Jeg blev forelsket i Sidsel i det øjeblik, jeg så hende første gang. Jeg må indrømme, det var kærlighed ved første blik. Hendes skønhed og udstråling slog benene væk under mig, og jeg følte mig utroligt heldig over at have en så intelligent, smuk og velsoigneret kvinde ved min side. Derfor tøvede jeg ikke ét sekund med at fri til hende.
Vi besluttede os for at flytte sammen, og Sidsel sagde allerede fra starten, at hun ikke gad bruge sin tid på huslige pligter. Hun ville hellere fokusere på sin karriere, og hun mente, at vi skulle dele de huslige opgaver lige mellem os. For mig lød det både rimeligt og retfærdigt på det tidspunkt, så jeg var hurtig til at sige ja. Jeg anede ikke, hvad fremtiden ville bringe.
Vi lavede en ordning om at dele alt det huslige, og Sidsel forsikrede mig om, at hun sagtens kunne balancere både job og hjem. Jeg stolede fuldt ud på hende og pressede ikke på med mine egne bekymringer.
Efter seks måneder begyndte jeg langsomt at lægge mærke til, at tingene ikke gik helt, som jeg havde forestillet mig. Sidsels arbejdsliv blev ikke som hun havde håbet. Hun arbejdede kun deltid for en lille, ukendt virksomhed, med varierende arbejdstider og en utilregnelig løn. De penge, hun fik ind, brugte hun udelukkende på sig selv, imens jeg knoklede løs fra tidlig morgen til sen aften. Samtidig holdt hun mere end fast i vores oprindelige aftale og ignorerede ofte sine egne opgaver.
Til at starte med var hun ihærdig med at tage sin del af pligterne, men hendes motivation dalede støt. Hjemmet blev mere og mere rodet, og bunker af tøj lå uvasket eller ikke strøget overalt. Overraskende nok gav hun mig skylden, og mente, jeg burde hjælpe endnu mere til. Det ramte mig dybt, for det var utroligt svært for mig at jonglere job og hjem og alle pligterne selv, især når vi havde aftalt en fair fordeling fra dag ét.
Jeg håbede inderligt, at det hele ville vende til det bedre, når barnet kom, og at Sidsel ville tage sig lidt mere af hjem og baby, mens hun var på barsel. Men det gik faktisk kun den forkerte vej. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være lettere at undvære min kone. Skænderier er blevet en fast del af vores hverdag oveni alle udfordringerne.
Jeg forsøger virkelig at sætte mig ind i Sidsels situation og forstå hendes synspunkt, men jeg kan ikke shake følelsen af, at mine egne behov er blevet tilsidesat. Jeg arbejder på kontoret og laver mad, gør rent og vasker tøj, og når dagen er omme, længes jeg bare efter lidt ro.
Nogle gange undrer jeg mig over, hvad Sidsel egentlig laver hele dagen på barsel, når hun hverken orker at lave aftensmad eller rydde op. Vores lille pige er kun to måneder gammel og sover langt det meste af tiden. I den periode kan jeg da nemt selv få ordnet lidt praktisk derhjemme, tænker jeg. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan det skulle gå, hvis vi fik endnu et barn en dag. Jeg tror på ligestilling og gensidig støtte men det føles som om Sidsel slet ikke har forstået konceptet.
Jeg ønsker ikke at vores familie skal gå i stykker, for jeg elsker virkelig vores datter. Men jeg må erkende, at min tålmodighed er ved at være brugt op. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra.
Mit lille livsråd til mig selv og måske til andre må være, at man virkelig skal tale helt åbent om forventninger og fordeling af ansvar, før man tager det store skridt og flytter sammen. Det kan redde én for mange skuffelser.
