**Et hjem uden velkomst: Da mor gjorde huset til en slagmark**
Jeg sad på kontoret, da telefonen ringede. På skærmen stod min kone. Det overraskede mig hun ringede sjældent midt på dagen.
“Hej, Mathilde. Er der noget galt? Jeg er lidt optaget lige nu,” sagde jeg uden at kigge op fra skærmen.
“Der er sket noget forfærdeligt,” hendes stemme rystede, kvalt af tårer, “Vi er blevet smidt ud. Vi har intet hjem mere!”
“Hvad?!” Jeg sprang op fra stolen, “Er der sket noget med lejligheden? Brand? Indbrud?”
“Lejligheden er fin… men vi må ikke bo der mere,” hviskede hun.
“Hvordan ikke må bo der? Hvem kan forbyde os at bo i vores egen lejlighed?!”
“Hvem ellers… din mor!” Det brast ud af hende, og i hendes stemme lå alt smerte, vrede, fortvivlelse.
For år siden flyttede vi, Mathilde og jeg, med børnene til København. Den ældste var syv, den yngste fem. Vi startede helt forfra, arbejdede hårdt. Så kom lykken: Mathildes far havde uventet arvet en lejlighed fra en fjern slægtning på landet.
“Bo der,” sagde den gamle mand dengang, “jeg er pensionist, skatterne er overkommelige, lejligheden står i mit navn, men vi vil ikke forstyrre jer.”
Vi renoverede, købte møbler. Følte os hjemme. Selvom lejligheden ikke officielt var vores, var det vores hjem. Kun Mathilde levede med en konstant følelse af usikkerhed.
“Vi putter alt herind, men vi står ikke i grundbogen,” havde hun sagt til mig.
“Vær ikke bekymret. Mine forældre er her. Hvem skulle smide os ud? Vi er jo familie.”
Men det blev værre vi blev smidt ud. Ikke af fremmede, men af vores egen familie.
Årsagen var fars fødselsdag. Vi kørte derhen, fejrede ham. Men næste dag stod min mor pludselig foran os:
“Vi har besluttet: Magnus, jeres fætter, flytter ind hos jer. Han studerer nu, og kollegiet er fuldt. I har plads. Og,” tilføjede hun køligt, “lejligheden tilhører os alligevel, så vi bestemmer, hvem der bor der.”
Mathilde stod målløs. Men jeg nikkede bare:
“Ingen problem. Der er plads nok.”
Hun ville skrige, bed sig i læben. Ikke det rigtige tidspunkt. Men noget i hende knækkede den dag.
Magnus flyttede ind og opførte sig som husets herre. Han spiste på sofaen, råbte, ryddede aldrig op. Alt, han rørte ved, blev beskidt. Så kom mine forældre på besøg. For at se deres “barnebarn.” Og så begyndte mareridtet.
“Magnus’ sko er beskidte!” bebrejdede min mor. “Hvorfor er jakken ikke vasket?! Og hvorfor er der ingen kage?!”
Hun kommanderede rundt som en sergeant. Kogte, vaskede, gjorde rent. Så, helt uventet, til Mathilde:
“Jeg forstår ikke, hvordan min søn kan leve med en som dig! Du burde gå. Lad lejligheden stå her.”
“Hvor skal jeg så hen? Lejerne er dyre, pigerne har deres venner…”
“Det er ikke mit problem. Pak dine ting.”
Da Mathilde nægtede, mistede min mor tålmodigheden:
“Jeg får Lucas til at skrive under på skilsmissen.”
Mathilde pakkede tavst sine ting, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.
Jeg hørte om det og stormede derhen.
“Mor, hvad er det her?! Smider du min kone ud?!”
“Hun er overflødig. Og desuden hun drikker!”
“Hvad?!”
“Jeg hørte flasker rasle. Hvorfor gemmer man noget? Sådan en
