Viggo er manden, der blev ædt af sit eget gode hjerte
Viggo kommer hjem træt, som sædvanlig. Han skubber køkkendøren op – og stivner i chok: hans mor står midt i køkkenet med tårer ned ad kinderne.
«Mor, hvad er der? Hvad sker der?» spørger han bekymret.
Men der kommer intet svar. Kun stilhed og et blik, der ikke tør møde hans.
Pludselig dukker bedstemor op fra gangen.
«Jeg sagde det jo, Birthe! Jeg sagde det, hvordan det ville ende!» siger hun med en bebrejdende tone.
Viggo var fjorten dengang. Den aften blev han voksen. Hans far forlod dem – til fordel for en anden, én der var «sjov og med på alt». Han efterlod tre: Birthe, Viggo og den lille Liva. Ingen penge, ingen børnebidrag. Bare en skygge i døren, der forsvandt for altid.
Bedstemor flyttede ind dagen efter og tog styringen. Mor græd, bedstemor brokkede sig, og Viggo prøvede at holde sig tilbage. Han forstod tidligt: barndom var en luksus, han ikke havde råd til.
Først arbejdede han ved bageriet – tante Helene tog sig af den tynde dreng med øjne, der havde set for meget. Hun gav ham varm te, boller og lidt mønter. Sådan begyndte Viggos vej – fra barndom til kampen for at overleve.
Han læste, arbejdede, tog ekstrajobs. Han kom ikke i militæret – tante Helene hjælpede ham med at undgå det. Hun blev næsten familie: ingen kælen, ingen medlidenhed, bare respekt. For hans styrke, ærlighed og stille tålmodighed.
Da han blev fireogtyve, var Viggo blevet en mand. En rigtig én. Liva var vokset op – Viggo var både storebror og faderfigur for hende. Bedstemor, der før skreg og var streng, gav ham nu de bedste stykker kød.
Han mødte kærligheden. Giftede sig. Tog et realkreditlån. Købte en bil til sin kone. Hjalp søsteren. Flyttede mor og bedstemor ind – hvad ellers? Han var jo «manden i huset».
Børnene kom. Først én, så en til. Konen blev hjemme. Viggo arbejdede. Uden weekender, uden pause. Pengene rakte ikke – han tog ekstrajobs. Sommerferien – Syden for familien. Mor – til kursted. Søsteren – til bryllup. Niecerne – nyt tøj. Viggo – på bristepunktet.
Da bedstemor døde, nåede han ikke engang at græde. Mor skulle køres til lægen. Konen var træt, sukkede. Men Viggo holdt ud. Alting. Uden klage.
Og så en dag… købte han sig en guitar. En barndomsdrøm. Han kom hjem. Konen fnøs:
«Hvorfor spilder du penge?»
Sønnen bad om penge. Til en rejse. Viggo spurgte:
«Hvor gammel er du?»
«Enogtyve.»
«Måske er det på tide at tjene dem selv?»
«Men jeg studerer…»
«Det gjorde jeg også. Og jeg arbejdede siden jeg var fjorten!»
Døren smækkede. Viggo gik. Lejede en lejlighed en enkelt nat. Skrev ansøgning om ferie. Lagde sig… og sov for første gang i sit liv ordentligt.
Han besluttede sig – nu skulle han leve. For sig selv. Bare lidt. Bare prøve det.
Han ringede til konen:
«Skal vi ikke på ferie? Hvor du vil. Valby Bakke eller Island.»
«Hvorfor?»
«Bare for at leve. Sammen. Som almindelige mennesker.»
«Nej. Jeg har ikke tid.»
«Så farvel.»
Og derhjemme begyndte det. «Viggo er en skurk», «han forlod os», «jeg gav ham mit liv». Vennerne rystede på hovedet. «Hvordan kunne du, Viggo…»
Men Viggo? Han stod på toppen af Valby Bakke og åndede. For første gang rigtigt. Måske er han en skurk. Eller måske… bare et menneske, der endelig turde leve for sig selv.
