Har du nogensinde prøvet at irritere din egen mand? Det lyder skørt, men sådan føltes det for mig otte år gik alt glimrende, og så på niende år begyndte alt pludselig at gnave på min mand, men mest af alt… mig, Karen.
Philip begyndte at komme sent hjem, mumlede kun et eller andet, mens han spiste, og så var det ellers direkte til computeren, hvor han skød zombier eller hvad det nu var, til langt ud på natten. Hvis han kiggede på mig, var det med et udtryk, som om han havde tandpine over hele kroppen. Oftere og oftere sagde han knastørt, at han ville sove hos sin mor i nat.
En dag kunne jeg ikke mere, så jeg ringede til min svigermor:
Solveig, er Philip hjemme hos dig nu?
Min søde Karen, en god kone ved altid, hvor hendes mand er.
Jeg følte mig så latterlig, at jeg i et anfald af fortvivlelse købte bogen Sådan holder du på din mand. Jeg ved ikke hvorfor jeg forklarede endda ekspedienten, at det var til en veninde. Hun kiggede på mig, som om hun virkelig syntes, det var synd for mig.
Men halvvejs hjemme slog det mig: Hvorfor har nogen skrevet sådan en bog? Hvor mange mænd skal man binde til sig for at kunne skrive 150 sider god råd og hvor kommer alle de ekstra mandfolk så fra?
Der var tips som, at hjemmet skulle være hyggeligt, og at jeg skulle tage mere spændende undertøj på, og interessere mig for hans hobbyer. Jeg lærte endda for første gang at lave gærdej uden held, for Philip kom ikke mere hjem af den grund. Måske skulle jeg have æltet dejen i det der undertøj? Eller stikke forbi hos svigermor med både undertøj og gærdej?
Også projekt ‘lev med mandens interesser’ gik skævt: Jeg spillede det der skydespil og klarede hans sværeste bane i første hug og det hjalp bestemt ikke på stemningen.
Da jeg skulle købe nye vinterstøvler, kom jeg i stedet hjem med en uskøn hvalp for samme penge. Jeg så på den, og indså: jeg har altid drømt om en hund. Ikke sådan en lille papirkurvs-hund, men en ægte vovse.
Opdrætteren, eller hvem hun nu var, sagde muntert:
Du har tjek på hunde? Nej, sagde du? Jamen, så er det en golden retriever, det her.
Da jeg spurgte, hvorfor han så ikke var særlig gylden, svarede hun overlegent:
Det kommer når han bliver stor, får han den rigtige farve. Utroligt populær hund! Stamtavle, mor og far er champions. Jeg kan give ham væk nærmest gratis.
Hun nævnte en pris. Den havde jeg ikke på mig, men hun var sød og accepterede, hvad jeg havde i pungen.
Nogen skal jo blive glad, når man kommer hjem. Støvler begynder jo ikke at logre og bringe tøfler i munden.
Den aften, hvor Philip faktisk var hjemme, spurgte han med det samme:
Hvad er det her?!
Golden retriever, stambogsført, og næsten gratis se bare papirerne.
Ifølge papirerne var hvalpen en renavlet dansk mastiff. Nummeret til opdrætteren gik til et tømrerfirma, og der var absolut ingen forståelse, hvis man spurgte om retrievere.
Har du egentlig øjne i hovedet? Hvor ser du retriever eller mastiff? Hvad har du givet?! Nej, man skal næsten mangle hjerne for sådan et køb!
Hvalpen kunne ikke fordrage Philips råb og knurrede… som så resulterede i en megapus på gulvet.
Hvorfor er det lige mig, det her sker for!? udbrød Philip dramatisk og fløj tilbage til sin computer. Han lignede en, der hellere ville skyde mig end zombierne på skærmen.
Næste morgen var hvalpen fuldt integreret. Han havde natten over nydt Philips sneakers og været på noget lignende ekspedition med hans pæne sko.
Så røg proppen. Der var ikke det, der ikke var i vejen med mig: mit ansigt, mine bukser, hele min sjæl. Og så at jeg tjente dobbelt så meget som ham. Bare for at ydmyge ham. Og jeg havde heller ikke givet ham børn!
Philip, du ville da ikke have børn?
Nej, for hvad skulle du dog bringe af unger ind i denne verden? De ville jo være lige så dumme som dig! Seriøst, hvem gider da dig?
Hvalpen lyttede, overvejede situationen og så traskede han over og forsøgte at bide Philip i anklen.
Jeg blev helt tom indeni så ondt gjorde det. Jeg så bare på, mens Philip smed sine ting i en kuffert og gik.
Tredive år. Livet slut. Færdig. Bum.
Men det kan man jo ikke forklare til en hvalp. Han sad der og gumlede på min ene sok og kiggede med de foradvendte hundeøjne ligeglad med mine sorger. Han ville bare have mad, vand og høre, at han var verdens bedste hund og have sin mave kælet.
Hvalpen, som jeg bare kom til at kalde Thor, voksede som om han spiste gødning, men som vagthund var han en skuffelse han ville kun slikke, ikke bide.
Om aftenen begyndte jeg at gå lange ture med ham. En decemberaften, mens det sneede og regnede om hinanden, faldt Thor ned i et dybt hul fyldt med mudder mellem boligblokkene og forsvandt med et hyl. Jeg sprang efter af ren panik, og endte selv i mudder til halsen uden mobil, midt om natten, i kulden.
Først syntes jeg, det var pinligt at råbe om hjælp, men efter et par mislykkede klatreture op ad siderne, råbte jeg bare på livet løs. Til sidst kom to unge i sort tøj og kiggede minekoldt ned i hullet de lignede nogen der skulle til metal-koncert snarere end at hjælpe. Men de ringede faktisk til brandvæsenet, og blev ovenikøbet stående og ventede.
Først hev brandfolkene Thor op, og han fik selvfølgelig slikket dem alle i ansigtet af lykke, også de to gotere. Så fik de fisket mig op. Jeg var SÅ kold, at jeg var helt ligeglad og bare glad for at slippe op.
Brandmanden, som så ret træt ud, fik sat tingene på plads for alle at jeg var tåbelig, at Thor var komplet uden for pædagogisk rækkevidde, at folk i boligselskabet ikke lavede deres arbejde og kommunen heller ikke duede til noget. Thor hørte lige så grundigt efter, og lykkedes at klaske sin store hundesnude så hårdt mod brandmandens ansigt, at han fik næseblod.
Så der stod vi klokken et om natten Thor glad og smurt ind i mudder, jeg kolde og rystende, brandfolkene og goterne og en kommandør med blodpøl under næsen.
Du burde altså opdrage lidt på det kræ, sagde kommandøren.
Det prøver jeg, men han er ret svær at skræmme ordentlig op! svarede jeg.
Ligesom mig, lød det fra den ene got, som så alligevel brød sammen af grin.
Jeg bor lige herinde, vil I ikke ind og vaske hænder? spurgte jeg mellem sammenbidte tænder.
Ja, gå du bare, sagde brandfolkene: Du ligner lidt en figur fra en skæv film.
Måske jeg selv skulle grave et hul og bo der, for så langsomme som kommunen er, dør jeg som single, sagde min veninde senere.
P.S. Mine børn blev aldrig hverken genier eller idioter bare almindeligt, sjovt danske børn. Både Malthe og Trine. Da de i første klasse skulle fortælle om deres familie sagde Malthe: Vores far redder verden! Og vores mor arbejder med computer! Og Trine tilføjede: Og vores hund kan faktisk se fjernsyn!
