Barnet til veninden
Da Signe nærmede sig slutningen af sin graviditet, flyttede hendes lillebror hjemmefra, og hendes far begyndte at drikke igen. Siden da blev hverdagen for Signe til et mareridt.
Hver morgen begyndte hun med at lufte huset ud, samle tomme ølflasker op fra stuen, og derefter vente på at faren havde sovet rusen ud.
Far, du må simpelthen ikke drikke mere. Dit helbred er skrøbeligt.
Jeg gør som jeg vil. Hvem kan forbyde mig det? Det er nemmere sådan.
Hvilken smerte taler du om?
Smerte over at være overflødig. Jeg er en byrde for dig, Signe. Havde jeg dog aldrig giftet mig og fået børn, når jeg kun har givet mindreværd og fattigdom videre. Det hele er meningsløst, pige. Det er lettere at drikke.
Det gjorde ond i Signe, selvom hun allerede var i dårligt humør.
Det hele er ikke kun sort, far. Mange andre har det langt værre.
Værre? Du voksede op uden mor, og nu står du selv uden en far til dit kommende barn, og du kæmper stadig med pengene.
Far, så længe man lever, kan alt ændre sig. Tingene vender nogle gange.
Signe huskede med vemod en tid, hvor hun havde været glad da hun var forlovet med Emil. Hele hendes verden vaklede, men livet måtte fortsætte.
Den dag drak hendes far sig endnu en gang fuld. I frustration råbte Signe:
Har du drukket de penge op, jeg havde lagt til side? Hvordan fandt du dem? Har du ledt igennem alle mine ting?!
Alt i dette hus er mit, svarede han. Også den folkepension, som du skjuler for mig! Min pension.
Og du har drukket det hele op? Tænkte du ikke på, hvordan vi skulle klare os?
Hvorfor skulle jeg? Jeg er syg. Du er voksen nu, pas du på mig.
Signe gennemsøgte skabe og skuffer.
Jeg var sikker på, der var to pakker pasta og lidt smør i går. Hvor er det alt sammen? Hvad skal vi spise til aften?
Hun faldt træt sammen på stolen og skjulte ansigtet i hænderne.
Hvordan skulle hun vide, at tante Kirsten var begyndt at komme forbi, servere drinks for hendes far og tømme spisekammeret?
Som en listig snog havde Kirsten sneget sig ind og arbejdede på at splitte familien.
Signes den nat var fyldt med tårer. Hun lå i sengen udmattet, tom og sulten.
Næste morgen bankede det på døren, og ind trådte Kirsten. I en moderigtig frakke og høje støvler gik hun direkte ind uden at tage skoene af.
Hej, Signe. En veninde fra kommunen har fortalt mig, at I har store rudekuverter liggende, og at I snart får slukket strømmen. Er der noget galt? Skal jeg ikke lave lidt te?
Inden Signe nåede at svare, forsvandt Kirsten ud i køkkenet, hvor hun straks begyndte at rode i skabene.
Jeg klarer teen, du skal jo tage den med ro nu, hvor du er gravid ligesom min datter, Mette. Men der er jo hverken sukker eller te her… Vi må vist i Netto.
Signe undgik at se hende i øjnene.
Tante Kirsten, jeg har ikke lyst til te. Det er bedst, hvis du går.
Men Kirsten lod sig ikke sådan drive væk.
Du har jo tydeligt problemer. Kan du huske, jeg foreslog, du skulle flytte hjem til mig? Nu insisterer jeg. Her er ikke trygt for hverken dig eller barnet. Din far drikker, I mangler mad Kom, vi pakker dine ting.
Signe satte sig, svimmel og grådkvalgt. Kirsten lagde armene om hende:
Signe, hør nu her. Jeg ved godt, hvad du synes om mig. Min datter stjal din kæreste, det kan jeg aldrig blive tilgivet for. Men jeg kan ikke se på, at du lider. Uanset hvad, vil jeg tage mig af dig.
Resten fortonede sig. Kirsten hjalp Signe med taskerne og ringede efter en taxa.
***
Da Signe fik veer, forlod Kirsten ikke hendes side.
Lyt nu: Jeg har fortalt personalet, at du ønsker at bortadoptere. Når du har født, så tag ikke barnet i armene, læg hende ikke til brystet. Se hende ikke engang.
Midt i smerterne mumlede Signe:
Tante Kirsten, jeg er ligeglad. Det her gør bare så ondt.
Glem ikke, hvad jeg har sagt du kan ikke stå alene med et barn. Jeg har allerede fundet et ordentligt ægtepar som straks vil adoptere hende.
Timer senere kom en lille pige til verden.
Vejer 3.300 gram, frisk og sund, alt er godt, sagde jordemoderen.
Sygeplejersken pakkede den lille ind i et tæppe og tog hende væk, uden at vise hende til Signe.
Men børnelægen så strengt på Signe:
Hvad foregår der? Du har lige født en sund pige og vil ikke engang se hende? Marianne, bring lige barnet tilbage og læg hende til hendes mor.
Jeg vil ikke, hviskede Signe, jeg har ikke råd, jeg ønskede det ikke Der er andre, der behøver hende mere. Jeg skriver under
Du må ikke gøre noget forhastet, se hende bare et øjeblik.
Signe lukkede øjnene, men mærkede pludselig en blid berøring ved hånden.
Sygeplejersken lagde barnet ved hendes bryst, og den lille søgte lunt, snusede og åbnede munden. Signe så endelig på sit barn.
Det lille, hjælpeløse ansigt kiggede op, øjnene på klem. Hun famlede efter Signe, prøvede at gribe fat, næsten desperat.
Så, mor, smilte lægen. Skal vi ikke amme den lille pige? Hun har brug for dig. Ikke fremmede.
Tårerne trillede ned ad kinderne, da Signe omfavnede sin datter og nikkede.
De næste to timer hvilede hun med pigen ved siden af sig og kunne ikke fjerne blikket fra hende.
Nu vågnede hendes moderinstinkt for alvor.
“Der er meningen med mit liv: min datter.
Om Emil har forladt mig, om min far drikker Det er ligegyldigt. Hun har kun mig.”
***
Om morgenen blev Signe vækket af Kirstens stemme.
Kirsten, i slåbrok, stod ved sengen og så på hende.
Har du glemt, hvad vi havde aftalt? Husk, du skulle bortadoptere. Jeg har allerede ordnet det de kan hente hende når som helst.
Kirsten, jeg har ombestemt mig. Jeg kan ikke give hende væk.
Du har ikke engang penge! Hvor vil du tage hen med hende?
Hjem. Jeg vil ikke være en byrde for jer mere. Jeg klarer det selv.
Signes afvisning forvandlede Kirstens ansigt til en isnende grimasse.
Er du blevet gal? Hvad skal du leve af? Skal du tigge?
Den lille pige vågnede ved Kirstens skænderi, Signe løftede hende op.
Lad være! Jeg giver hende flaske. Vi siger bare, du ikke har mælk, insisterede Kirsten.
Signe rystede på hovedet:
Det beslutter jeg, og jeg har sagt nej. Det er min datter.
Du kan ikke! Du lovede! Kirsten gispede efter vejret.
Gå.
Kirsten gik. En anden kvinde i stuen så spørgende op:
Hvem var det?
Min tante.
Frygteligt. Du gjorde det rigtige, Signe. Jeg hedder Lærke. Ræk ud, hvis du får brug for hjælp. Der findes stadig gode mennesker.
Jeg er Signe.
Godt at møde dig, Signe. Hun så ud som om, hun ville snuppe din datter med ud. Virkede meget mærkelig.
***
Før udskrivelsen kom en besøgende. Hun kom ikke ind på stuen; Signe gik ud på gangen.
Det var den tidligere veninde Mette, gravid og oprørt.
Hej.
Signe satte sig forsigtigt.
Mette slog blikket ned.
Jeg har hørt, du har født.
En pige.
Mette tøvede:
Som du ved, har moren fundet nogen, der gerne vil adoptere. De er virkelig ordentlige mennesker og vil gøre alt for at få pigen.
Hun greb Signes hånd:
De tilbyder en million kroner. En hel million, forestil dig det! Så kan du købe dig et lille værelse eller få et indskud til en lejlighed.
En million? nikkede Signe. Hvis du er så bekymret, så sælg dit eget barn til dem.
Mette svarede ikke, men lagde kun an på Signes ærme.
Giv hende til mig, Signe! Jeg skal nok tage mig af hende, hun er jo Emils datter.
Tror du, du kan klare to børn på én gang?
Du forstår ingenting! Mit liv er ved at falde sammen!
Signe rejste sig for at gå, men Mette greb fat i hende:
Signe, jeg har brug for det barn!
Slip.
Nogle timer senere kom Emil selv brasende ind på stuen. Signe blev forskrækket.
Du har født? Kan jeg ikke få lov til at se hende?
Nej! Det er din tur, nu hvor din Mette skal føde når som helst.
Vi er nødt til at snakke, Signe. Jeg vil overtage min datter. Hvis du lader hende gå, adopterer jeg hende straks.
Signe rystede afvisende på hovedet:
Jeg er ikke som dig. Jeg opgiver ikke den, der behøver mig. Du bliver skuffet jeg vil aldrig give hende til dig.
Emil ville ikke gå.
Giv mig barnet! Du havde ikke ret til at få hende uden min tilladelse! Jeg tager det, der er mit!
Tør du nu kalde dig mand? Tør du spørge din mor om lov, som altid?
Signe skubbede Emil væk, tog pigen op og gik til sygeplejerskens kontor:
Undskyld, kan jeg bede jer om ikke at lukke flere ind til mig? Jeg vil ikke have mere besøg. Det er jo et rendemenageri.
Epilog
På udskrivningsdagen forlod Signe hospitalet med datteren i armene.
Hun var ikke alene; Lærke, hendes stuekammerat, blev også udskrevet, og blev hentet af mand og mor.
Signe stoppede på trappen og så familien Pedersen vente i bilen.
Ud steg Emils mor, Vibeke. Hun spidsede næsen og studerede Signe med et mistroisk blik.
Signe mærkede en kold rislen ned ad ryggen.
Den tidligere svigermor lignede en ulv, der gør klar til angreb.
Lærke bemærkede hendes uro og gik hen til Signe.
Er det Emils forældre?
Ja.
Hun ser ud som om, hun ligger på lur. Det her føles forkert. Jeg har sagt, du kan bo hos os vi har plads.
Signe nikkede. Også hun følte ubehag.
***
Hos de nye venner fandt Signe pludselig kærligheden Lærkes fætter, den evige ungkarl, Henrik, begyndte at vise hende opmærksomhed.
Han viste sig at være en venlig sjæl. Snart giftede de sig, han adopterede hendes datter og hjalp endda hendes far.
Hvad angår Mette og Emil, gik det hurtigt ned ad bakke med deres ægteskab.
Det viste sig, at Mette kun havde faket graviditeten hun havde brugt pude og bedraget hele familien Pedersen.
Kirsten, Mettes mor, valgte selv at fortælle svigersønnen, at Mette havde spontanaborteret tidligt. Hun kom også straks med en løsning:
Emil, skat, bliv ikke vred på Mette, bad hun. Det gik galt tidligt, men du venter jo barn et andet sted. Hvorfor tager I ikke Signes baby? Hun er jo ikke fremmed for jer. Vi siger bare til dine forældre, at det var Mette, der fødte.
Emil kunne faktisk lide ideen.
Alt var planlagt indtil Signe nægtede at aflevere sin lille pige og sendte både den gamle veninde og hendes mor helt ud i tovene.
Emils mor, Vibeke, blev skuffet, da sandheden kom frem, og hun smed Mette ud, mens hun forlangte, at Emil skulle lade sig skille.
Alt det her har lært mig, at intet i livet bliver præcis, som man regner med, men det vigtigste er at stå fast og kæmpe for dem, der har brug for én og ikke give op, selv om det hele ser sort ud.
