Uindbudte gæster overalt
– Kan de søde mennesker ikke bo et andet sted? spurgte min kone. Der er jo hoteller nok!
– De er jo ikke kommet for sjov, for at trænge os op i en krog! De har problemer, som de prøver at løse. Når de er klaret, tager de afsted igen!
– Men så kommer der straks nogle andre i stedet! Og hør lige, i går opdagede jeg, at Niels Nielsen aner ikke hvem det er har boet her i to år!
– Ja, hvor længe skal det blive ved? udbrød Astrid. Det er da helt utroligt!
– Hvad sker der? spurgte jeg, mens jeg lå og nød sengen.
– Hvad der sker! sagde Astrid og pegede ivrigt mod vinduet. Nu begynder volleyballturneringen udenfor!
– Det lyder skægt! sagde jeg, mens jeg strakte mig.
– Er det alvorligt ment? Astrid trak gardinerne for. Lad mig høre, du vil vel ikke selv ud og spille også?
– Nej, jeg bliver her lidt endnu, grinede jeg. Det burde du også gøre!
Astrid satte sig tungt på sengen.
– Hvem i deres fulde fem laver volleyball-kamp udenfor i december?
– Hvorfor ikke, trak jeg på skuldrene. Ingen sne, ingen frost. Det er tørt. Perfekt til boldspil.
– De smadrer jo ruderne! udbrød Astrid. Ingen af dem er proffer, så bolden flyver over alt!
– Så sætter vi bare nye vinduer i, gabte jeg.
Astrid rystede opgivende på hovedet. Hun ville til at sige mere, men nede fra stueetagen lød det:
– Kære børn! Morgenmaden er klar! Der er lavet pandekager! Kærligheden kan vente, så kom nu, mens det er varmt!
– Tante Maja i sit es! smilede jeg.
– Altså, det burde være konens privilegium at lave morgenmad til manden, fnyste Astrid.
– Du kan holde dig til at lave kaffen! lo jeg.
– Kaffe bliver kold! lød det igen fra nedenunder.
– Der kan du se! sagde Astrid og pegede mod døren. Bliver næste skridt, at tante Maja overtager min plads i sengen?
– Lad nu være, jeg morede mig. Din plads ved siden af mig er din alene! Kom så, morgenmaden bliver kold!
Astrid sukkede tungt og fandt morgenkåben frem.
I gangen og i køkkenet så vi ingen på vejen.
– Utroligt, mumlede Astrid. Jeg havde faktisk troet, vi aldrig ville være alene i vores eget hus!
– Alting kan åbenbart ske, morede jeg mig. Til gengæld har vi da liv og glade dage! Efter morgenmaden kan vi se volleyballkampen. Og til aften har Svend Steffensen lovet grillpølser!
– Røg, brændt mad og dårlig samvittighed, mumlede Astrid og tog en bid af pandekagen.
– Mener du gæstehuset? lo jeg. Det er der bygget nyt! Endda tre gange større og flottere end det gamle!
– Så der kan komme endnu flere gæster! Astrid var tydeligvis ikke tilfreds. Jeg kan snart ikke flere navne!
Måske skulle vi give dem navneskilte! Og angive slægtsskab, så man har styr på, hvem der er hvem!
– Vi ville alligevel blive forvirrede, for det starter jo med jeg tænkte mig lidt om. For eksempel: din mands brors kones kusine og så må Gud hjælpe os videre!
Astrid regnede hurtigt efter.
– Siden har man tabt pusten!
Mere blev der ikke sagt, for pandekagerne var virkelig gode. Men senere, i bedre humør, spurgte Astrid:
– Poul, hvor længe bliver det her ved?
– Hvad tænker du på? Jeg vidste godt, hvad hun mente, men spurgte alligevel.
– De evindelige gæster, sagde Astrid. Jeg ved godt, man skal være gæstfri, men grænsen går vel et sted!
Jeg talte i går. Jeg mistede overblikket, da jeg ramte over tredive!
Over tredive mennesker på besøg og ingen har tænkt sig at tage hjem!
Det var ikke helt sådan, jeg så vores ægteskab!
– Men det er jo familie eller noget der ligner! svarede jeg.
– Joda, på syttende ledders niveau! fnøs Astrid. Selv din bror, som vi har arvet denne glæde fra, er ikke i familie med dem! Det er via hans kone!
– Hvis man slår det op, findes der faktisk navn for de slægtningetyper. Jeg kender dem bare ikke! Men ellers er de da rare!
– Kunne de rare mennesker ikke bo et andet sted? spurgte Astrid igen. Der er jo hoteller overalt!
– De har haft problemer derfor er de her. Når alt er faldet på plads, tager de videre!
– Men så kommer der bare nye til! Og i går hørte jeg, at Niels Nielsen stadig ingen idé om hvem har boet her i to år!
Han arbejder nu som bogholder nede i DagliBrugsen! Og tante Maja, som laver pandekager, gør rent i tre nabohuse som rengøringsdame!
– Fint for dem, smilede jeg. De klarer sig!
– Poul, hvis det fortsætter, flytter jeg tilbage til min lejlighed i København! Jeg vil hellere bo der, bare os to, end her med hele klanen!
***
Det var selvfølgelig et sats, da Astrid startede med mig. Jeg er ti år ældre, og Astrid er ikke nogen pige længere hun var femogtyve, da vi mødtes.
Det første folk spurgte var:
– Hvorfor har Poul aldrig været gift før? Er der noget galt med ham?
Men det kunne de lige så godt have spurgt om Astrid:
– Hvorfor er hun ikke blevet gift før hun blev 25? Er der noget galt med hende?
Astrid vidste jo selv hvorfor. Hun havde læst til arkitekt, for man kan jo ikke leve af et eksamensbevis alene! Hun ville først prøve kræfter og opbygge et ry.
Allerhelst ville hun være selvforsynende så hun kunne vælge livspartner efter lyst, ikke nødtvungent!
Hun startede i det offentlige, men skiftede hurtigt til et privat firma. Meget sjovere og meget bedre løn. Minusset var bare de krukkede kunder, men sådan er det!
Seriøse forhold havde hun ikke overskud til undervejs.
Nogenlunde det samme med mig måske endnu mere umuligt. Min bror Anders stiftede firma, straks efter han var færdiguddannet. Og så giftede han sig.
For at kunne være mere hjemme, slæbte han mig med ind i firmaet. Jeg var netop hjemvendt fra militæret, og pludselig skulle jeg sørge for, at firmaet fungerede og uddanne mig sideløbende.
Det klarede jeg men fritid til noget privatliv var der knap nok. Og da Anders fik søn, sov jeg indimellem på kontoret.
– Bror, hvornår har du tænkt dig få fingrene ud? spurgte jeg Anders.
– Poul, jeg er blevet træt af det her! indrømmede han. Jeg vil arbejde med hænderne! Fabrik eller lager, og så hjem til min kone og søn hver aften!
– Kan du leve af dét? spurgte jeg.
– Vi flytter til Bornholm sagde Anders og lagde papirer på bordet. Jeg har skrevet firmaet og det hele over til dig! Kør det videre du er god til det!
– Lad mig få din konto, så jeg kan sende dig halvdelen af overskuddet, stammede jeg efter chokket.
Herefter gik det faktisk godt for mig.
Da jeg var femogtredive, følte jeg, at jeg havde styr på det hele nu kunne jeg tænke på familie.
Astrid og jeg var tiltrukket af hinanden med det samme. Da vi havde tjekket “røde flag”, var det ren kærlighed. Seks måneder, så blev vi gift.
Vi boede i Astrids lejlighed.
– Jeg elsker dig, men det er bare lettere for mig, sagde hun genert. Fem minutter fra job, og jeg er håbløs om morgenen!
– Intet problem, svarede jeg. Jeg havde aldrig fået købt lejlighed det var nemmere at leje. Jeg vil hellere vælge noget sammen med dig hvor DU vil, køber vi!
– Jeg har altid drømt om at bo på landet, sagde Astrid. Men jeg ved ikke, om jeg kan få lov at arbejde hjemmefra!
På mit arbejde er det ikke rigtigt accepteret. Selv under corona fik vi ikke lov!
– Sig det ligeud: hjemmearbejde, ellers går du til konkurrenterne! lo jeg. Eller vi laver vores eget firma!
– Jeg snakker med dem først! grinede Astrid.
– Jeg har faktisk et hus på landet, sagde jeg. Dog
Anders bad kun om én ting:
– Poul, min svigerfamilie hvis de kommer forbi og mangler et sted at bo, tag godt imod dem! Hjælp, hvis du kan de er rare folk, men lad dem ikke blive permanente!
– Skal jeg smide dem på hotel? udbrød jeg.
– Forresten, jeg købte et stort hus sidste år det har jeg også overdraget til dig! Og der er et gæstehus på grunden. Tror ikke, folk kommer i vejen for hinanden! sagde Anders, og så flyttede han familien til Bornholm.
Da Astrid flyttede ind, anede hun ikke, hvor mange gæster der var. De bød hende velkommen i flok nærmest overvældende.
Men alle smilede, hjalp til, bød sig til.
Efter en måned kendte Astrid dusinvis af triste historier, der havde bragt folk hertil.
Nogen gik igennem skilsmisse eller flyttede fra forfærdelige forhold. Andre havde mistet hjemmet eller blev uvenner med børnene. Én ventede på et arveskifte, én var blevet rodet ud i fup. Flere var studerende, eller havde bare ikke andet sted at tage hen.
Gæsterne var i alle aldre, alle erhverv. Selv en pensioneret professor boede her hans elev havde scoret og smidt ham ud, og familien ville ikke kendes ved ham. Han ventede på at kunne få en anden lejlighed.
Stemningen var dog venlig nok.
Men Astrid havde stadig sit arbejde, og én kunde var mere besværlig end de fleste. Så lagde Eigil Valentin, som boede på loftet, sig i samtalen og sagde kort ind i Skype-kameraet:
– Med al respekt dine indvendinger vidner om amatørisme. Astrid har gjort alt rigtigt. Vælger du mod hendes råd, må du tage konsekvensen, når huset styrter sammen!
Kunden gav sig. Astrid klappede laptoppen i og spurgte Eigil, hvordan han vidste så meget.
– Kære, jeg har været arkitekt i seksogtredive år! grinede han. Kom bare forbi, vi kan udveksle erfaringer!
Selv med de mange hjælpsomme hænder følte Astrid sig forvirret over det evige leben. Det var ikke lige sådan, hun havde forestillet sig livet i et hus på landet.
Det var jo rene folkemængder!
***
– Min skat, vi kan flytte tilbage til byen, hvis det er dét, du vil, sagde jeg, men du har vist misforstået noget omkring gæsterne.
– Hvad er det? spurgte Astrid.
– Du er ked af, at gæstehuset brændte? Vidste du, der allerede står et nyt? spurgte jeg glad. Hvad tror du, det kostede?
– En formue, gættede Astrid.
– Præcis nul! jeg lavede en cirkel med fingrene. De byggede det selv og finansierede det!
Astrid så måbende på mig.
– Udgifterne til mad og forbrug fordeles mellem os alle. De betaler og organiserer! De køber selv ind, holder stedet kørende, laver mad, rydder op, og hvis noget går i stykker, reparerer de det! I virkeligheden bor vi nærmest gratis her, takket være dem!
Nogle arbejder, nogle har fritidsjob og andres viden er uvurderlig!
Her bor elektrikere, bogholdere, advokater, økonomer, VVSere, rengøringsfolk, og endda professoren i biologi!
– Og en arkitekt, tilføjede Astrid og tænkte på Eigil.
Han havde allerede givet guldråd, Astrid kunne bruge i sit arbejde.
– Sidste måned fordoblede jeg virksomhedens overskud, kun fordi jeg lyttede til nogle råd fra gæsterne! sagde jeg. Man kunne ansætte dem hele banden!
Og det mærkeligste? spurgte jeg og svarede selv: De beder ikke om noget til gengæld! De lever bare her, som en mærkelig storfamilie!
En volleybold kom flyvende gennem køkkenvinduet, og glasset splintredes. Ind kom Anton:
– Villads er allerede kørt til byen efter nyt glas! Bare rolig! Om to timer er alt finere end før! Og undskyld, forresten! Han greb bolden og forsvandt.
– Det er nok sådan, det er, sagde jeg smilende.
– Jeg vænner mig nok til det, sagde Astrid.
En måned senere var hun slet ikke trykket af gæsternes antal. For folk føltes ikke længere som gæster men som medlemmer af vores alt for store familie.
Og jeg lærte, at selv om jeg engang drømte om fred og ro, er det måske dørene, vi holder åbne for andre, der gør et hus til et hjem.
