Det var for længe siden, jeg nu tænker tilbage på, hvordan vi i vores lille københavnske hus forsøgte at holde styr på en gæld, der skulle betales af vores børnebørn. Jeg, Kirsten Jensen, og min mand, Hans Sørensen, havde kun ét barn, vores voksne søn Lars, som allerede havde etableret sin egen familie, så vi var blevet bedsteforældre.
Jeg voksede op i den tidlige efterkrig, da Danmark stadig bar præg af de store sociale omvæltninger. Jeg blev gift i mine tredive år, og på den tid blev jeg kaldt en gammel jomfru, fordi man forventede, at en kvinde hurtigt skulle få børn. At være barnløs blev dengang set som noget, der kunne få en til at blive udstødt som en pestramt.
Da Lars blev født, besluttede vi, at én dreng var nok. Som folk med uddannelse vidste vi, at opdragelse og skolegang kræver mange penge, og jo flere børn, jo dyrere bliver det. Derfor holdt vi fast på, at ét barn var tilstrækkeligt. Vi formåede at give Lars en god skolegang, få ham på universitetet og sikre, at vores liv gik som smurt.
Lars havde dog en anden mening. Kort efter vores bryllup blev hans kone, Mette Holm, gravid, og vi blev glad for at få en lillebror til os. Det unge par boede ikke selv, så de lånte penge til en lejlighed i Frederiksberg. På en eller anden måde betalte vi deres afdrag hver måned. Så hørte jeg, at Mette var gravid igen. Jeg spurgte, hvordan de kunne forsørge to børn og stadig betale på lånet. De tog det som en fornærmelse og svarede, at de nok skulle klare det. Jeg sagde blot, Hvis I kan, så er det fint.
I lang tid lykkedes de at holde balancen. Men så blev Mette syg og måtte holde sig hjemme, mens Lars mistede sit job på fabrikken i Østerbro. Hvad skulle de så gøre? De besluttede at flytte ind i vores lejlighed, som vi havde lejet i indre By. Hans sagde, at han ville hjælpe de unge med at nedbetale lånet. Så gik vi både Hans og jeg igennem et helt år med at betale deres huslån. Jeg troede, vi gjorde dem en kæmpe tjeneste. Men så viste det sig, at lånet stadig ikke var betalt vi var seks måneder bagud.
Hvorfor var pengene væk? Hans blev rasende og sagde, at han ikke længere havde kræfter til det. Jeg stod målløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Vi havde hjulpet vores børnebørn, men de lå som en skygge over os og levede af vores penge. Hvad skal vi gøre nu? Sådan ser jeg tilbage på den tid, med en blanding af sorg og en smule forbandelse over, hvordan god vilje kan ende med at blive udnyttet.
