. Nå, men gider du hjælpe mig med at vælge?
Selvfølgelig, sagde Stine bestemt. Jeg kender dig, Signe! Hvis jeg ikke tager med, ender du med at prøve hele Magasin igennem indtil lukketid og stadig ikke vælge noget. I det hele taget begriber jeg ikke, at du fik valgt denne kjole!
Signe trak på skuldrene og rødmede let.
Den er syet på bestilling. Designeren lavede hele arbejdet efter mit skitse, forklarer Signe. Hvis jeg var gået ind i en brudebutik, var jeg sikkert aldrig kommet ud igen. Så mange muligheder, så mange detaljer Det ville forvirre mig!
Hun gik væk fra spejlet og satte sig på sengen, så på storesøster med et håbefuldt blik.
Er du fri i morgen? Vil du tage med mig ud at kigge i butikker? Uden dig farer jeg helt vild.
Stine gik over til hende, glattede nogle usynlige folder på den hvide kjole og smilede varmt.
Jeg lægger alt til side for dig. Det er jo ikke hver dag min søde lillesøster skal giftes. Vi skal nok finde dig den perfekte kjole til dansegulvet!
*******************
Signe sad ved køkkenbordet, omgivet af stakke hvide invitationer. Det var for længst blevet mørkt udenfor, men inde i lejligheden lyste bordlampen varmt op over de sirligt organiserede kort og kuverter. Hun bøjede sig over et kort og skrev gæsternes navne med sirlig håndskrift. Hun ville gøre hver invitation personlig og havde derfor fravalgt trykte navne. Hendes hånd begyndte at gøre lidt ondt af de mange timers skrivning, men det føltes vigtigt.
Hendes mor og søster havde prøvet at hjælpe, men Signe havde været stædig: Det er min bryllup! Jeg vil gøre noget selv.
Bare lidt endnu, mumlede hun, mens hun blidt vendte et kort. Fingrene rystede let efter den uvante belastning. Jeg har helt vænnet mig af med at skrive i hånden… Nu gør det næsten ondt.
Stine kom ind, betragtede sin søster i stilhed et øjeblik og satte sig så overfor. Hun så med et smil på Signe den samme lillesøster, hun nu skulle se blive brud.
Må jeg ikke godt hjælpe alligevel? spurgte Stine blidt og lænede sig frem. Du har jo masser endnu. Og hvorfor hjælper Mads dig ikke? Halvdelen af gæsterne kommer tross alt fra hans side.
Signe lagde pennen og rystede fingrene ud.
Han arbejder hele tiden, sagde hun, mens hun kørte hånden hen over de færdige invitationer. Han prøver at nå alt færdigt inden bryllupsrejsen. Du ved, hvordan det er ingen løse ender inden ferie.
Hun smilede lidt drømmende.
Vi tager på en lille rejse bagefter. Et sted der er varmt og roligt. Jeg drømmer om at starte vores nye liv væk fra hverdagens jag.
Men alligevel kunne han vel godt lige have skrevet ti invitationer, indvendte Stine.
Stine kunne ikke forlige sig med Mads kølige tilgang til bryllupsforberedelserne. Fra første dag havde han virket ikke helt oprigtig. Mens Signe strålede af begejstring, virkede han ofte nærmest distanceret, som om hans hjerte ikke var med.
Måske er det bare mig, der er overbeskyttende? tænkte Stine. Ikke alle viser følelser som jeg gør. Måske er han bare en stille type.
Men hendes uro forsvandt aldrig helt. Når hun betragtede Mads, havde hun fnug af fornemmelsen, at han gik med til alt uden selv at forstå hvorfor.
Ironisk nok var det Mads, der først havde nævnt bryllup. Efter bare tre måneders bekendtskab ville han giftes, og han gik målrettet ind i planlægningen.
Jeg vil have, du husker dagen resten af dit liv, havde han sagt til Signe, da han havde spredt billeder af festlokaler ud på bordet. Hans stemme var varm, smilene virkede ægte. Se den her stil sarte farver, friske blomster Det bliver uforglemmeligt.
Han valgte restaurant, insisterede på mange gæster og sagde, at man ikke kunne undvære familien.
Min familie kommer hele vejen fra Jylland bare for det her! havde han sagt, mens han tjekkede listen. Det ville ikke være fair med noget småt. Det er jo vores dag!
Signe var helt betaget, og hun bemærkede ikke de små mislyde at Mads kunne falde i staver midt i en sætning, eller at hans blik kunne blive helt tomt, når de talte om fremtiden.
Stine bemærkede det dog og var splittet. På den ene side var han engageret i forberedelserne. På den anden side virkede han som om, han spillede rollen som drømmebrudgom uden helt at fatte hvorfor.
Måske er det bare nervøsitet? tænkte Stine. Det er jo ikke et lille skridt. Men hvorfor slipper den følelse af, at noget er forkert, mig aldrig?
Hun betragtede Signe, der smilende kiggede på stoffer til bordpynt, og sukkede stille. Lige nu var det vigtigste, at Signe var glad. Resten måtte tiden vise.
***********************
Signe nød, at forberedelserne gik glat. Mads havde påtaget sig alle større udgifter: han bookede et lækkert sted i indre København, hyrede en dygtig fotograf og havde allerede organiseret en rejse sydpå. Signe skulle bare finde kjole, vælge makeup og frisør og klare småting. Det gav hende ro, og hun satte pris på hans initiativ.
En aften ved køkkenbordet over teen, turde Stine stille det spørgsmål, der havde naged. Hun havde tavst observeret Signes glæde, men bekymringen pressede sig på.
Synes du ikke, det er lidt hurtigt, Signe? spurgte hun lavt, mens hun roterede skeen i kruset. I har ikke kendt hinanden længe… Venter der ikke overraskelser, hvis I skal til at bo sammen? Måske I bare skulle bo sammen lidt, og vente et halvt år med det store bryllup?
Signe tog det ikke ilde op. Hun vidste, søsteren talte ud af omsorg. Hun smilede og hendes øjne blev bløde og varme.
Bare rolig, Stine. Alt bliver så godt, sagde hun, som hun allerede så det for sig. Jeg elsker at lave mad, og han kan lide alt, jeg disker op med. Jeg har det bedst, hvis der er rent og ryddeligt, og jeg behøver egentlig ikke hjælp til praktiske ting. Og hvis det kniber, kan vi altid tage noget rengøringshjælp ind.
Hun tog en tår te og fortsatte med mere ildhu:
Jeg elsker Mads! Jeg har aldrig haft det sådan før. Det føles som om, jeg endelig har fundet det, jeg ledte efter. Den chance slipper jeg ikke!
Stine lyttede, prøvede at skjule sin tvivl. Hun så, hvordan Signes ansigt lyste op, når hun talte om sin forlovede. Måske var det virkelig sådan, kærlighed så ud når alle forhindringer føltes ligegyldige.
Er du helt sikker på ham? spurgte Stine forsigtigt.
Fuldstændig, svarede Signe bestemt. Vi har ikke kendt hinanden længe, men jeg føler, han er den rette. Vi forstår hinanden, vi har det sjovt sammen, og vi vil begge det samme liv.
Stine sukkede og smilede. Selvom hun tvivlede, vidste hun, hun burde støtte sin søster.
Hvis du er glad, er jeg det også, sagde hun og lagde hånden på Signes. Jeg ønsker bare, du er lykkelig.
Signe trykkede kærligt hendes hånd.
Tak, Stine. Jeg ved, du bekymrer dig. Men tro mig, jeg er virkelig lykkelig. Og det er bare begyndelsen på noget smukt.
Stine måtte give Mads, at han var opmærksom og galant overfor Signe. Hver date var som noget fra en romantisk film; blomster uden grund, søde beskeder og små overraskelser som den plade Marabou chokolade, hun elskede som barn.
Særligt bemærkede kollegerne, hvordan han fik leveret kaffe på hendes arbejdsplads hver dag. Han huskede hendes præference til mindste detalje mocca med mandelsirup, toppet med flødeskum, et lille Til Danmarks smukkeste sirligt skrevet på koppen. Signe blev rød i kinderne, men det var tydeligt, at hun satte pris på opmærksomheden.
Og hver morgen hentede og bragte han hende til og fra arbejde i bilen. Han steg altid ud, åbnede bildøren og tilbød sin arm. Du har da scoret den store gevinst, sagde hendes kollegaer. Hvor finder man sådan én? Signe grinede og rystede bare på hovedet, for det føltes stadig uvirkeligt.
Stine betragtede det hele og spekulerede: mon hendes frygt var ubegrundet? Mads gjorde alt rigtigt, men nogen frygt i maven forsvandt aldrig.
En aften, mens de sad med te, tog Stine mod til sig:
Signe, han gør det virkelig flot Men på en måde får jeg en dårlig mavefornemmelse. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det føles bare forkert.
Signe så undrende op:
Mener du det? Mads er sød, opmærksom, gør alt for mig
Stine tøvede. Hun ville ikke såre, men kunne heller ikke lade være.
Jeg siger ikke, han er dårlig. Men alt er så perfekt. Blomster, gaver, kaffe det er skønt. Men du må aldrig glemme at se bag kulissen. Hvordan håndterer han problemer? Hvordan er han, når noget går galt?
Signe tænkte sig om og smilede forsigtigt:
Du har altid været alvorlig, Stine. Jeg gider ikke lede efter problemer, hvor der ikke er nogen. Jeg er virkelig lykkelig. Og jeg tror på os.
Stine trak på skuldrene og smilede svagt:
Vi får se, sagde hun stille.
Men hendes intuition gentog sig og uanset hvor meget hun ønskede, at det var forkert, så ventede noget ubehageligt lidt længere ude
************************
Signe kom glad hjem til Mads. Hun havde nogle noter med om bordplan, musik, pynt alle de ting, de snart skulle have styr på. Hun glædede sig til, at de skulle snakke, grine, spise pizza og bare hygge.
Men allerede fra dørens tidspunkt mærkede hun, at noget var anderledes. Mads tog imod hende fast, men unaturligt. Han smilede ikke, omfavnede ikke, stod bare og pillede i lommerne og kiggede væk. Hans ansigt var lukket, blikket virkede koldt.
Hvordan er brylluppet aflyst? hviskede Signe, benene blev tunge som bly. Hun kunne næppe forme ordene. Hvad sker der? Har jeg gjort noget galt? Mads, sig noget…
Han så på hende, blikket var hårdt, og hans mund trak sig nedad i en foragtelig grimasse.
Hvad du gjorde? Tjah, ikke noget særligt. Du blev bare født som kvinde, og det er rigeligt. I kvinder jagter kun penge. Der kommer bare en smartere fyr, og så: farvel. Hvor jeg dog hader det…
Signe stivnede. Hun troede, hun hørte forkert. Havde hun nogensinde givet ham grund til at tvivle? Hun havde kun øje for ham hendes planer, fritid, ferier alt indstillet efter brylluppet.
Jeg forstår ikke hendes stemme var tynd, og hun knugede sine papirer hårdt. Hvad mener du? Du ved, hvad du betyder for mig.
Han fnøs, vendte sig og så ud af vinduet.
Du kan ikke bevise noget. I er alle ens. Tror du, jeg ikke ser, hvordan du ser på andre mænd?
Signe mærkede klumpen i halsen. Hun havde intet at forsvare sig imod, men stemmen kunne næsten ikke komme ud. Nu stod der ikke længere hendes Mads foran hende, men en fremmed mand kold, bitter, med ar på sjælen, hun aldrig havde kendt til.
Men jeg har aldrig… begyndte hun igen, men blev afbrudt.
Drop det. Det er ligemeget. Jeg troede, du var anderledes. Men du er som de andre.
Tusind spørgsmål fløj rundt i hovedet, men intet havde svar. Hvordan kunne alt ramle på ét øjeblik? Den Mads, hun kendte som kærlig, galant, og tryg, stod nu kold og fjendsk.
Jeg elsker dig. Jeg har ikke brug for andre, sagde hun sagte, knyttede hænderne.
Mads så op. Hans blik var fyldt med gammel smerte; han hørte ikke hendes ord, kun ekkoet af gamle sår.
Jeg stolede en gang, og det gik galt, sagde han. Jeg brugte penge, tid, følelser og på bryllupsdagen sagde min eks, at jeg ikke var god nok.
Han havde været ung, naiv og håbefuld. Han havde planlagt, investeret, set frem til fremtiden og netop på dagen havde hun forladt ham foran hele familien.
Det gør ondt, gør det ikke? sagde han, uden at se hende. Vær glad for, at jeg ikke gør det foran gæsterne. Gå nu. Jeg er træt af det her.
Sætningen ramte som en knytnæve. Signe vaklede, men blev stående. Hun havde intet at sige. I tavshed vendte hun og gik.
Døren klappede, og Mads blev alene i sin tomme lejlighed. Han faldt sammen i sofaen og dækkede ansigtet.
Jeg bør virkelig søge hjælp, tænkte han bittert.
Han kunne godt lide Signe. Hun var varm, loyal, lo af hans vittigheder og lavede hans yndlingsmad. Men hver gang deres forhold blev mere seriøst, så han Nanna for sig ekskæresten med det lune smil, de blå øjne og de flygtige løfter.
Og hver gang Signe kiggede på ham med kærlige øjne, forestillede han sig hende sige: Undskyld, men jeg har fundet en anden. Han har tilbudt mig mere sikkerhed. Jeg kan ikke sige nej til sådan et liv. Du kan jo alligevel ikke give mig det.
Han prøvede at fortrænge det billede forgæves.
Han greb telefonen, så længe på listen og ringede til sidst op.
Hej, det er mig, sagde han lavt, nærmest genert. Jeg har brug for hjælp. Jeg er bange bange for, at alt gentager sig. At jeg står alene igen. Jeg vil ikke det her. Jeg må have hjælp til at stoppe det.
En rolig stemme lød i telefonen:
Godt, du henvender dig. Skal vi finde en tid allerede i morgen?
Mads så ud på solnedgangen og svarede stille:
Gerne i morgen…
**********************
Et år senere stod Signe i et solbeskinnet festlokale med familie og venner omkring sig. Hun havde sin brudekjole på, den lette med blondeærmer og vuggende skørt.
Musikken begyndte at spille blidt, drømmende. Signe tog Mads i hånden, de trådte sammen ud på gulvet. Han smilede og trak hende tættere.
Nå, min mand hvordan føles det? hviskede hun og så ham i øjnene.
Mærkeligt, svarede Mads ærligt. Alt er det samme men det føles nyt.
Det er fordi, det denne gang er rigtigt, smilede Signe. Uden frygt. Uden hvis eller måske.
Hun huskede tydeligt den dag for et år siden, hvor hun var gået fra ham, knust af hans ord. Dengang troede hun ikke, hun ville kunne genvinde glæden. Men det fald tvang hende til at rejse sig og handle.
Dagen efter kom hun igen til ham ikke for at skælde ud eller tiggeri, men med en vilje til ærlighed.
Jeg går ingen steder, før vi har talt ud, sagde hun og så ham fast i øjnene. Jeg ved, du er bange for at blive svigtet. Men lad os ikke ødelægge os selv af frygt for fortiden. Skal vi ikke prøve sammen?
Mads tav længe, så sagde han:
Du forstår det ikke Jeg ønsker ikke smerte igen.
Og jeg vil ikke have, du skal leve i angst, svarede Signe. Skal vi ikke søge hjælp sammen?
Så de gik til psykolog sammen. Skridt for skridt åbnede Mads op, fortalte om de gamle sår, svigtet og skammen, han havde båret i årevis.
Signe blev ved hans side. Ingen bebrejdelser bare tålmodighed og støtte. Hun lærte at se hans frygt, han lærte at stole på hendes kærlighed.
Og nu her dansede de sammen i et lokale fyldt med varme, venner, familie og for første gang glemt den gamle mistro. Nu var der kun ro, taknemmelighed og kærlighed.
Jeg er glad for, du ikke opgav dengang, sagde han lavmælt, mens musikken gled ud.
Det er jeg også, svarede hun og trak ham tættere ind til sig. Nu ved jeg, at kærligheden bliver stærkere for hver frygt, vi tør stå sammen om.
Musikken blev sagte, men deres dans fortsatte rolig og tryg, båret af den dybe lykke, man kun oplever, når man tør tage skridtet sammen og overvinde frygten.
Livet lærer os, at ingen lykke kan tages for givet, og at ægte kærlighed vokser, når vi tør dele både vores styrke og sårbarhed.
