ET FORUNDERLIGT LIV
Til min veninde Idas bryllup fester vi i to dage: der er rigeligt med drikke, god mad og højt humør. Brudgommen, Søren, er ligeså smuk som en ung Mads Mikkelsen og bemærkelsesværdigt beskeden af en mand med så betagende udseende. Samtlige gæster følger Søren lidt i smug med blikket: himmelblå øjne, urimeligt lange og tætte sorte øjenvipper (altså, hvorfor skal mænd tildeles sådanne gaver af naturen?!), markeret hage, klassisk næse og en nærmest silkeagtig, let olivenfarvet hud. Som prikken over ietnæsten to meter høj og brede skuldre. Hvis ikke Ida stod os så nært, havde vi kæmpet om ham direkte ved bryllupsbordet. Ja, Søren er ualmindeligt attraktiv.
Hold da op! Sikke en fyr, du har fundet dig, Ida! driller vi hende. Alle gør grin med deres egne, nu meget ensomme ansigter, hvis nu Søren har lige så flotte, ugifte fætre i baghånden.
Nej nej, piger, det var nu slet ikke derfor, jeg faldt for Søren. Han er så naturlig, så jordnær. Han kommer fra en lille landsby på Lolland, er vokset op hos mormoren, dygtig til alt husligt, virkelig en mand af hænderne. Vi mødtes egentlig, fordi mine forældre købte sommerhus i hans landsby. Han er godhjertet og stabil, og helt fantastisk til at passe hus og hjem. Det tog ham flere aftner at overtale mig til at flytte til byen sammen med ham, fortæller Ida og griner.
Søren klarer sig også fremragende på jobbet, og hos sin nye familie: han har lært at skelne god vin, parfume, politik, kunst og sport fra hinanden, kan følge med i Dow Jones, og har sågar strøget det lokale lollandske islæt fra sin tale. Han kører nu rundt i en komfortabel bil, pænt sponsoreret af svigerfar, og har fået en flot stilling lige ved faderens side. Hvem der forærede dem den nye ejerlejlighed, ja, gæt selv.
Andet år i ægteskabet opdager Ida Sørens passion for hvide sokkerhan går altid rundt i kridhvide strømper, derhjemme, på besøg, uden tøfler, endda i gummistøvler. Han står uden sko på beskidte gulve på prøverum som var det ingenting.
Ida er ikke begejstret for denne kærlighed til hvide sokker, men hun vasker nu gulvene to gange dagligt og køber blegemidler i stakkevis. Siden bliver Søren blot kaldt “Sokken”.
Det er først i ottende måned af sin graviditet, Ida finder ud af, at Søren har en affære. Og elskerinden er præcis lige så langt henne.
Sokken bliver smidt ud, opsagt, bandet langt væk og tudet over indenfor et døgn. Så begynder de dovne, klistrede dage af grå efterår. Ida ligger næsten konstant i sin, nu skræmmende kæmpe seng, stirrende op i loftet med tørre øjne:
Jeg græder senere. Det er ikke godt for babyen nu.
Hun ligger dér, mut som Lenin i sit mausoleum, og vi veninder skiftes på skansepost for at støtte hende i tavshed.
Man havde mest af alt lyst til at skrige, rive siderne ud af skæbnebogens bog og græde snot. Men man skal tie og vente.
På udskrivningsdagen står vi med balloner, postyr, og prøver at narre sygeplejerskerne til at tage bare et enkelt glas te og komme med ud i solen og til festen med bjørne og sigøjnere, ønskende alle i afdelingen lykke og sundhed. Bedstefar er allermest lykkelig: dagen før har han, lettere beruset, skrevet med kridt under hospitalets vinduer: “Tak for barnebarnet!”, og forsøgt at synge, takket være sikkerhedsvagten blev han i stedet præsenteret for repertoiret over et lille glas portvin i vagtrummet.
På udskrivningsdagen er han strålende, og jeg mindes, at han ligefrem glitrer. Han græder af glæde og stolthed. Græder pasligt og med hjertet.
Vi tudbrøler alle, griner, kysser Ida, og lister forsigtigt til det blå tæppe med lille Viktor inden i for ikke at nævne hans fars græske næse. Kun Ida græder ikke, heller ikke af glæde:
Senere. Tænk hvis det påvirker mælken.
Ida er tavs med os endnu i to måneder, så går hun pludseligt hen for at opsøge Søren. Uden tændstikker og syre, men med en desperat trang til at smadre og hulke. At opkaste bebrejdelser, slå på vægge med spinkle næver, skælde ud, lære af med smerten, der holder hende fanget til sengen. At lade sin smerte regne over forræderen. Ødelæggeren af hendes håb og deres verden sammen med lille Viktor. I barnet så hun, hvordan hun havde forestillet sig, de kunne sidde og strikke sokker til deres mænd om vinteraftener, Le Viktor griner og løber, holdende hinanden i hånden på tur med Søren deres nære, nødvendige, fælles mand.
Og Ida har også en ustyrlig trang til at kigge den skamløse kvinde i øjnene, hende der ligger med andres mænd. De øjne vil helt sikkert være både frække og meget smukke. Og så vil Ida spytte lige i dem. Sådan ender det: hun tager og spytter. Om nødvendigt, så river hun dem helt ud.
Hvor hun skal finde dramaet, hører Ida pludselig på gaden fra byens gamle damer under en barnevognstur. De hjælpsomme bedstemødre husker Ida på, at Søren er en skiderik, forklarer ruten direkte til elskovens rede og lister hævnmuligheder op. Ida er i chok, vil egentlig vende om, men gør det ikke.
Nu står hun, Ida, foran den rette opgang i en slidt andelsbolig, mangler kun at gå op til femte, så kan hun både råbe eller spytte.
På første sal tænker hun, at med hendes held er der nok ikke nogen hjemme, så tiden er spildt. På anden sal virker det helt fint, hvis ingen er hjemme. På tredje sal hører hun desperat barnegråd fra femte.
Døren åbnes af en tynd, grådlabil pige, hvis udseende længder fra billedet af skæbnesvanger frister.
Ida står målløs og betragter hende 40 kilo og snøfter, mens barnet skriger i baggrunden.
Hej, Ida. Søren er her ikke, han forlod os for to uger siden. Og jeg aner ikke hvor han er, siger pigen hurtigt, sætter sig på gulvet og græder.
Ida mister straks lysten til skænderiet. Hun vil bare ind i stuen, trøste barnet for den håbløse mors skyld. Og måske snige et stik: “Kan du lide at køre må du også slæbe kælkene, din dumme gås.” Det bliver hun nødt til. Og et foragteligt blik. Det er hendes ret.
Spædbarnet er tørt, ansigtet opsvulmet, læben sprækket, stemmen hæs åbenlyst skriger han på mad. Hans sære, uansvarlige mor ligger på gangen og hylgræder.
Ida husker kun svagt, hvordan hun åbnede tomme skabe på køkkenet og ledte i det kølige køleskab. Hvordan hun fandt et krøllet papir fra det halve selvmordsbrev, “Bed om min forst.,” står der med skræk.
Pigen hulker på gulvet, fortæller Ida, som var hun en fortrolig veninde, at hun ikke har nogen steder at gå, hun skal flytte om et par dage, mælken er væk, Søren er væk, penge har hun ikke. Og hun skammer sig. Og hun er ked af det. Og det er for sent. Hun vidste det ikke. Hun beder om tilgivelse. Og at Ida gerne må slå ja, helst. Drengen hedder Emil, husk lige det, for en sikkerheds skyld. Emil er blot ni dage ældre end Viktor.
Ida iler mod hjemmet om 20 minutter kræver Viktor sin mor. Det er ikke nemt: to store tasker med Sannes sager tynger hendes arme, mens Sanne selv puster afsted ved siden af, med mætte Emil. Ida løber og tænker over, hvor de dog skal få plads til to ekstra senge.
Tre år senere fester vi til Sannes bryllup, og året efter til Idas. Idas mand hader hvide sokker, mener livet skal have farver, og forguder sin kone, sin søn og sine to døtre. Sanne er nu mor til fire drenge, hendes mand håber stadig på en lille pige…
