Rasmus stod ved vinduet og stirrede ud på den solfyldte gård. I nabohuset lå der en Netto, og folk gik gennem gården for at nå butikken. Men folk interesserede Rasmus ikke. Han ventede på én – på Albine.
Så længe han havde boet i denne lejlighed, så længe havde han været forelsket i hende. Albine var to år ældre og boede to etager under ham. Hun var ikke anderledes end andre piger, men for Rasmus var hun unik. Hjertet kan jo ikke beordres til at stoppe. Det elskede, hvad det elskede, og intet kunne ændre det.
Hun var ved at afslutte sin studentereksamen og havde planer om at læse til sygeplejerske. Nu kunne han ikke længere gå bag hende på vej til skole eller se hende i frikvartererne. Det eneste, der var tilbage, var at våge ved vinduet for at få et glimt af hende.
Albine lagde ikke mærke til ham. For hende var Rasmus bare en dreng, en nabo. Derfor gemte han sine følelser. Han var bange for, at hun ville afvise en gymnasieelev. Han ventede på at blive voksen, på at blive færdig med skolen, så han kunne erklære sin kærlighed. Men lige da han stod med sin eksamen i hånden og planlagde at starte på universitetet, giftede Albine sig – og det var ikke bare en simpel bryllupsdag.
Fra vinduet så Rasmus, hvordan en sølvagtig Audi med bånd pyntet i kølerhjelmen kørte ind på gården. En høj mand i mørkeblåt jakkesæt stod utålmodigt og ventede ved bilen, mens han kiggede op mod anden sal. Endelig kom Albine løbende ud fra opgangen, indhyllet i et hvidt stof af nylon og blonder. På vej ned ad trappen snublede hun og faldt lige ind i armene på sin kæreste, der nåede at gribe hende i sidste øjeblik. Han satte hende forsigtigt i bilen, trak den ene sko af og talte med chaufføren. Rasmus gættede på, at hælen var gået i stykker.
Albines mor kom løbende med et par hvide sneakers. I dem blev hun gift. Der var ikke tid til at købe nye sko.
Hele opgangen spekulerede på, hvad det betød – nej, ikke kun opgangen, hele gården! Alle var enige om, at det var et dårligt varsel. Det ville ikke blive et lykkeligt ægteskab, og det ville ikke holde længe.
Efter brylluppet lå Rasmus to dage på sofaen med ansigtet mod væggen. Hans mor ville allerede til at ringe til lægen, hun var sikker på, han var blevet syg. På tredjedagen rejste han sig og tog sin plads ved vinduet igen. Men Albine var væk. Hans mor fortalte ham, at det nygiftte par var taget sydpå dagen efter brylluppet. Rasmus frygtede, at hun ville flytte til sin mand, og at han aldrig ville se hende igen. Men to uger senere kom Albine tilbage – solbrændt, endnu smukkere. Hun gik igen over gården. Hun var tilbage! Hans hjerte hamrede af glæde.
Albines mor flyttede til sin ældste søn, der lige havde fået en datter. Hun ville ikke blande sig i deres nye liv. Tiden gik, og mod alle forudsigelser levede Albine og hendes mand lykkeligt.
Livet vendte tilbage til normalen, og Rasmus kunne igen se sin elskede hver dag. Selvom han nu ofte måtte se hende sammen med hendes mand. Men til sin lettelse skiltes de efter et halvt år.
Hans mor fortalte ham det under middagen. Varslet gik jo alligevel i opfyldelse. Ægteskabet holdt ikke. Hvor de havde hørt det, vidste ingen, men der gik rygter om, at mandens første kone havde opsøgt Albine. De havde en lille søn sammen. Manden og hans første kone havde skiltes i affekt, men da Albine kom ind i billedet, giftede han sig hurtigt. Dog fortsatte han med at besøge sin søn – og hans forhold til ekskonen blev bedre. Han indså, at han havde forhastet sig med det nye ægteskab, men han turde ikke sige det til Albine. Så hans første kone tog sagen i egen hånd. Hun fortalte Albine sandheden.
“Beslut dig selv. Han elsker sin søn, han vil være en del af hans liv. Jeg har allerede tilgivet ham. Accepter det, og lad ham gå. Du finder lykken igen.”
Selvfølgelig lod Albine ham gå. Rasmus syntes, han kunne høre hende græde gennem væggene, selvom det umuligt kunne lade sig gøre. Han ventede ved vinduet i tre dage, men Albine viste sig ikke. Hvad hvis hun havde gjort noget ved sig selv? Tanken fik hans blod til at fryse, og han løb ned til hende. På få spring var han nede på anden sal og ringede på hendes dør.
Hun åbnede med opsvulmede øjne og rødt ansigt, men der lå en gnist af håb i blikket. Da hun så Rasmus, forsvandt hun ind i lejligheden, kastede sig på sofaen og begravede ansigtet i en pude. Han gik forsigtigt ind. Synet af den grædende pige rev hans hjerte i stykker. Han satte sig på hug og strøg hende forsigtigt over ryggen.
Hun holdt gradvist op med at hulke, vendte sit sønderknuste ansigt mod ham. I det øjeblik elskede han hende endnu mere – forvirret, grimasserende og sårbar. Selvom han allerede troede, han ikke kunne elske hende mere.
“Græd ikke. Vent bare lidt. Når jeg er færdig med studiet, gifter jeg mig med dig.”
Rasmus kom ind på universitetet. Han så Albine af og til på gaden. Hun gik langsomt hjem fra arbejde eller indkøb, stirrende ned i fortovet. Hans hjerte knugedes af medlidenhed og kærlighed. Han tog posen fra hende, fortalte vittigheder og sjove historier. Ved hendes dør tog hun posen tilbage og sagde farvel. Hun inviterede ham aldrig indenfor.
Selvfølgelig vidste hans mor det hele. Hun håbede, at han ville vokse fra det, blive klogere, falde for en jævnaldrende. Det var også hende, der fortalte ham den nye nyhed: Albine havde fundet en ny mand – en læge, gift og dobbelt så gammel som hende. Hans datter var på Albines alder.
Hvem spredte egentlig alle disse rygter? Manden sås aldrig ved hendes lejlighed, han fulgte hende aldrig hjem. Alligevel jaloux. Det eneste positive var, at hun næppe ville gifte sig med en gift læge.
Nytåret nærmede sig, sneen dækkede gården, og julestjerner blinkede i hvert vindue. En dag kom Albine selv til Rasmus. Hans mor var ikke hjemme.
“Har du en løg?” spurgte hun med det samme.
Hun havde livlige kinder og glødende øjne, og hun smilede til ham!
“Der er ikke en eneste løg i hele lejligheden, og jeg har ikke tid til at løbe i Netto. Kan du låne mig en?”
Han skjulte sin skuffelse, gik ud i kHan rakte hende løgen, og i det øjebvid vidste han, at hans kærlighed til hende altid ville være større end frygten for, hvad andre syntes.
