ER DU MIN LYKKE?
Egentlig havde jeg ikke planer om at blive gift. Var det ikke for min kommende mands vedholdende kurmageri, havde jeg nok stadig fløjet frit som en lærke. Anders var som en byggemyre; han summede rundt om mig, tog ikke øjnene fra mig, forsøgte at opfylde alle mine små ønsker og pillede endda fnug af mig… Kort sagt, jeg overgav mig. Vi blev gift.
Anders blev hurtigt en del af hjemmet, føltes nær og familiær. Det var nemt og trygt med ham, som at tage hjemmesko på.
Året efter fik vi en søn, som vi kaldte Sigurd. Min mand arbejdede i Aarhus, mens vi boede i Odense. Hver uge kom Anders hjem, og han havde altid lækre overraskelser med til Sigurd og mig. En af de gange, hvor jeg gjorde hans tøj klar til vask, tjekkede jeg som jeg plejede alle lommerne. Én gang havde jeg jo vasket hans kørekort, så siden da mærkede jeg alle folder efter. Denne gang fandt jeg et sammenfoldet papir i bukserne. Jeg foldede det ud og læste det var en lang indkøbsliste til skoleting (det var august). Nederst stod der med barnlig skrift: “Far, kom snart hjem.”
Tænk, sådan underholder min mand sig dobbeltspil!
Jeg lavede ingen skandale, tog tasken under armen, Sigurd (han var ikke engang tre) i hånden og tog hen til min mor i København. Vi blev der længe. Mor gav os et værelse og sagde:
Bliv her, indtil I har snakket det igennem.
Tankerne om hævn over min utaknemmelige mand begyndte at snige sig ind. Jeg kom i tanke om min gamle klassekammerat, Rune. Nu skulle han få sin romance! Rune havde altid været interesseret, både i gymnasiet og efter. Jeg ringede.
Hej Rune! Er du stadig single? begyndte jeg med et smil.
Naja? Hej! Ja, hvad gør det, gift eller skilt… Skal vi ses? lød det med liv i stemmen fra Rune.
Mit uventede eventyr med Rune varede et halvt år. Anders kom hver måned med børnepenge til Sigurd, som han gav til min mor og forlod uden ord.
Jeg vidste, at min mand nu boede sammen med Katrine fra Esbjerg. Hun havde en datter fra sit første ægteskab. Katrine insisterede på, at pigen kaldte Anders for far. De boede alle sammen i Anders lejlighed i Odense. Så snart Katrine hørte, at jeg var gået, rykkede hun straks ind med sin datter. Hun forgudede ham og strikkede varme sokker og trøjer til ham, lavede god mad. Alt dette fandt jeg senere ud af. Jeg kommer nok hele livet til at minde min mand om Katrine fra Esbjerg. Dengang tænkte jeg, at vores ægteskab var slidt op endt i ruin.
Men da Anders og jeg en dag mødtes til kaffe for at drøfte skilsmissen, skyllede gamle minder over os. Anders bekendte sin umådelige kærlighed og fortrød alt. Han vidste ikke, hvordan han skulle sige farvel til den insisterende Katrine.
Jeg fik ondt af ham. Vi fandt sammen igen. Min mand vidste aldrig noget om Rune. Katrine og hendes datter forlod Odense for altid.
Syv glade år gik. Så blev Anders ramt af en trafikulykke. Operation i benet, genoptræning, stavgang. Det tog to år at komme igennem. De gentagne procedurer sled på ham, og han begyndte snart at drikke. Han isolerede sig og mistede sin gnist. Det var smertefuldt at være vidne til. Jeg prøvede alt for at hjælpe, men han nægtede enhver støtte og trak også Sigurd og mig med ned.
Til gengæld dukkede der en skulder op for mig på jobbet Poul. Han lyttede til mig på rygepausen, gik tur med mig efter arbejde, trøstede og opmuntrede. Poul var gift, konen var gravid med deres andet barn. Jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg en dag lå i seng med Poul. Skørt han er et hoved lavere end mig og slet ikke min type!
Så rullede det bare. Poul tog mig med på udstillinger, på koncerter, til balletter. Da hans kone havde født en datter, stoppede Poul med underholdningen og sagde op. Han fandt arbejde et andet sted og tænkte nok: ud af øje, ud af sind? Jeg havde ingen krav på ham, så jeg lod ham gå han dulmede bare mit hjerte et stykke tid. Ville aldrig tage nogen fra deres familie.
Min mand fortsatte sin deroute.
Fem år senere stødte jeg tilfældigt ind i Poul. Han foreslog ægteskab helt alvorligt. Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Men Anders kom endelig nogenlunde på benene og tog et job i Tjekkiet. Imens hjemme i Odense var jeg den perfekte mor og hustru. Alt handlede om familien.
Efter et halvt år kom Anders hjem. Vi renoverede lejligheden, købte moderne teknik. Anders fik endelig repareret sin bil. Vi burde bare være glade. Men nej han faldt atter i og drak. Nu var det som ringe i vandet. Venner bar ham hjem, for han kunne ikke gå selv kun kravle… Ofte måtte jeg løbe rundt i kvarteret og lede efter ham, fandt ham sovende på en bænk, lommerne vendt og tømt for penge og håb, og slæbte ham hjem. Der skete lidt af hvert.
En forårsdag stod jeg trist ved busstoppestedet, fuglene sang, solen smilede, men jeg mærkede ikke aprilglæden. Pludselig hviskede en blid stemme tæt på mit øre:
Måske kan jeg hjælpe med din sorg?
Jeg vendte mig. Åh Gud! Hvilken uimodståelig mand! Og jeg var lige fyldt 45! Skulle jeg være en blomst igen? Jeg blev helt genert, som en ung pige. Gudskelov kom bussen, jeg sprang ind og kørte væk væk fra fristelsen. Manden vinkede venligt efter mig.
Hele dagen på arbejde kredsede mine tanker om ham. Selvfølgelig spillede jeg kostbar de næste par uger. Men Egil (sådan hed han) blev ved som en kampvogn, der rykkede min mur ned. Hver morgen ventede han på mig ved samme stoppested. Jeg begyndte at glæde mig til at se ham. Hvis han stod der, sendte han luftkys og smilede.
En dag kom han med en stor buket røde tulipaner.
Hvad skal jeg dog med blomster på arbejde? De sladrer jo straks, sagde jeg.
Egil smilede:
Åh, det havde jeg ikke tænkt over.
Han gav straks buketten til en ældre dame, der havde fulgt vores lille teater med stor interesse. Hun skinnede i humør: Tak, min dreng! Ønsker dig en lidenskabelig elsker! Jeg rødmede. Godt det ikke var en ung elsker hun ønskede ham så var jeg nok forsvundet under jorden…
Egil smilede og sagde til mig:
Naja, skal vi begge være skyldige? Du vil ikke fortryde.
Ærligt, det var fristende og passede til min situation. Anders lå ofte som en livløs klods på sengen og var uengageret på grænsen til glemsel.
Egil røg ikke, drak ikke, var tidligere elitesportsmand, 57 år gammel og en dygtig samtalepartner. Skilt. Han havde en dragende energi.
Jeg dykkede hovedkulds ned i den affære. Det blev et blændende malstrøm af passion. I tre år sprang jeg mellem hjemmet og Egil. Sjælen var i kaos.
Jeg manglede både vilje og lyst til at stoppe. Men da lysten til at stoppe kom, kunne jeg ikke finde styrken. Man siger, pigen jagter manden, men han går ingen vegne. Egil havde totalt kontrol over min sjæl og krop! Lysten var opstået forstanden flygtede. Når han var tæt på, mistede jeg pusten! Ren forblændelse.
Men jeg følte, det ville aldrig ende godt der var ingen kærlighed til Egil. Når jeg kom hjem udmattet efter hede møder, havde jeg lyst til bare at klemme mig tæt ind til Anders selvom han var beruset, lugtede fælt, så var han min fortrolige og ren i hjertet. Egen rugbrød smager bedre end andres kager! Jeg følte, det var sandheden. Og lidenskab ja, det betyder at lide. Jeg ønskede bare at lide færdigt, gøre op med Egil og vende hjem ikke bare flyde videre. Sådan ræsonnerede mit sind min krop ville noget andet.
Min søn Sigurd vidste besked om Egil. Han havde set os på en restaurant, da han kom med sin kæreste. Jeg måtte introducere dem. De gav hinanden et håndtryk og nikkede. Hjemme over aftensmaden så Sigurd spørgende på mig. Han ventede ord. Jeg jokede at Egil var kollega og vi talte om et nyt projekt. Ja, …på restaurant, nikkede Sigurd forstående. Han dømte mig ikke, men bad mig ikke skilles. Han sagde, at far måske kom til sig selv igen. Vent lidt endnu.
Jeg følte mig som en vildfaren får, der havde forladt sin fold. Min veninde, som havde været gennem tre ægteskaber, rådede mig jævnligt til at droppe de slidte affærer og finde ro. Jeg lyttede til hende. Hendes erfaring var stor. Men jeg kunne først stoppe, da Egil blev fysisk overfor mig.
Det var grænsen. Min veninde havde sagt:
Havet er roligt, så længe du står på stranden
Det var som at få et slør løftet af øjnene endelig et frihedens suk. Tre år i splid! Nu var jeg fri.
Egil blev ved med at opsøge mig, ventede alle vegne, bad offentligt om tilgivelse. Jeg var urokkelig. Min veninde kyssede mig på kinden og gav mig en kop med teksten: Du gjorde det rigtige!
Anders vidste alt om mit rod, Egil havde ringet til ham og sladret, sikker på at jeg ville forlade familien. Anders sagde til mig:
Når jeg hørte din beundrer snakke, havde jeg bare lyst til at dø stille. Men jeg ved det hele er min skyld! Jeg mistede dig til flasken. Hvad kunne jeg give dig igen?
Nu er der gået ti år. Vi har to børnebørn. En dag sidder Anders og jeg ved spisebordet og drikker kaffe. Jeg kigger ud ad vinduet. Anders tager blidt min hånd:
Naja, lad være at se dig omkring. Jeg er din lykke! Tror du på det?
Selvfølgelig tror jeg på det, min eneste…
Og min lærdom er ens lykke findes ofte lige ved siden af. Man kan fare vild i længsler og fristelser, men hjemmets varme og tilgivelse er det, der holder sammen på os når vi tør tage imod den.
