**Andet Vind**
Erik var ikke nogen skønhed som Mads Mikkelsen. Han arbejdede som en almindelig ingeniør på en traktorfabrik. Han drak ikke – eller jo, måske til højtider. Røg gjorde han heller ikke. Efter toogtyve års ægteskab kiggede han ikke efter andre kvinder.
Datteren var gift og flyttet til Århus med sin mand. Hun havde ikke travlt med at gøre ham til bedstefar. Erik sørgede ikke over det. Børn var ansvar, støj og legetøj spredt over gulvet. Han var vant til stille aftener med avisen foran tv’et. Hvor gamle var de egentlig? Der var tid nok til at lege med børnebørn.
Hustruen Lise passede perfekt: velplejet, hjemmet var hyggefuldt og rent, der var altid en lækker aftensmad, og til højtider stod der hjemmelavet kage og “bøf med løg” på bordet. Kort sagt – livet var som det skulle være.
Han kørte hjem fra arbejde i sin bil, blinkede mod de lave solstrader, og glædede sig til en varm middag og afslapning foran tv’et.
Erik gik ind i lejligheden, tog skoene af i entreen og lyttede. Normalt kiggede Lise ud fra køkkenet og sagde, at maden næsten var klar. Men i dag hørte han ikke hendes stemme. En uforklarlig uro snagede i ham. Han gik ind i stuen. Lise stod ved skabet med åbne døre, tog kjoler ned fra bøjlerne og kastede dem på sofaen, hvor en åben kuffert lå.
»Hvor skal du hen? Til datteren i Århus? Er hun gravid?« spurgte Erik.
Lise, uden at se på ham, gik hen til kufferten og begyndte at lægge sine kjoler i den.
»Hvad, er du døv? Jeg råber og råber, og du svarer ikke. Hvor skal du hen?« gentog Erik og blev irriteret.
Lise så sig omkring, som om hun tjekkede, om hun havde glemt noget, og begyndte at lukke kufferten. Men den var overfyldt, lynlåsen truede med at gå i stykker.
»Du kunne lige så godt hjælpe i stedet for at stå der som en pæl og stille dumme spørgsmål.« Lise rettede sig op og blæste en løs hårlok væk fra ansigtet.
»Jeg spørger bare, hvor du skal hen med al din tøj? Er det virkelig et dumt spørgsmål?« Eriks irritation boblede under overfladen.
»Hvorhen? Jeg forlader dig,« svarede hun udfordrende.
»Hvorfor?« Erik løftede det ene øjenbryn.
»Jeg er træt af det. Vil du hjælpe eller ej?« Hun nikkede mod kufferten.
»Hvad er du træt af?« Erik gik hen til kufferten, trykkede låget ned og lukkede lynlåsen med et ryk.
»Alt. Jeg er træt af dig, af at stå ved komfuret. Træt af at sidde derhjemme hver aften og glo på tv.«
»Så sig det dog. Vi kunne jo gå i teateret for en gangs skyld,« sagde Erik, hvad der først faldt ham ind.
»Så jeg kan dø af skam, mens du snorker derinde? Den ene dag er som den anden, og livet går forbi.« I Lises stemme hørte Erik fortvivlelse og utilfredshed.
»Det kan vi ikke gøre noget ved. Uanset om vi går eller står stille, går livet alligevel forbi,« bemærkede Erik filosofisk.
»Lad være at være klog. Jeg vil gerne have noget at huske til sidst. Og hvad husker jeg så? Frikadeller på panden? Opvask? Dig med avisen foran tv’et?« Lises stemme blev skinger.
»Tror du, jeg ikke har andre steder at tage hen end til datteren? Jeg forlader dig for en, der ser mig som en kvinde, en gudinde, en dronning. En, der skriver digte til mig…« Lise så op mod loftet, hendes blik blev sløret.
»Hvad med mig?« spurgte Erik, som pludselig forstod det hele.
»Dig? Du kan bare blive ved, som du plejer. Men nu må du selv lave mad, vaske og stryge. Du lagde ikke engang mærke til, at jeg skiftede frisure for to måneder siden.« Lise smågrinede, satte kufferten på gulvet, trak håndtaget ud og trillede den mod entreen, mens hjulene efterlod mærker i det lyse tæppe.
Mens Lise tog jakke og taske på, stirrede Erik på de to sammenpressede striber i tæppet. Det føltes, som om kufferten havde kørt hen over hans hjerte og efterladt de samme spor.
Først da hoveddøren smækkede og låsen klikkede, rystede han og så op. Nu gik det op for ham – hans hustru var gået.
Han måtte gøre noget. Uden at tænke gik han ud i køkkenet. En kold kedel stod på komfuret. Han åbnede køleskabet – ikke meget der: en gryde med hønsekødssuppe, rester af spegepølse, to dåser med ukendt indhold, nogle æg i døren og en halv liter mælk. Han lukkede skabet. Appetitten var væk.
Han vendte tilbage til stuen og satte sig på sofaen, hvor kufferten havde ligget. Hverken avisen eller tv’et lokkede. Det var kun sjovt, når Lise var der, selvom hun var i køkkenet eller strygede i den anden ende af stuen med et øje på tv’et. Der var et hjem, en ild…
Han sukkede og sad længe og stirrede på tv’ets sorte skærm, mens han forsøgte at fordøje det, der var sket. Stilheden irriterede ham mest – et vakuum, en tomhed, som om alle lyde var forsvundet med Lise. Erik rejste sig, tog en jakke på i entreen, satte skoene på og gik ud. Men tomheden fulgte efter.
Da han gik forbi en café, så han mennesker sidde ved borde. De snakkede og lo, og han ville pludselig være blandt dem, fylde tomheden indeni. Uden at tænke gik han ind. Der spillede blid musik, stemmer lød. I baren bestilte han en snaps. Smerten lettede. Han bestilte en til. Og endnu en…
Hvordan han kom hjem, huskede han ikke. Han vågnede næste morgen med tømmermænd, stadig i tøjet, oppe på dynen. Da han forsøgte at rejse sig, hamrede der en kirkeklokke i hovedet, og værelset drejede sig.
Hvilken ugedag det var, kunne han ikke huske. Med fumlefingrede hænder fandt han sin telefon i bukselommen. På skærmen læste han »lørdag«. Lørdag! Han gik på toilettet og lagde sig igen.
Da han vågnede to timer senere, havde han det bedre. Et bad fik ham på rette spor. Han klædte sig på og gik ud. Solen skinnede, folk gik forbi, biler suste af sted. Han blev kvalm, da han gik forbi caféen fra aftenen før og skyndte sig videre mod havHan standsede ved kajen, kiggede ud over vandet, og i det øjeblik vidste han, at tomheden endelig var forsvundet.
