“Synes du også, vi er sammen igen?” – Freja trykkede sig ind mod Lasse.
“Hvad siger du? Det ser da fint ud, ikke?” – Mette drejede sig foran spejlet, mens hun prøvede en bukse. “Freja, du bliver nødt til at komme videre. Tag afsted et sted, skift omgivelser, find noget nyt at lave, eller forelsk dig endelig.” – Mette stak hænderne i lommerne og bøjede det ene knæ. “Nej, jeg kan virkelig godt lide dem. Hvis du ikke har noget imod det, tager jeg dem med. Tak!” Hun sprang hen til Freja, satte sig ved siden af hende på sofaen, krammede hende og gav hende et kys på kinden.
Freja sukkede, rejste sig og gik hen til spejlet.
“Du har ret, jeg ser frygtelig ud. Jeg er blevet tynd og bleg. Jeg var selv den, der ville slå op, og nu fortryder jeg det. Du har overbevist mig. I morgen søger jeg om ferie. Nej, først køber jeg billetter til den første mulige afgang, og så søger jeg om ferie.” – Freja smilede for første gang i løbet af aftenen.
“Det er sådan, ja! Godt besluttet,” sagde Mette og klappede hende på skulderen.
Smilet forvandlede Freja. Det var ikke kun munden, men også øjnene, der lyste op – de blev til smalle sprækker, og gnister af glæde skinnede i dem. “Lille skælmske,” kaldte Mette hende. Men Freja havde sjældent smilet i den seneste tid.
Det var netop hendes latter, der fik Lasse til at forelske sig i hende. Hun og Mette sad på en bænk i parken ved kontoret og spiste is, mens de grinede af noget. En fyr gik forbi, kastede et blik på dem og vendte sig om for at se igen. Da de grinede endnu højere, kunne han ikke lade være.
To dage senere sad Freja og Mette på samme bænk og spiste is igen. Denne gang gik fyrret direkte hen til dem. Han stoppede foran Freja og hilste.
“Hvem er du?” spurgte Mette frækt, og pigerne fnisede igen.
“Jeg hedder Lasse. Jeg er kommet her hver dag i håb om at se jer igen. I sad her for to dage siden… Jeg kunne ikke glemme jeres latter.” Hans øjne blev hængende ved Frejas.
Pludselig forstod hun, at han mente det alvorligt – at han kunne lide hende og var bange for, at hun ville afvise ham brutalt. Hun smilede, og da han åbnede munden i overrasket begejstring, lo hun drilsk. Ikke hånligt, men lykkeligt, fordi ingen før havde set på hende sådan. Gnister af spiloppighed dansede i hendes smalle øjne. Det var det, han senere fortalte, hvorfor han forelskede sig i hende og ikke Mette, som egentlig var mere iøjnefaldende.
Lasse vandt hende med sin begejstring, sin opmærksomhed og sin kærlighed. De flyttede sammen og levede to år i lykke. Men så… Enten skulle de forlove sig, eller også måtte de gå hver til sit. Forholdet var blevet for rutinepræget, for hverdagsagtigt.
Lasse blev tavs, hendes latter fascinerede ham ikke længere. Og Freja besluttede, at hans kærlighed var forsvundet. I stedet for at vente, til han sagde det, foreslog hun selv, de skulle gå fra hinanden.
Han protesterede, men halvhjertet, og så pakkede han sine ting og gik. To uger senere indså Freja sin fejl. Uden Lasse var det endnu værre. Efter en månede var hun ved at gå til af længsel og ensomhed, og endnu to måneder senere vidste hun, at hun ikke kunne undvære ham.
Og så kom Mette forbi og brokkede sig over, at hendes kæreste havde inviteret hende til en koncert. Hun havde købt en flot bluse, men ingen bukser passede til den. Freja tilbød at give hende sine egne – de var blevet for store efter al sorgen over Lasse.
“Hvorfor får du ham ikke bare tilbage, før han finder en anden?” foreslog Mette.
“Nej. Så tror han, jeg afhænger af ham, af hans kærlighed. Som om jeg underkaster mig ham,” svarede Freja eftertænksomt.
“Det er da dejligt at underkaste sig den mand, man elsker.”
“Men hvad hvis vi finder sammen igen, og jeg bare føler kedsomhed og kølighed?”
“Du tænker for meget. Få din computer frem, så finder vi billetter,” sagde Mette.
Billetterne dukkede uventet op – billige, til det rette sted, og med afgang om to uger.
Freja overbeviste sin chef om at godkende hendes ferieansøgning ved at sige, at hun ville gå helt i stykker, hvis hun ikke kom væk fra byen i en periode. Det var lidt skræmmende at tage sydpå alene. Før havde hun altid rejst med sine forældre, med Lasse, eller med Mette og hendes kæreste – men aldrig helt alene.
“Du er en voksen, kvik pige, men pas alligevel på dig selv,” sagde Mette, da hun fulgte Freja til toget.
Hun afslog at flyve – fly var kun til Mallorca, og der var både dyrt og larmende. Hun havde brug for ro. Toget var perfekt – at ligge på køjen og stirre ud på det farveskiftende landskab eller blunde til lyden af hjulene, mens hun drømte om havet. Og når hun trådte ud af den støvede kupé, ville hun indånde den uforglemmelige sydlige luft og styrte direkte ud i vandet…
Freja ville ikke have noget seriøst forhold igen. Kærlighed medførte ofte smerte, skuffelse og frygt for, at alt en dag ville ende, og man måtte begynde forfra…
“Du er snart tredive. Tiden, hvor alt lå foran én, er forbi. Det er på tide at indse, at forhold ændrer sig – de kan ikke være perfekte, ligesom mennesker heller ikke er det. Gensidig kærlighed er sjælden. Du må vælge, hvad der er vigtigst for dig – at elske selv eller at blive elsket. Så tag imod det, der bliver givet, og nyd det. Bare lev og vær lykkelig uden at tænke for meget på fremtiden…” sagde Mette, mens Freja spejdede efter Lasse.
I kupéen sad en ældre par med deres teenagebarnebarn. Den acneplagede, spinkle dreng stirrede ufravendt på Freja. Hun undveg først hans blik, lod som om hun ikke lagde mærke til ham. Men til sidst blev hun træt af det og begyndte at stirre tilbage, hvilket fik ham til at rødme og se væk. Så hun vandt – han stirrede ikke længere så åbenlyst.
Bedstefaren sov eller løste krydsord hele turen. Bedstemor beklagede sig over, at deres søn var blevet skilt, at begge forældre nu var optaget af deres nye liv, og at de derfor havde fået barnebarnet på nakken. “Vi er gamle – hvad har viOg da Freja endelig kom hjem, stod Lasse i døren med en buket blomster og det samme skæve smil, der engang fik hendes hjerte til at springe over.
