**Et Værelse til Tre**
Mette Asmussen stirrede på fordelingen af værelserne, som om hun holdt sin egen dødsdom. Et lille kollegieværelse på lærerskolen – hendes nye hjem efter fyrre år i egen lejlighed. Og ikke bare et værelse, men et værelse for tre.
“Hvor skal jeg dog have mine ting?” suk hun og vendte sig mod pedellen, Erik Sørensen, en gammel mand med et busket, gråt overskæg.
“Mette, kære ven, hvad skal man gøre?” svarede Erik og slog ud med hænderne. “Der er simpelthen ikke plads, og renoveringen af lærerværelsesfløjen er forsinket. Taget lækker, ledningerne er gamle. Byggefirmaet lover, alt er klart til oktober. Så indtil videre bliver du nødt til at dele med Lise og Birgitte.”
Mette rystede bare på hovedet. Som 57-årig havde hun ikke regnet med at skulle bo sammen med fremmede igen. Efter skilsmissen fik eksmanden lejligheden – han stod på papiret som den primære lejer. Tilbage havde hun kun sit arbejde som dansklærer på en mindre skole. Lønnen kunne knap nok dække en lejebolig, så da rektoren tilbød et kollegieværelse, måtte hun sige ja.
“Her er nøglen,” sagde Erik og rakte hende en ring med én enkelt. “Tredje sal, værelse 312. Lise og Birgitte ved allerede, du kommer.”
Med et tungt hjerte tog Mette nøglen og traskede mod elevatoren. I hånden havde hun en taske med det mest nødvendige; resten af hendes ejendele stod hos en tidligere nabo.
Værelset var… ikke så småt, som hun havde frygtet. Solidt møbleret med ældre, men velholdte møbler: tre senge, tre natborde, et skab og et skrivebord ved vinduet. To af sengene var allerede optaget – pynteligt redt med forskellige sengetæpper. Den ene i lyseblomstret mønster, den anden mørkerød med franer.
“Så du er Mette?” lød en stemme bag hende.
I døråbningen stod en ældre kvinde med kortklippet, gråt hår og stålbriller. Hendes strække habit og holdning afslørede en karrierepædagog.
“Ja,” svarede Mette og rakte hånden frem. “Og du er?”
“Birgitte Nielsen, matematiklærer. Tolv år på skolen.” Håndtrykket var tørt og kort. “Din seng er ved vinduet. Skabet deler vi – du får venstre side. Badeplanen hænger på døren. Folk til tiden, varmt vand kommer kun på bestemte tidspunkter.”
Mette nikkede og følte sig som en nybegynder.
“Og hvor er Lise?”
“Hun har kantinedag i dag,” svarede Birgitte og strammede læberne. “Hun underviser i kemi. En… sær type. Elsker at høre radio tidligt om morgenen og tørre urter. Du vil lære lugten at kende.”
*Her går det løs,* tænkte Mette, mens hun pakkede tasken ud. At skulle tilpasse sig to fremmede kvinder i hendes alder, hver med deres skrøbeligheder og vaner, ville blive en udfordring.
Hun mødte Lise om aftenen. En rund, livsglad kvinde med ildrødt hår brasede ind på værelset med poser fyldt med æbler.
“Piger, se hvad jeg har! Frisk fra haven – forsyn jer!” Hun opdagede Mette og klappede i hænderne. “Nå, du er kommet! Lise Madsen, rart at møde dig!”
Hun rystede Mettes hånd med energisk greb.
“Vil du have et æble?”
“Tak,” svarede Mette og tog imod det, selvom hun ikke var sulten. “Meget rart at møde dig.”
“Lise, fjern nu dine urter fra vindueskarmen,” snappede Birgitte straks. “Nu er vi tre, og der er ikke meget plads.”
“Åh, Birgitte, stop nu,” viftede Lise henkastet af. “Der er plads til allesammen! Mette, du underviser i dansk, ikke sandt? Jeg har hørt om dig! Sig mig, er det rigtigt, at du skriver digt sammen med eleverne?”
Mette blev forlegen.
“Jamen, nogle gange, for at gøre stoffet mere levende…”
“Fantastisk!” udbrød Lise. “Men se her – mine hænder!”
Hun viste sine håndflader, dækket af små forbrændinger fra kemikalier.
“Professionel skade,” grinede hun. “Men mine elever ved, at kemi ikke er til spøg!”
Birgitte fnøs demonstrativt og åbnede en tyk bog. For hende var ro og orden åbenbart hellig.
“Piger, skal vi have te?” foreslog Lise og trak en elkedel frem under natbordet.
“Nej tak,” svarede Birgitte. “Jeg skal rette opgaver.”
Mod forventning sagde Mette ja.
“Det ville være dejligt.”
Ved teen fortalte Lise om sin have, sine børnebørn og om, hvordan rektoren engang havde været hendes elev. Hun talte meget, men på en varm måde, og efterhånden følte Mette, at dagens anspændthed smeltede væk.
“Hvor længe har I boet her?” spurgte Mette.
“Tre år,” sukkede Lise. “Min datter og svigersøn lejer en lejlighed, men der er ikke plads til mig. Og det er fint – unge skal bo for sig selv. Men til haven kommer jeg hver weekend. Det er min redning. Og Birgitte,” hun sænkede stemmen, “har været her i syv år. Hendes mand døde, og lejligheden gik til sønnen – han læste i København, blev gift, fik børn.”
Birgitte lod ikke til at høre efter, men den stive ryg afslørede, at hun hørte hver en stavelse.
Den første nat var urolig. Mette vendte sig på den nye seng. Birgitte snorkede, og Lise mumlede i søvne. Væggene var tynde, og larm fra elever i gangen fortsatte sent ud på natten.
Morgenen startede med energisk musik fra Lises lille radio.
“Godmorgen, kammerater!” sang hun, mens hun hældte te i kopper.
Birgitte rynkede panden.
“Lise, skru venligst ned.”
“Undskyld!” Lise drejede volumenknappen. “Det er bare min måde at starte dagen på. Mette, skal du ikke undervise først?”
“Nej, anden time,” svarede Mette og forsøgte at rette på håret foran det lille spejl.
“Så er der tid til en ordentlig morgenmad. I kantinen er der pandekager i dag!”
Den første uge var en tilvænningsproces. Morgener med kø ved bruserne, aftener med delt plads, og konstant koordinering af hver lille handling. Birgitte var pedantisk – håndklæderne skulle hænge efter størrelse, sko stå på linje. Lise var kaos i menneskeskikkelse – hendes ting lå altid forkert, og flasker med mystiske urteblandinger fyldte bordet.
En aften, da Mette sad med opgaver, stormedeDagen efter gik de tre kvinder sammen til rektor og fik lov til at blive boende som værelseskammerater for altid, og hver gang nogen spurgte hvorfor de valgte at dele så lille et rum, svarede de bare med et smil: “Fordi nogle gange er fællesskabet det vigtigste.”
