Jeg blev forelsket i Astrid i samme øjeblik, jeg så hende. Det var som om hele mit sind blev kastet ind i et hav af blå valmuer, under en himmel hvor sol og måne svævede side om side. Jeg kunne slet ikke modstå hendes milde smil og diskrete charme, der borede sig igennem virkeligheden som et dryp fra en sommerregn. Jeg følte mig mærkeligt heldig over at nogen som hende, så kvik, smuk og rolig, kunne vælge at være sammen med mig så uden tøven friede jeg til hende, og hun sagde ja, mens vinden snurrede om vores hoveder og gav ekko som kirkeklokker.
Vi besluttede os for at flytte sammen i Aarhus, og allerede første aften under de lave lofter fortalte Astrid mig, at huslige pligter bestemt ikke var hendes kop te. Hun ville hellere fokusere på sin karriere og mente, vi skulle dele alt ligeligt. Jeg syntes dengang, det lød helt rimeligt, og så ingen revner i den drømmeverden, vi malede sammen.
Pligterne blev fordelt, og Astrid sagde, hun sagtens kunne klare det hele; alt kunne balanceres som porcelæn på en bakke. Jeg stolede på hendes dom og skubbede mine egne tanker væk som en båd fra kajen.
Efter et halvt år dukkede sprækkerne dog op mellem plankerne i vores hverdagsgulv. Astrids arbejde gav ikke som forventet hun havde kun deltid i et lille, obskurt firma, og lønnen dryppede uregelmæssigt ind nogle gange som 3.400 kr., nogle gange som sølvmønter hulter til bulter i en gammel kaffedåse. Det, hun tjente, gik mest til personlige fornøjelser: bøger fra Møllers Antikvariat, farverige tørklæder fra Latinerkvarteret. Imens sled jeg fra solopgang til solnedgang for at holde vores madbudget flydende. Alligevel kunne Astrid, som i trance, altid citere vores opdelte aftale, når jeg nævnte hjemmets forfald, og lod ofte sine egne opgaver ligge urørte som glemte skygger.
Først tog hun sin del seriøst, men dag for dag ebbed hendes entusiasme ud, som om tiden gyngede hende væk. Der voksede bunker af sammenkrøllede skjorter i sofaen og spor af uopvaskede glas under lysekronen. En dag sagde hun, i en tone jeg aldrig havde hørt før, at jeg burde hjælpe langt mere. Det gik i stykker indeni mig. Hvordan kunne jeg både sidde sent foran skærmen på kontoret, løbe ærinder, og stadig føre en kamp mod nullermændene i stuen? Var vi ikke blevet enige om, at vi skulle løfte i flok, ligesom børn på et tovtræk?
Jeg satsede på, at alt ville lysne med barnets ankomst, at Astrid ville finde glæde i hjemmet på barsel. Men huset blev tungere; ord blev tørre blade på gulvet. Nogle gange følte jeg, at alt ville være lettere uden min kone. Skænderierne snoede sig som regnorme mellem os en dagligdags melodi.
Selvom jeg prøver at sætte mig i Astrids sko, føles det som om min egen ro bliver skubbet væk. Jeg arbejder på kontoret, ordner bankoverførsler, folder vasketøj, og henter varer i Netto med barnevognen trillende bag mig. Alt, jeg ønsker, er bare et strejf af hvile.
Når jeg ser på Astrid, spørger jeg drømmende: hvad laver hun egentlig på barsel? Hvad forhindrer hende i at lave aftensmad eller rydde op, når vores lille datter kun er to måneder gammel og sover det meste af dagen, som en vintergæst? Jeg tør ikke tænke på, hvordan vi ville klare det med ét barn mere. Jeg tror oprigtigt på lighed og støtte, men ind imellem føles det som om Astrid slet ikke forstår ordene.
Mit største ønske er at bevare vores familie, for min kærlighed til vores datter er dybere end Lillebælt. Men jeg er så tæt på at ramme grænsen for min tålmodighed, som man kan være. Jeg ved ikke, hvordan livet skal fortsætte, fanget i denne drømmespiral af udmattelse og tavse små kampe. Hvilken side ville du tage, hvis det var din drøm?
