Et helt år med at give penge til børnene for at betale et lån! Jeg vil ikke give en krone mere!
Min mand og jeg har kun ét barn, en voksen søn. Han har nu sin egen familie, og vi er endda blevet bedsteforældre.
Jeg voksede op i 1970ernes Danmark, blev gift som 30-årig. Dengang blev man set som en gammel ungkarl, hvis man giftede sig så sent. Alle forventede børn straks. At være barnløs var næsten som at have en sygdom, så meget snakkede folk om det.
Men min mand og jeg fik vores søn, og vi mente, at det var nok. Som uddannede mennesker forstod vi godt, at børn kræver mange penge, og jo flere børn man får, jo flere udgifter kommer der. Vi valgte bevidst at nøjes med ét barn, så vi kunne give ham en god opvækst og stabilt liv.
Vores søn så anderledes på sagen. Kort efter han blev gift, ventede hans kone deres første barn, så vi blev bedsteforældre. De unge havde ikke deres egen lejlighed, så de tog et lån i banken. På en eller anden måde gik det hver måned. Så blev min svigerdatter gravid igen. Selvfølgelig spurgte jeg, hvordan de egentlig tænkte sig at kunne klare to børn og stadig tilbagebetale boliglånet. De blev fornærmede og sagde, at det skulle de nok klare. Jeg svarede, at det var fint, hvis de selv kunne klare det.
I en periode gik det men så kunne min svigerdatter ikke længere arbejde og vores søn blev fyret. Hvad skulle de gøre? De flyttede ind i vores lejlighed, som vi plejede at udleje. Min mand mente, vi skulle hjælpe dem med at betale af på deres lån. Så i et helt år betalte vi deres realkreditlån. Jeg troede virkelig, vi gjorde det rigtige, og at vi var gode forældre. Men det skulle vise sig, at det var vi måske ikke alligevel.
For nyligt fandt jeg ud af, at lånet stadig ikke var betalt de var faktisk seks måneder bagud. Hvor blev pengene af? Min mand er rasende og siger, at nu kan han ikke mere. Jeg er i chok. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre eller sige. Vi forsøgte at hjælpe, men de har bare lænet sig tilbage og taget for sig. Og hvad nu?
