Et kaotisk klædeskab, bunker af krøllet tøj og sur suppe i køleskabet det er sådan, vores hjem ser ud. Jeg forsøger forsigtigt at tale med min kone om det, men samtalen ender alligevel ofte i beskyldninger.
Jeg faldt for Sine, lige da jeg så hende første gang. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket. Hendes skønhed og udstråling var umulig at modstå. Jeg følte mig utroligt heldig over at have en så klog, charmerende og ordentlig kvinde ved min side, og jeg gik ikke glip af chancen for at fri til hende.
Vi beslutter os for at flytte sammen, og Sine siger straks, at hun ikke bryder sig om huslige pligter. Hun vil hellere fokusere på sin karriere og ønsker, at vi deler opgaverne lige. Det virkede fair og fornuftigt for mig på det tidspunkt, men jeg havde ingen idé om, hvad fremtiden ville bringe.
Vi deler husarbejdet mellem os, og Sine forsikrer mig om, at hun sagtens kan klare både job og hjem. Jeg stoler på hende og presser ikke på med mine egne meninger.
Halvandet år går, og jeg kan mærke, at tingene ikke går helt efter planen. Sines arbejdsliv bliver ikke, som hun håber. Hun har et deltidsjob i en lille virksomhed, hvor lønnen er svingende, og arbejdstiderne ustabile, og hun bruger egentligt kun sine penge på sig selv. Samtidig arbejder jeg fra morgen til aften. Alligevel er det altid Sines opdeling af opgaver, der bliver husket; det sker, at hun lukker øjnene for sine egne pligter.
I starten tager hun sin del alvorligt, men lidt efter lidt mister hun gejsten. Hjemmet bliver mere og mere rodet, og der ligger krøllede bluser og bukser overalt. Pludselig bliver det min skyld ifølge hende burde jeg hjælpe mere. Det sårer mig virkelig. Jeg har svært ved at balancere et krævende job med alt det huslige derhjemme, især fordi vi fra starten faktisk blev enige om at dele ansvaret ligeligt.
Jeg håber, tingene vil ændre sig, da vi får vores barn, og Sine går på barsel. Jeg regnede med, at hun ville tage sig af både barnet og hjemmet i den periode. Men det bliver desværre kun værre. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske havde haft det lettere uden min kone. Udover vores kampe om stort og småt, skændes vi nu nærmest dagligt.
Selvom jeg prøver at forstå Sines synspunkt og sætte mig i hendes sted, slipper jeg ikke for følelsen af at blive overset. Jeg arbejder fuld tid på kontor, og når jeg kommer hjem, kaster jeg mig over opvask og oprydning. Alt jeg ønsker er bare lidt ro.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad det egentlig er, Sine laver hele dagen på barsel. Hvad forhindrer hende i at lave aftensmad eller rydde op, når vores baby kun er to måneder gammel og sover det meste af tiden? Jeg tror, jeg selv kunne nå både husholdning og baby på samme tid. Tanken om, hvordan vi nogensinde skal klare det med et barn mere, kan jeg næsten ikke rumme. Jeg går ind for ligestilling og fælles støtte, men det virker ikke som om, Sine helt forstår, hvad det indebærer.
Jeg ønsker ikke at vores familie skal falde fra hinanden, for jeg elsker virkelig vores lille datter. Alligevel føler jeg, at jeg er ved at miste tålmodigheden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan fortsætte sådan her. Hvis du var i min situation, på hvis side ville du stå?
